Hvordan prinsens vinstokke blev vandet

Forleden var vi på en af vores mange improviserede ture. Vejret var lunt, men uden direkte sol, så vi syntes, at det var oplagt til eventyr. Vi kørte af sted på må og få og alligevel med en idé om målet, nemlig Cahors og nej, der var ingen planer om at se Château de Cayx, men som sagt improviserer vi gerne og vi endte nu alligevel derude. Herrens og Kenneths veje er uransagelige og jeg er frisk på det meste, så …

Først var vi i Cahors. Byen er hyggelig og fin som alle byer i Dordogne, men vi havde ingen appetit på by, så vi var kun inde for at vende, så kørte vi ud på landet igen. Tilbage ad samme vej indtil vi drejede skarpt til venstre ind på en lille og meget smal vej. Nu var vi for alvor kommet på landet og turen gik langsomt fremad og med agtpågivenhed hver gang, vi rundede et hjørne.

Jeg ville gerne gense Lot. Vi havde boet ved Vers, en lille by ved floden det år, vi var afsted med autocamper. Det var dengang, vi opdagede Dordogne og besluttede, at vi måtte tilbage. Nu kørte vi langs med Lot og pludselig var der mulighed for at standse og nyde den smukke udsigt.

Sikke et landskab. Utrolig smukt. Der var – som overalt herude, hvor alt ender – helt stille og kun lyden af fugle, insekter og en enkelt passiar på flodens anden bred og så lidt grin længere oppe ad floden.

De fiskede. Fiskede og snakkede. De hyggede sig. Det var der ikke tvivl om og vi stod faktisk på en landgangsbro lige ud for Château de Cayx, så uagtet at det ikke var planen, så endte vi med at stå lige akkurat midt i prinsens vinstokke.

Det var lige her, jeg vandede en stok eller to. Ikke reglementeret. Ikke helt lovligt. Ikke helt efter bogen, men absolut nødvendigt og ingen så mig, men smager vinen lidt sært til næste år, er det sikkert min skyld. Undskyld.

“Bare gå op til bagdøren deroppe og bank på, så kan I købe lidt vin“. Det var en lokal franskmand, som opfordrede os. “Der er lukket nu, men I kan godt gå derop“, sagde han igen og satte sig ind og startede den grå Renault. I høj fart kørte han ned for enden af indkørslen, hvorefter han drejede skarpt til venstre og forsvandt hen ad vejen.

Vi gik ikke op og bankede på. Vi skulle ikke have vin fra prinsens slot. Vi skulle faktisk bare lige vende kongekareten, Kenneths altså. Det er noget af et luftskib vi kører i, så der skal plads til og det var der heroppe på bagsiden af slottet.

På vejen ned passerede vi prinsens kunst. Så drejede også vi skarpt til venstre og traf herefter den uovervejede beslutning endnu en gang at dreje skarpt til venstre. Opad. Skarpe sving og stejle stigninger senere havde vi næsten mistet mælet af bar koncentration og ind imellem sad jeg omtrent på skødet af Kenneth, fordi vi var angstprovokerende tæt på afgrunden. Som om det gjorde nogen forskel, at jeg krøb modsat i den tank, vi kørte i.

Et kort øjeblik åbnede vejen op og gav mulighed for, at vi parkerede. Der var et fint udsigtspunkt.

Næsten trehundrede meter. Så tror pokker, at jeg syntes, at vi ind imellem var temmelig og væmmelig højt oppe og uden jordforbindelse, men sikke en udsigt vi blev belønnet med.

Vi var godt halvvejs ad den smalle vej, men resten af turen forløb udramatisk. Bagefter ramte vi Creyssac, en lille landsby og fra den gik det bare hjemad i adstadigt tempo gennem smukke og betagende landskaber og stemningsfulde småbyer.

Vi spiste i Issigeac, inden vi kørte hjem. Hjemme er uden lys. HELT uden lys. Ikke en gadelygte i sigte. Mørk aften. Mørk nat. Helt stille. Det tager lidt tid at vænne sig, men så er det magisk med både mørke og stilhed. Jeg kan lide det og endnu en gang undskyld ;-)