17

Året er i gang. Kalenderen skal indvies.

Så er vi i gang. Det går ikke længere med al den slendrian. Der skal arbejdes, så det bliver der. Kalenderen skal indvies, så det bliver den.

Hvordan med dig? Mon du er digital eller sådan helt igennem retro med papirudgaven af årets gang? Jeg valgte at gå helt digital for et par år siden og jeg er endelig ved at få styr på det og føler mig egentlig godt hjemme i min digitale kalender, men jeg ER jo glad for grafik og enkelhed og jeg tegner og skriver, laver noter og samler små sedler i en lind strøm, når jeg bevæger mig rundt i verden og det er ikke rigtigt foreneligt med den digitale udgave af den Moleskine, jeg ellers altid slæbte med mig, før mit spring ind i denne digitale kalender;-)

Jeg har opgraderet på alle platforme og er rigtig glad for min Timepage, fordi den næsten føles som min Moleskine – og det af indlysende grunde, da det er de samme mennesker, der står bag begge dele, men den imødekommer ikke helt min trang til kruseduller og små, gule noter, så jeg er stadig ikke helt overbevist og derfor også indehaver af en gammeldags Moleskine-kalender med friske blade for 2017. Det går jo ikke.

Jeg må snart træffe en beslutning, men jeg kan vist ikke rigtigt. Jeg er i syv sind. To år uden papir. Nu også med papir-udgaven, der ligger og kigger på mig. Spørgende. Jeg er stadig i tvivl og derfor er den ikke indviet, for hvorfor have både en digital og en analog kalender? Jeg har endnu ikke kunnet forsvare eller forklare, så derfor ligger den stadig blank og jomfruelig og venter og det kommer den nok til lidt endnu, mens jeg vejer for og imod.

Året er i gang. Kalenderen skal indvies.

Mens jeg venter, planlægger jeg. Jeg venter. Jeg planlægger. Jeg drømmer og jeg diskuterer med den anden chef i det firma, vi driver sammen.

Vi skal ud at handle til forår og sommer og vi glæder os, for det er altid dejligt at gøre den slags sammen. Vi er spændte og vi ved aldrig, hvad det ender med. Vi kan have en idé hjemmefra, men noget byder sig til og vi er hurtige til at gribe chancer, så der er intet, der er lagt fast endnu ud over retningen, vi bevæger os i.

Vi drejer sydover. Ligesom for et års tid siden. Det kan kun bliver godt og spændende og vi laver allerede noter og forbereder os.

Nå, jeg kom vist fra beslutningen omkring kalender. En eller to? Hvis kun én, vil jeg vælge den digitale, fordi det er så ualmindelig nemt altid at have den med på et eller anden elektronisk vedhæng, men jeg savner den taktile fornemmelse af en kalender, der langsomt, men sikkert, fyldes op af årets små noter, sedler, opskrifter og billetter. Jo, det savner jeg stadig.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide

17 kommentarer

  • Avatar
    Svar
    Catarina
    7. januar 2017 at 11:09

    Jeg ville ønske jeg kunne bruge en almindelig kalender i bogform, da jeg virkelig elsker at sidde med sådan en bog og starte et nyt år op. Jeg har flere forskellige læder kalenderomslag som kan fyldes op med nye kalender, men når jeg har købt dem, bliver den aldrig brugt mere end de første 14 dage, efter bliver de glemt. Jeg har været digital i så mange år at jeg ikke tro jeg på noget tidspunkt kan komme tilbage til en fysiks kalender, hvor end jeg gerne ville. Jeg kan slet ikke stå or små lækre bøger og mig i en boghandel er som at slippe børn løs i en slikbutik.

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      7. januar 2017 at 15:36

      Jeg har det jo på samme måde med de kalendere i papirformat, men lad os nu se, hvad dette år bringer ;-)

  • Liselotte
    Svar
    Liselotte
    4. januar 2017 at 18:03

    Jeg er endt med at tage hul på min Moleskine også, men Timepage (den digitale udgave af min Moleskine) er og forbliver vist den primære, men vi får se. Om et år ved jeg, hvordan jeg skal indrette mig – tror jeg ;-)

  • Avatar
    Svar
    conny
    4. januar 2017 at 09:50

    Jeg har prøvet et år som kun digital og savner som I andre også fornemmelsen af papir og små sedler. Jeg er heller ikke specielt skarp på det digitale og har flere gange haft en tom indførsel, hvor jeg så måtte bruge min hukommelse for at finde en at spørge om, hvad det mon kunne være. Virkelig pinligt.
    Undervejs i læsningen af dit indlæg kom jeg på den tanke, om man kunne sige både a. digital kalender og b. en lille notesbog til alt det sjove papir.

  • Avatar
    Svar
    mormormedstiletter
    3. januar 2017 at 22:09

    Jeg savner ligesom du, den der følelse af en fysisk kalender i min taske, men samtidig er det befriende, at alt er i min telefon og ipad, så jeg kan nøjes med lidt mindre taskestørrelser indimellem;-)

  • Avatar
    Svar
    Mette
    3. januar 2017 at 09:41

    Både og – jeg kan simpelthen ikke slippe papirudgaven (eller min bullet journal). Det er bare så tilfredsstillende at sidde med en kuglepen og overstrege/afkrydse :-) Den elektroniske bruger jeg mest til at advare mig et par dage før en begivenhed.

  • Avatar
    Svar
    Heidi
    3. januar 2017 at 07:14

    Jeg kører både og…..og det er noget bøvl, men det er så nemt lige at smide en husker ind i den elektroniske, i stedet for at hive papir op ad tasken, bladre frem og tilbage og finde en dato og så skulle fiske en kuglepen op af taskens dyb for at være klar.
    Men den elektroniske mangler bare følelsen af papir, af liv, af små huskenoter, påklistrede post its, krusedulle notes og udrevede opskrifter, citater etc.
    Følelsen af, at efterhånden som året skrider frem, så fyldes den af liv. Det der er gået af året med små minder og det der venter…..den følelse kan jeg bare ikke få frem med en elektronisk kalender.

  • Avatar
    Svar
    Pia
    2. januar 2017 at 22:08

    Både og. Jeg bruger digital til at styre firma og medarbejdere. En lækker papir udgave til private aftaler.

  • Avatar
    Svar
    Kaja
    2. januar 2017 at 19:33

    Jeg har begge dele da jeg på et tidspunkt var et sted uden net, så de absolutte vigtige ting, der ikke tåler at blive glemt, sættes i den analoge.
    Mon ikke du har fået ny ring? Jeg har set den ene men den mørke har mine øjne ikke set før på dine fingre – smukke er de begge to.
    Jeg elsker også den skønne guldsmed i Ålborg :)

  • Avatar
    Svar
    Signe
    2. januar 2017 at 17:12

    Har i årevis kørt lidt med både-og. Min mand kan nemlig ikke administrere nogen form for kalender, så den del giver sig selv. Elsker også min gamle Mulberry Agenda, selvom det er en halvstor fætter :) Har snart haft den 20 år, og selvom jeg bruger det digitale mest, så elsker jeg bøger og papir. Er evig romantiker på den måde… men kalenderen i min tlf kan jeg altså heller ikke undvære! Eller den sædvanlige pap-overblik-kalender, ejendomsmæglere er så venlige at sende ud hvert år :D

  • Avatar
    Svar
    Rikke
    2. januar 2017 at 17:04

    Godt nytår til dig.
    I sommers fik jeg øjnene op for en bullet journal, og hegner helt vild med den. Den skaber al det overblik jeg manglede elektronisk, og indeholde alt muligt godt.
    Kh Rikke

  • Avatar
    Svar
    Pernille
    2. januar 2017 at 16:29

    Jeg er analog. Min lille fornuftige BUPL kalender gør det godt, og siden du introducerede bullet journal, har jeg indviet en sådan, der passer til mit temperament. Der er ingen tvivl om at det er tungt altid at have både den ene og den og skriveredskaber med i tasken. Men det er sådan jeg virker bedst. Når jeg en sjælden gang imellem er gået fra det hele og skriver nye aftaler i den digitale indbyggede kalender i telefonen glemmer jeg det nemt.
    Jeg tænker vi skal gøre det, der passer os bedst. Også selvom det kan betyde tvivl om vejen for og imod :)

  • Avatar
    Svar
    Randi
    2. januar 2017 at 16:28

    Jeg kan slet ikke undvære en god, gammeldags papirkalender :-)

  • Avatar
    Svar
    Karina Simonsen
    2. januar 2017 at 16:05

    På et tidspunkt skrev du om at starte op med dot notebook-system, så vidt jeg husker. Fik du mon godt gang i det, eller blev det droppet? Jeg er bare nysgerrig.
    Jeg blev selv inspireret, men lavede ikke et gennemført system. Er dog stadig mest til notesbøger OG papirkalender. Den er altid med mig. :-)

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      2. januar 2017 at 16:06

      Jeg prøvede, men fik aldrig rigtig gang i det. Jeg har til gengæld en kollega, som startede samtidig og bruger det hver dag og er MEGET begejstret for det, så det kan sagtens lykkes :-)

  • Avatar
    Svar
    Randi Borup Jensen
    2. januar 2017 at 15:53

    Jeg kan så godt følge dig i kalenderproblematikken – jeg kørte et par år med både en papir- og en digitaludgave, men det blev for besværligt, nu har jeg kun en digitalkalender

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      2. januar 2017 at 16:08

      – og jeg tænker, at jeg vil have det på samme måde. Det er for besværligt, men jeg mangler altså den der papirudgave, hvor jeg kan gemme alle de små sedler, der følger mig stadig :-)

    Byd gerne ind