6

Lørdagsagtig lørdag

Ja, det er måske en underlig overskrift; lørdagsagtig lørdag, men det handler jo om, at det her ligner en almindelig lørdag, men ikke er det. Der mangler indtil flere ingredienser.

Kenneth plejer at være ude at handle i flere timer. Han provianterer til mange dage og han elsker de ture. Han kommer vidt omkring til slagteren efter kød, torvet efter fisk og ost, grønt og frugt og sidenhen adskillige butikker efter resten.

I dag er han hjemme og vores indkøb til næste uge ankom i går aftes klokken 21 med chaufføren fra Nemlig.com. Sådan må man sno sig.

Lørdagsagtig lørdag

Cornflakes, pomelo, citroner og popcorn

Det er en underlig samling proviant, da jeg kigger hen ad køkkenbordet, inden jeg begynder at pakke det hele væk denne formiddag. Nu får jeg jo pludselig syn for sagn og kan se hvad det er, jeg ind imellem beder Kenneth om at købe med hjem.

Han kigger undrende på mig, når jeg stikker ham min dosmerseddel. Det forstår jeg i grunden godt, men jeg har jo mit særlige system og når lagrene løber tomme, bliver de fyldt op. Det har jeg jo så også gjort denne gang.

Ferske varer er pakket væk. Der var lidt mælk, en pakke smør og to pakker fars. I aften skal vi have nogle krydrede kødboller af den ene pakke. Senere har jeg planer om at bage citronkage, for det er en favorit herhjemme. Lige nu er tiden til den slags, for jeg har på magisk vis fået flere timer i døgnet, efter jeg er begyndt at arbejde hjemmefra.

Lørdagsagtig lørdag

Jeg drikker kaffe, mens jeg rydder bordet og bagefter lukker jeg alle døre op, så vi kan få frisk luft indenfor.

Jeg selv smutter ud i haven, hvor Marcin går og klipper hækken længst væk. Han bor hos os en tid og han keder sig bravt i weekenderne, så han har grebet chancen for at komme lidt ud. Han hygger sig, kan jeg se.

Lørdagsagtig lørdag
Lørdagsagtig lørdag

Jeg vinker og senere går jeg ud med en portion vaskede druer og den sidste skive af banankagen, jeg bagte den anden dag.

Det bliver vel modtaget og man kunne næsten forledes til at tro, at det er en helt almindelig lørdag. Jeg mangler bare lige det kram, jeg plejer at få af Marcin. Vi holder i stedet god afstand og synes begge, at det er både svært og akavet, men sådan må det være lige nu.

Lørdagsagtig lørdag
Forår indenfor

Vasketøj er også lørdagsagtig lørdag

Indenfor igen tager jeg de sidste runder på en lille trøje, hæfter ender og smider den og to andre små og nystrikkede trøjer i vaskemaskinen. Bagefter lægger jeg dem til tørre.

Jeg vasker en maskinfuld tøj og hænger den udenfor. Jeg nyder luften igen og vinker endnu en gang til Marcin. Jeg fyldes af en taknemmelig for, at jeg har den skønne, store have. Her kan vi alle være uden at føle os indespærret. Vasketøj og udeliv er altså lørdagsagtig lørdag.

Verden er af lave, men lige her og lige nu, ved jeg, at det får en ende. Hverdagen kommer igen. Indtil det sker, må vi nyde, at vi kan være tætte med dem, vi elsker og Facetime med dem, vi ikke kan være fysisk tætte med. Vi har god tid, mad på bordet og et priviligeret liv. Jeg er dybt taknemmelig.

God lørdag til dig :-)

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide