Bøgetræerne trak grønne lyn på nethinden

Min søde, særlige svigermor blev bisat fra den smukke, lille Farum Kirke torsdag middag. Vi var der allesammen. Og så få. Det var en sluttet kreds, der tog afsked, men sådan er det vist, når man er en af de sidste, der falder. Vennerne er væk, så det er familien, der tager den sidste afsked og sådan var det også for os. En helt særlig og helt gennemsnitlig dansk familie. Særlig fordi den er min. Gennemsnitlig fordi vi ikke er noget særligt, men bare os.

Jeg elsker hver og én af os.

Vejret var så utrolig smukt. Det var den fineste forårsdag, vi tog afsked. Solen skinnede, alting duftede af nyt liv.

Bøgetræerne trak grønne lyn på nethinden, da vi spadserede ned til stedet, hvor Benthe skal ligge side om side med Hans, min svigerfar og Dennis, min søde, højtelskede svoger, vi mistede alt, alt for tidligt. Alt det og mere til huskede vi i et øjeblik eller to, men i vores familie har der aldrig været langt til grin. Det er næsten det allerfineste ved den. Vi rykker sammen og vi griner midt i tragedien. Vi står oprejst og vi fortsætter. Vi griner. Det gør godt.

Alle Benthes børnebørn var samlet. Måske for første gang nogensinde. Det var både trist og fantastisk. Der er mange grunde til, at det er sådan. De er vores, men sikke en fest det var at have dem samlet. De er en smuk, stærk, særlig og klog flok, som får mit hjerte til at svulme og mine øjne til at løbe over og spørg mig ikke hvorfor, men jeg bliver så glad og rørt, når jeg kigger på billederne, jeg insisterede på at tage af dem. Tænk, hvor de er smukke. Og fantastiske. Om lidt arrangerer jeg en familie-fest. Det kan kun gå for langsomt.