Vi hentede juleæbler

Sidste søndag hentede mor og jeg juleæbler. Dem vil vi ikke være foruden og vi er to inkarnerede æble-elskere, som klart favoriserer et dansk, fuldmodent Cox Orange.

Vi vidste præcis, hvor vi kunne finde sådan et, så søndag hentede jeg mor og tog hende med ned til Frugthaven, hvor verdens bedste æbler kan købes i den åbne gårdbutik.

Vi fik forsyninger, der nok skal række året ud og det var skønt med endnu et besøg på stedet for nogle af de bedste æbler, jeg længe har smagt.

Vi nød turen derned og vi nød turen hjem

Vi var et øjeblik fristet af at fortsætte sydover og det har en helt særlig årsag.

Oline og Mikael har købt hus. Den dejligste, arkitekttegnede villa i Pip-kvarteret i Hadsund. En vidunderlig uge var lige ved at nå sin ende, da vi svingede ud fra Frugthaven og et øjeblik var fristede af at køre ned og se deres nye hus.

Vi gjorde det ikke.

Jeg ved, hvordan man bare gerne selv vil vise den slags frem. Være der, når andre skal se ens hus første gang. Være den, der viser og fortæller, forklarer og folder drømme ud. Derfor gjorde vi det ikke.

Oline og Mikael skal selv vise os deres hus, ligesom de selv fortalte os, at Mikael havde friet og Oline havde sagt ja. Alt sammen indenfor 1 uge. De rykker, når de rykker, de unge mennesker, men jeg er bare glad helt ind i kernen, for jeg har sjældent mødt et par unge mennesker, som er så gode for hinanden.

Jeg har sådan en god mavefornemmelse

Jeg er vild med vores kommende svigersøn. Det ved han, jeg er, og han er et skønt, ungt menneske, som – akkurat som Oline – hviler så smukt i sig selv allerede. De to lægger fundamentet til et vidunderligt, fælles liv. Det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om og selvfølgelig skal de være dem, der præsenterer os for deres nye hjem. Derfor drejede vi i retning af Aalborg igen.

Der var indlagt masser af svinkeærinder. Mor og jeg holder af Himmerland og vi nyder begge to at træde både nye og gammelkendte veje, når vi ind imellem kører søndagstur. I søndags lagde vi ruten ind omkring Guldbæk. I min barndom hentede vi altid vores jule-æbler på en plantage derinde. Den findes ikke længere, men vi måtte lige genopfriske vejen derind.

FOTO: Jeg strikker Mellomnisselua af Drople Design – og masser af dem :-)

Planer er til for at vælte

Siden vi var på tur i sidste weekend, er verden forandret. Kenneth og jeg var lidt bagefter med gaverne, men havde planlagt, hvordan vi skulle nå i mål. Det skulle vise sig, at vi havde forregnet os, for pludselig lukkede Danmark delvist ned og planerne ændrede sig på et øjeblik.

Vi skal nok nå i mål med alting. Vi har været forudseende hvad angår julens mad og drikke, så det er på plads og vi behøver ikke bruge mere krudt på det. De sidste ting leveres her på Tjørnevang den 23. om aftenen, så der er ingen her, der kommer til at gå sultne i seng. Slet ikke.

Hvad angår gaverne, så kan det godt tænkes, at de kommer til at bestå af lidt andet end jeg normalt ville finde på. Verden er en anden i 2020 og jeg skal ærligt indrømme, at det eneste, der betyder noget for mig er, at jeg er så heldig, at min familie er rask. Alle dem jeg elsker, er raske. Store og små, smalle og brede, høje og lave. Dem der bor om hjørnet og dem der bor lidt længere væk. Alle er de raske og det er det eneste, der betyder noget for mig. Jeg satser på, at resten af min familie har det på samme måde og bærer over med min manglende opfindsomhed på gavefronten i år.

Vi holder en stille jul. En lille jul. Vi bliver syv og vi går ikke til eller fra. Vi ser hinanden og ikke andre i juledagene, men jeg er helt overbevist om, at det bliver en vidunderlig jul. En stille jul, men en jul med masser af nærvær, ro og kærlighed.

Der er meget at være taknemmelig for ❤

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.