Gun’s N’Roses er faldet

I går, inden solen fandt vej til Aalborg og i de tidlige morgentimer, fandt jeg vej ind gennem en lille del af Kildeparken. Den del, hvor mange af de syngende træer er placeret.

Når man passerer dem på afstand, minder de mest af alt om en kirkegård, synes jeg, men konceptet er sjovt og med et tryk på en iøjnefaldende knap på “gravstenen” kan du blive præsenteret for en prøve på den/de kunstnere, der gemmer sig bag det enkelte træ. Det er ikke sket endnu, at jeg har set nogen benytte sig af muligheden, men det sker vel med mellemrum. Måske er Ernst selv ude for at motionere dem i  kaffepausen? En dag med god tid, må jeg holde øje.

I går havde jeg ikke god tid. Jeg var på vej fra A til B og i strakt galop. I hvert fald et stykke af vejen, men så faldt jeg over noget, som krævede min opmærksomhed. Det gør jeg hele tiden. Det er ikke uden grund, at min familie siger, at gå tur med mig er som at gå tur med et børnehavebarn. Vi er lige nysgerrige.

Et af de syngende træer er væltet. Hoppet op af sig selv er det sikkert ikke, men det ligner altså en amatør-gartner, der har været i gang, for træets rødder har jo knapt været dækket af jord og det har ikke været svært at vælte Gun’s N’Roses, for det er nemlig dem, der ligger så trist i kanten ud mod stien.

Måske har nogen samlet dem op og givet dem den livsvigtige førstehjælp, når jeg passerer næste gang. Jeg håber det.