Man skal passe på med ikke at blive for forsigtig med den speederfod

Hverdagen er her igen. Arbejdet kalder. Jeg er træt som et mindre alderdomshjem og min krop føles som den, den næsten hundredeårige må have. Øm og træg er den og ikke særlig tilfreds med, at jeg insisterer på, at vi igen skal stå, gå og i øvrigt være aktive. Den ville vist gerne have brugt en dag mere på restitution, men sådan bliver det ikke. Vi er i gang!

Oline er sendt ud af døren med kram og kys, held & lykke og et overbevisende “du kan sagtens”, for hun er igen til eksamen. I dag er endnu en marathondag med tre eksaminer i træk. Hun er startet halv ni og slutter igen halv fem. Det kræver sit menneske, at finde energien til det, så vi krydser fingre for, at det lykkes.

Om kun fem dage, kan vi sætte studenterhuen på hovedet af hende. Jeg glæder mig så utrolig meget til den dag. Ikke fordi hun bliver student, selvom det også er fantastisk og dejligt, men fordi jeg bare synes – og det siger jeg jo ikke højt – at hun og hendes klassekammerater i dén grad har fortjent den sommerferie, der venter efter den sidste eksamen netop fredag og jeg véd, at hendes smil delvis vil skyldes, at hun endelig kan holde fri og læse, sove længe og lave ingenting. Det er hende så vel undt.

Hverdags-Liselotte skal lige findes frem, men det meste af hende ligger på skrivebordet …

Indtil da er der tusinde andre ting, jeg skal have styr på. Et studentergilde for eksempel. Der har ikke været tid til at tænke på det, før vi nåede i mål med alt det andet, der lige pludselig fulgte i kølvandet på garagebyggeriet, men heldigvis ønsker Oline en uformel og hyggelig dag, hvor ingenting må blive for pænt eller friseret. Den slags er jeg verdensmester i, så jeg er fuld af fortrøstning. Nu skal jeg bare lige have overtalt en eller anden til, at døgnet skal have fireogfyrre timer i stedet for de sølle fireogtyve, vi bliver spist af med for øjeblikket.

Gid din mandag må rumme timer nok :-)