Nogen er allerede i fuld gang. Andre er lige startet. Jeg er slet ikke begyndt.
Jeg snakker om juleforberedelser. Jeg snakker om at starte på planlægning, gaveindkøb, pynt inde og ude, kagebageri, chokolade- og konfektfremstilling, hjemmestrikkede julegaver, indpakningsidéudvikling og alt det andet, man kan putte ind under en af årets dejligste måneder; december.
Jeg kigger overrasket på bladenes forsider, når vi rammer starten af november og de første tegn begynder at vise sig…
Engang havde jeg været i gang nu og forlængst. Engang var der lys og sjov, papirklip og de første hjemmebagte småkager. Det er der ikke mere.
Der er mere end én forklaring på forandringen.
Alexander døde 29. november og indtil den dato, er jeg ikke moden til andet end stille væren. Jeg tager en dag ad gangen og jeg giver plads til alle de følelser, der kommer forbi. Jeg ved, at det kræver kræfter at komme gennem den tunge, mørke november, men det lysner, når vi når den 29. og vi effektuerer vores nye familietradition. Lige akkurat den dag skal Alexanders yndlingslys op; en granguirlande fuld af lyskæder skal hænges op på en af bjælkerne i loftet i køkkenet. Så tænder vi den, husker på alle de smukke, sjove og fine minder vi har om vores tid med Alexander i familiens midte. Efter endt lygtetænding er vi klar til at træde ind i december og vi er klar til at jule.
Den anden årsag er, at jeg med alderen har fundet ud af, at jeg egentlig trives temmelig godt med at have god tid til ingenting. At december for mig mest af alt handler om, at jeg har overskud til at være tæt med min familie og mine venner. At jeg har energi til at grine, tid til at sidde stille i mørkningen og lyst og ro til at drikke varm te og snakke stille om alt mellem himmel og jord. Kun gøre det, jeg har lyst til. Bage hvis jeg gider. Bruge tid på at vælge fra mere end vælge til. Udse det bedste. Elske og dyrke netop det.
I år tager jeg endnu en omgang af Liselotte Gone Minimalistic on Christmas og stornyder i stedet for, at jeg bliver bedre og bedre til kun at gøre lige akkurat det, jeg har lyst til. Jeg har øvet mig i mange år…
– og så skal vi for øvrigt have verdens største juletræ med millioner af lys til at sprede juleglæde ude på Feddet. Minimalist min bare…
14 kommentarer
Liselotte
24. november 2013 at 10:26Jeg tænker, at ikke to mennesker er ens og ikke to mennesker overkommer på samme vis, så jeg tager livtag med november, som jeg kan og det går an og jeg heler, så det er ikke skidt, men måneden er lang. Jeg glæder mig, til vi træder ind i december :-)
lise
23. november 2013 at 19:13Jeg skal have 13 overnattende gæster i julen.Har ikke forberedt en dyt….kun i mit hoved. Gisp!!!!
Den Desperate Husmor
23. november 2013 at 19:11Det er noget hø og det vil det altid være – man lærer at leve med det (for hvad er alternativet?), men hullet i hjertet heles aldrig helt. Kram til jer.
Pernille Lauritsen
23. november 2013 at 19:11“Ingen burde opleve at overleve deres egne børn!” …. er der en af dine måske trofaste læsere der skriver…
Jeg har aldrig skrevet før, men har fulgt dig i flere år… og nej ikke fordi jeg i spænding venter på dine strikke opskrifter… kan ikke strikke og lærer det aldrig! Men fordi du fænger… Jeg får lidt hverdags visdom og glæde hver gang….
Og fordi jeg er en af dem der har oplevet at overleve det man ikke bør….. Min stjerne skinner også meget klart på denne årstid… Åhh den lyser så flot… Og det giver tid til eftertanke…
Nogen af dem der har overlevet, ødelægges….
Og så er vi nogen der ikke bare overlever, men lever, nyder, sanser, beriges, styrkes….! Måske fordi vi i vores livs rygsæk har værktøjer… der gør det muligt…
Jeg føler mig rig, selv om jeg har mistet… rig på viden, på indsigt, på fornemmelser, på intuition, på empati, på min egen krop, på grænser, på mig selv – Og min rigdom giver mig daglig glæde som jeg bruger i mit arbejde og virke….
Og du Liselotte beriger mig – med ord, viden, billeder og nogen gang skønne opskrifter…. Mit helle er som sagt ikke strikkeopskrifter, men mad….. i mit køkken finder jeg ro, glæde og fred…
TAK
Malene
23. november 2013 at 19:08Det er så smuk en tradition I har skabt midt i kølvandet på savnet af Alexander. Selvfølgelig kan julen ikke starte uden den – og til den tid er der jo stadig masser af dage til at forberede julen. Om så den er minimalistisk eller ej.
Bare giv den gas med det juletræ på Feddet!
Stationsforstanderen
23. november 2013 at 18:57Nu er jeg jo mand og for de fleste af den art, har det med at pynte osv. nok ikke den store interesse. Men jeg elsker julen og glædes over julepynt og lys. Nyder at hygge med min hustru i den mørke vintertid og jeg glæder mig til børnebørn en dag kommer på besøg for at hygge med de “gamle” nisser på stationen.
Fríða
23. november 2013 at 18:54suk, jeg forstår dig bare så godt. dog syntes jeg næsten det er værre at jeg nu har oplevet at den tid hvor jeg plejer at mindes min brors död ekstra meget og föle mig sårbar, helt pludselig var næsten forbi uden jeg havde registreret det, for det betyder så måske næsten på en måde at jeg er ved at glemme, og det vil jeg jo slet ikke, også selvom det gör ondt at mindes. ej, måske giver det ingen mening!
kh.fra Island
Frida
Liselotte
23. november 2013 at 19:03Det giver bare så meget mening Frida. Selvfølgelig. Jeg har det selv på samme måde, når jeg opdager, at han ikke længere er med mig i tankerne hver eneste dag.
marianne bentzen
23. november 2013 at 18:13Jeg har fulgt din blog i mange år efterhånden – jeg har ikke helt tal på det – men jeg oplevede hele den forfærdelige tid I var igennem. Jeg synes, trods alt, at I er kommet langt, og jeg er sikker på, at Alexander sidder oppe i sin himmel og griner henrykt over sin dejlige familie, der formår at leve livet uden ham.
Kh Marianne
Pernille
23. november 2013 at 17:51Det lyder sundt – sådan helt ind i sjælen sundt :)
Lea Poulsen
23. november 2013 at 17:20Jeg holder jul mellen d. 24. og 26 dec.
Connie // Larsens Blog
23. november 2013 at 17:11Ingen burde opleve at overleve deres egne børn! Jeg forstår godt, at du/I må lade november gå og bare være til!
Jeg har i år besluttet at udskifte al min juletræspynt med nyt men hjemmelavet. Det har været en dejlig måde at jage min stress lidt på afstand. Tage sig tid til at sætte sig og fordybe sig i hyggelige ting, jage fortidens skygger bort for en stund. Jeg laver trommer, decoupage hjerter og kræmmerhuse, kogler med glimmer og flettede julehjerter. Sønnen min bestilte sin første juletræspynt (efter at have boet ude i 9 år), så det har jeg også fået lavet, og det har bare været ren terapi :-) … Selvom jeg bor alene og ikke har børn hjemme, så bliver der pyntet op næste søndag (lidt men pænt – alt med måde). Ugen efter kommer sønnen hjem og så skal vi bage julesmåkager sammen … så traditionerne bliver holdt i hævd, og jeg nyder det :-)
Anne Stange
23. november 2013 at 16:30Kys og kærlighed og karma herfra.
Både af den minimalistiske og den svulmende slags…
Sidsel
23. november 2013 at 16:29Jeg synes, det er det bedste du kan gøre. At tage tingene stille og roligt. At bare være. Vi når det jo nok alligevel. Jeg hader December, øver mig i at komme igennem denne måned. Har valgt at arbejde juleaften og 1 og 2 juledag.
Du er en fantastisk kvinde, som jeg har lært meget af. Og tak for 2 fine opskrifter:-) Fik I set film.