Det er fredag. Vi holder åbent for salg i Garnudsalg på Indkildevej. Vi prøver at holde varmen ude, men vi er ikke særligt heldige, hvad det angår. Her er lummert, men ikke om du hører os klage over så skøn en sensommer. Vi nyder den i stedet.
Vi er startet tidligt, for vi havde lidt pligter at overstå, inden vi kunne åbne dørene. Vi skulle blandt andet støvsuge. Jo, det gør vi naturligvis også, inden vi får gæster. Og rydder op. Vasker toiletterne ned. Anretter kage og allerbedst … glæder os :-)
Vi er klar med diverse torve-varer, som skal køres udenfor.Vognene er tunge, men vi har ramper ved bagdøren og derfor er også kørestole velkommen i Garnudsalg. Vi hjælper gerne indenfor.
Kenneth har lavet de smukkeste vandfarver i Blackhill LinWool Multi. Jeg er vild med farverne og de er smukke, når de strikkes op. Jeg skal snart finde tid til at dykke ned i dem, fotografere dem, liste dem og måske strikke med dem og prøve at kombinere dem med den almindelige Blackhill LinWool.
Først frister BOMBER; et herligt tørklæde designet af Charlotte Spagner. Det er simpelthen forførende sjovt, smukt og blødt og så tager det prisen for varmt til halsen i den kommende vinter.
Vi er på jagt efter gode bøjler, som kan ære strik på smukkeste vis. Det er ikke nogen nem opgave at finde den slags, så vi er stadig på udkig og spejder i alle retninger, for både vi og kunderne kan lide, at der er lidt at kigge på, røre ved og måske endda prøve.
For et øjeblik siden kom en strikkeklub fra Skive-egnen på besøg. De ankom standsmæssigt i mange meter bus.
Vi var forberedte, så vi havde anrettet og gjort klar, så de kan sidde og nyde en kop kaffe i vores nye, skønne lokale. Her kan de sidde i fred og ro og nemt trække over i butikken, når de er klar til at handle. Det er rart at vide, at man ikke er i vejen, blot fordi man er mange og snildt kunne optage butikkens siddepladser hele tiden. De er hjertelig velkommen. Vi håber, at de nyder dagen hos os.
Jeg arbejder på kontoret. Jeg kigger ind i butikken ind imellem, mens jeg arbejder videre med opskrifter, ny web-shop og alt det andet, der ligger og venter. Mit vindue står på vid gab, jeg har ventilatoren i gang og bare tæer. Alle persienner er trukket for. Her er tilforladeligt, men heller ikke mere, for varmen når ind uanset hvad. Jeg klager ikke. Jeg elsker, at vi år en Indian Summer.
Weekenden skal nydes ude. Jeg suger sol, lys og kræfter af alt det, jeg holder af. Livet er godt.
8 kommentarer
Sonja
10. september 2016 at 19:36Strikkede eller hæklede bøjlebetræk holder tøjet på plads. Nemt at lave.
Liselotte
11. september 2016 at 09:49En god idé, Sonja. Så skal vi bare lige finde tiden :-)
Sus
10. september 2016 at 17:03Måske gamle træbøjler kunne være en idé? Jeg har efterhånden en herlig samling i mit garderobeskab med diverse påtrykte navne fra fordums tøjforretninger landet over.
Nå ja, og en enkelt “Statens Ejendom” er der vist også i mellem.
De fåes i mange former og kan oftes købes for en slik i genbrugsforretninger o.l. Selv fik jeg en del fra min mor og svigermor, der har ladet et ord sive om min nye passion i deres omgangskreds.
Liselotte
11. september 2016 at 09:47Vi har en del af disse bøjler også, men det handler mere om, at strik ofte får en kedelig facon af at hænge på bøjlerne .-)
Alice Brakchi
9. september 2016 at 18:04På Silkegården i Sæby, så jeg engang at trøjer hang på kosteskafter. Det var overskueligt og strikfaconen blev ikke ødelagt. Måske var det en ide for jer.?
Liselotte
10. september 2016 at 08:50Idéen er rigtig god, men desværre kun til lige tilsatte ærmer, Alice – og dem har vi alt for få af ;-)
Mette
9. september 2016 at 16:22Jeg var på besøg i dag… jeg har købt garn, Liselotte!!! :-)
Jeg nåede det lige inden hele den busfuld damer indvaderede butikken. Pokkers flot sted I har og med søde og hjælpsomme damer.
Liselotte
10. september 2016 at 08:49Det er så vildt, Mette og jeg ville ønske, at jeg havde vidst, at du kom. Jeg sad jo lige inde bagved og ville meget gerne have hilst på dig, men måske en anden gang, for nu er du snart afhængig af garn og strik igen :-)