Jeg er født i Danmark. Her er foråret kommet. Ikke at man kan mærke det, når man bevæger sig udenfor, men den er god nok. Foråret er her. Vi kan ikke klage i Nordjylland, for vi har haft det smukkeste vejr hele bededagsferien. Sol fra en omtrent skyfri himmel hver eneste dag.
Vi har været i Lønstrup og vi har været i Aalborg. Faktisk har vi været på tur omtrent hver dag i den forlængede weekend. Det har været godt for mig, for jeg bruger meget energi på at sende tanker til Jeff i Alabama. Han kæmper for livet lige nu. Han ligger i respirator efter hjertesvigt. Han er 42 år gammel og far til tre. Han er et skoleeksempel på de fattige amerikanere, som ikke får passet godt nok på sig selv, fordi det er så utrolig svært at flytte sig ud af fattigdommen i landet, som hylder parolen “enhver er sin egen lykkes smed”.
Jeff er ikke lykkedes. Han betaler den ultimative pris for en livsførelse, som hænger uløseligt sammen med den fattigdom, han har levet med og i.
Jeg tænker mange tanker i disse dage. Jeg er taknemmelig for, at jeg er født i Danmark. Jeg opdager på ny, hvor priviligeret jeg er. Jeg kan se, at vores adgang til et socialt sikkerhedsnet, som er strukket til sit yderste i disse år, gør en god og vigtig forskel for vores svageste. Jeg kan se, at adgangen til sygehusvæsenet gør, at vi ikke behøver overveje, om vi orker ydmygelsen ved at være en af dem, der ikke er forsikret og af den grund må vente sidst i køen og derfor vælger det fra, når det er vigtigt for helbredet og livskvaliteten. Jeg ved, at jeg aldrig skal vælge mellem mad eller medicin, men altid vil have adgang til begge dele. Jeg har sikkerhed for, at mit barn har adgang til en bred vifte af uddannelser, som er gratis og endda med økonomisk hjælp undervejs. Jeg mener fortsat og mere end nogensinde, at velfærdssamfundet er værd at bevare og forsvare.
Jeg har kendt Jeff i mere end femten år. Vi har delt så mange tanker og idéer. Vi har delt drømme. Vores fælles drøm har altid været, at Jeff en skønne dag skulle komme til Danmark på besøg. Vi vidste, at han aldrig fik råd, men jeg har sparet op. Stille og roligt. Vi er der om et øjeblik.
Kald mig bare naiv, men jeg håber stadig, at det sker en skønne dag. Jeg hepper på dig, Jeffrey ♥
8 kommentarer
Liselotte
26. april 2016 at 07:55Der er mange ting ved velfærdsmodellen, der er under enormt pres i disse år og vi ser flere og flere dele af systemet, hvor man så småt begynder at have fordele, hvis man er forsikret eller på anden vis hjulpet på vej af penge. Jeg håber, at vi finder vej og bliver i stand til at holde fast i den model, jeg er utrolig stolt af at være en del af. Jeff klarer sig ikke så voldsomt godt og jeg er urolig. Jeg er bange for, at han ikke klarer den, men jeg kan intet gøre ud over at vente og håbe, så det gør jeg.
Tina Nymann
25. april 2016 at 22:53Mine tanker får til Jeff i håbet om at han når at besøge dig:-)
knitterslady
25. april 2016 at 15:29we can all hope for a better world for everyone. Unfortunately the world is NOT the same for all, yet.
Our prayers and hope for jeff,
Marianne Rasmussen
25. april 2016 at 15:12Tak for dine dejlige, livsbekræftende tanker og for at huske os på, hvor godt det er at betale skat.
Tak til dig!
Jane
25. april 2016 at 13:29Når man kommer til udlandet ser man virkeligt hvor fantastisk den danske velfærdsmodel er. Jeg blev da helt Socialdemokratisk I mit hjerte da jeg flyttede udenlands. Lige adgang til gode uddannelser og til et sundhedvæsen der fungerer. Selv med en af Verdens højeset skatteprocenter, kan I være stolte af det samfund og sikkerhedsnet der er bygget op, Husk at sætte pris på det. Ikke alle har de samme privilegier.
At bo i Australien er heller ikke så værst, men vi tegner private sundhedsforsikringer for at få adgang til det bedste sundhedssystem. All kan blive behandlet gennem det offentlige, så alle er sikret behandling, men hvis du vil have medbestemmelse til hvor og hvornår behandlingen skal foregå er det igennem det private system.
Ligeledes med skolerne. Der findes fantastiske privatskoler, som koster en mindre bondegård hvert år, men som så til gengæld har olympiske swimmingpools, overdækkede tilskuerpladser på deres sportspladser, hovr eleverne bærer fine ulduniformer og stråhatte.
Vores børn går i ‘public schools’ – denne privatskole tankegang ligger så fjernt fra os.
Det er værre i USA hvor alle er deres egen ‘lykkes smed’ Trist for skæbner som Jeff som falder igennem. Det skærer i vores danske hjerter. Håber det bedste for din ven.
Lone Vinkler Kristensen
25. april 2016 at 12:48Enig. Taknemmelig. En del af heppekoret…
Madam Sand
25. april 2016 at 12:35Vi ER priviligerede at være børn af et velfærdssamfund, som i sine sociale grundtanke tager hånd om de svageste. Jeg håber, at DK bliver ved at være sådan, men er ikke alt for fortrøstningsfuld. Der er tendenser til mere indivudualisme og ‘egoisme’. Er du højtuddannet og ansat i store firmaer i DK, har du adgang til at komme forrest i køen og få behandling (betalt af dit firma) på privathospital.
Jeg kunne sige mange ting om dette emne, men det vil jeg undlade. Jeg håber det bedste for Jeff.
Anita
25. april 2016 at 11:16Jeg håber at det lykkes og i mellemtiden hepper jeg også.