Dagslys? Hvad er det?

Hvornår skulle det så kunne lade sig gøre at få en dag, hvor følelsen af at have bosat sig i Longyearbyen på Svalbard midt i mørketiden ikke får overtaget?

Jeg har ikke mødt en eneste isbjørn. Jeg har heller ikke hørt andet end talt dansk de sidste mange uger. Min tvivl om geografien er vel gjort til skamme, men du kunne narre mig …

Jeg overlever mere end jeg lever lige nu. Jeg savner lyset. Jeg længes efter sne og frost. Knitrende klare dage, hvor jeg kan iføre mig flere lag uldent hjemmestrik og vinterstøvlerne og tage på eventyr uden at rende ind i en mild depression af mangel på dagslys.

Jeg ved godt, at vi ikke alle er lige vilde med sne, men jeg elsker det altså og for første gang i mange år, har jeg ikke set skyggen af det endnu. 2020 er i sandhed et år, der på anarkistisk vis har overtaget verdensherredømmet og nu er det i gang med at vise os, at vi ikke bestemmer en skid.

Heldigvis bestemmer jeg selv, hvad jeg strikker …

Forberedelser til sneen… og lidt til julen

Jeg strikker på lidt til de kolde måneder og det er ikke kun ego-strik. Faktisk er det meste det modsatte. Jeg strikker hemmeligheder og i massevis. Nogen ender som gaver under træet. Andre ender i gavekassen til senere brug.

Jeg strikker også lidt til mig selv, som f.eks. hot oatmeal shawl by Jenny Faifel. Det er et skønt projekt, som er nærmest meditativt at strikke, når mønstret er memoreret og resultatet er et af de asymmetriske og ikke alt for dybe sjaler, jeg bruger rigtig meget i halsen.

Cirka 750 meter garn, en strikkepind på 3½ eller 4 mm og så ellers bare lyst og tid og så er sjalet indenfor rækkevidde indenfor rimelig kort tid, hvis man er frisk på en engelsk opskrift.

Jeg læser og tørstrikker en hel del

Jeg læser lidt. Jeg henter både gamle og nye strikkebøger frem og kigger i dem på jagt efter inspiration. Jeg nyder at kigge smukke fotos, vælge små projekter til juledagene og jeg bruger i det hele taget en del tid på at tænke, kigge og overveje.

Mørket efterlader mig doven og træt. Jeg får ikke gjort alt det, jeg gerne vil. Jeg bygger hule og gemmer mig bagefter i den, mens jeg hver dag håber, at lyset finder vej ind i den, så jeg igen kan finde vej ud og komme i gang med nogle af alle de ting, der venter.

Mørketidstræthedssyndrom

Jeg er mørketidstræt. Hvor er det dog utrolig heldigt, at jeg ikke bor i Longyearbyen med mørketid de næste mange dage og uger. Jeg egner mig vist ikke til det arktiske liv, men jeg skal gerne indrømme, at det forekommer mig utrolig eksotisk. Jeg drømmer ofte om Alaska og ensomhed. Jeg bilder mig ind, at jeg ville trives i en afsides, lille by som Longyearbyen på Svalbard.

Jeg lyver for mig selv. Jeg ville aldrig nogensinde overleve det mismod, jeg ville plage alle andre med, når jeg begyndte at fryse og ikke havde set dagslys i mere end en uge. Jeg ville blive rullet i tjære og fjer og sat udenfor bygrænsen til en usandsynlig spinkel chance for overlevelse. De sultne isbjørne, du ved. Bare et eksempel på, at jeg kun ville holde rundt regnet fem minutter.

Jeg ville dø. Jo, det ville jeg, for jeg har jo ikke jagttegn og riffel. Jeg kan ikke engang skyde med haglgevær og slangebøsse og mine strikkepinde ville gøre absolut ingen forskel i nærkamp med en bjørn på flere hundrede kilo og med en lab på størrelse med et af mine serveringsfade. Jeg ville være prisgivet, fordi jeg er en tudemarie, der ville trætte mine omgivelser med klager.

Sat ud til at dø.

Det er set før.

PS- jeg har besluttet mig for at skrinlægge drømmene om at bosætte mig på Svalbard og jeg har også besluttet, at jeg ikke skal være pelsjæger i Alaska. I stedet vil jeg hengive mig til selvmedlidenhed i umiddelbar nærhed af 220 volt og pæne lamper.