Juleferien er også kaffe og strik

Det er jo i grunden sådan, at juleferien nærmer sig sin afslutning, men det er også sådan, at jeg stadig er i gang med at lande blidt, blødt og rart.

Jeg skal ikke klage. Jeg har ikke været i Garnudsalg siden den 22. december, så en uge er allerede gået. Den har været travl og fyldt med de dejligste mennesker og oplevelser. En utrolig hyggelig uge med mange gæster og derfor også en uge fuld af madlavning, rengøring og oprydning. Man får ikke glæden ved gode menneskers selskab uden ind imellem at måtte stå på hovedet i enten kødgryder eller opvaskemaskine. Jeg gør det hellere end gerne for at nyde det gode selskab, men det sker jo – har vi lige opdaget – på bekostning af de dagligdags ting som f.eks. at vaske tøj og på den måde sørge for, at familien kan være rene og præsentable.

Det sidste var ved at knibe i går. Vi havde ikke nået at vaske i et par uger og det kunne efterhånden ses på det ellers velassorterede klædeskab. Vi var i bund på nogle af hylderne og i skufferne var der tomme pladser, hvor der før lå rent, men det er vi i gang med at rette op på. Jeg vasker med andre ord tøj i døgndrift. Det hjælper, men der er stadig et stykke vej hjem, så endnu en dag, med plads til praktiske opgaver, har været velkommen.

Ind imellem har der været tid til at rydde lidt op og ud i mine strikkeprojekter eller idéerne til sådanne. Der er pakket garn væk, som skal med ned i butikken, fordi jeg har fortrudt en idé eller ombestemt mig med hensyn til farve eller kvalitet. Jeg drikker kaffe imens.

Jeg er efterhånden der, hvor der er skabt overblik. Det er dejligt.

Jeg får ikke strikket ret meget i disse dage. Jeg havde glædet mig voldsomt til en juleferie med plads til masser af strik, men jeg var til udredning for gigt lige inden ferien. Jeg skulle blandt andet lave lidt øvelser, som skulle afdække, hvordan mit bevægeapparat fungerer. Jeg blev også scannet. Resultatet var heldigvis, at der ikke er tegn på gigt, men til gengæld synligt slid efter i mange år at have arbejdet som tegnsprogstolk.

Det er ikke pjat, når jeg ikke kan skrælle kartofler, male, pudse vinduer m.m. Det er helt reelt, at jeg har smerter hver dag. Så ved jeg det. Så ved jeg, at jeg ikke bare er pjattet og pylret, når jeg synes, at jeg hver dag kan mærke, at jeg er i live – så at sige.

Det er, som det er. Jeg er Liselotte med alt, hvad der gør ondt i skroget, men ikke om det skal bestemme. Jeg løber videre, for sådan er jeg. Altså indtil jeg ikke er mere, for jeg skal da lige love for, at kombinationen af øvelser og siden en scanning af et irriteret skulderled/muskel-hæfte har gjort ondt siden.

Det er ikke faldet helt til ro endnu, så jeg passer på det. Jeg passer på ikke at belaste yderligere, så når jeg strikker, strikker jeg med armene placeret på puder og hænderne i skødet. Når jeg strikker. Jeg strikker kun lidt. Jeg er i gang med at strikke en poncho – improviseret efter en smuk sag fra bogen Færøsk strikkebog. Det foregår på tykke pinde. Jeg strikker også lidt på tynde pinde. Aflastning og variation skal gøre tricket, tænker jeg.

Nå ja… og så planlægger jeg endnu et projekt. Jeg vil altså have strikket en Flaum. Jeg vil!