Frost og rimtåge er et Match made in Heaven. Det resulterer i de smukkeste træer og buske i haven og denne morgen, vågnede jeg op til en tåget, frostmættet tirsdag.
Jeg elsker sådanne morgener. De er tætte og intime. Stille på en særlig måde. De giver mig energi. Jeg elsker dem og denne morgen stod jeg op, fordi jeg gerne ville nå ud, inden det hele forsvandt i solen. Solen, jeg også elsker. Den er her nu og der er det smukkeste vejr, men tågede morgener er altså noget særligt.
Vi arbejder stadig hjemmefra
Vi arbejder fortsat hjemme det meste af arbejdsugen. Nå ja og resten af det, der er tilbage af sådan en uge. Vi ser ingen i hverdagene, men det går an. Jeg holder fast og hænger i og det giver til gengæld nogle virkelig skarpe og fokuserede dage, så det er ikke så skidt endda.
I dag skal jeg gerne i gang med at skrive en del tekster. Jeg prøver, men jeg har det nemmest med sådan noget, hvis jeg selv bestemmer tempo og tidspunkt, så måske de må vente. I stedet ligger der andre opgaver, jeg kan tage fat i.
Jeg skal også arbejde med nogle små stykker grafik og det kan sagtens kombineres med den tøjvask, jeg ikke nåede i weekenden, hvor vi blandt andet var inviteret ned for at se de unge menneskers nye hus. De overtog det søndag og det er da bare det fedeste hus.
Det ligger i et helt unikt kvarter med høje, gamle træer og med udsigt ned over Ajstrup Bugt og Mariager Fjord. Oppe fra stuen og den store udendørs siddeplads er der kig ud over den smukkeste natur. De er meget heldige med det sted og jeg er sikker på, at de har købt hus for livet.
Kaffe til den trætte hjerne
Kaffen er drukket og jeg overvejer, om endnu en kop kunne give mig den fornødne energi til at skubbe mig gennem de opgaver, der ligger og glor på mig.
Jeg trænger sådan til en god nattesøvn. Bare lige en enkelt nat, hvor jeg ikke ligger vågen og glor op i loftet. Min hjerne er grød lige nu, fordi den mangler lidt søvn.
Jeg klarer den generelt helt fornuftigt på selv små mængder søvn. Jeg er vant til det. Stort set hele mit voksenliv, har jeg klaret mig på sparsom søvn. Alexander krævede mange nattetimer, så vi er ikke vant til at sove meget. Jeg er vist bare i slutningen af den underlige cyklus, jeg døjer med i disse år. Jeg sover skidt i mange dage og ender så med en nat, hvor jeg indhenter ved at sove igennem uden at vågne én eneste gang.
Jeg er egentlig helt afslappet omkring det. Ser det ikke som et stort problem. Jeg er helt sikker på, at det falder på plads igen, så jeg flyder bare med og fungerer så på lidt ekstra kaffe ind imellem. Det går sagtens.
Senere skal der strikkes
Jeg har en aftale i aften med en flok af de skønneste kvinder, jeg kender.
Jeg ser jo ingen lige nu og der er så mange, jeg savner, så jeg blev så glad, da Lene tog initiativ til at mødes virtuelt. Det har jeg jo brugt med stor succes sammen med Ulla og Anne og jeg ved, at det fungerer så fint med to.
Hvordan det bliver med flere (kvinder) i sådan et set-up må tiden jo vise. Jeg glæder mig i hvert fald.
Det bliver så dejligt at se dem :-)
Rigtig god tirsdag til dig. Min er jo for længst i gang og den er en af de gode af slagsen.
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
3 kommentarer
Donald
5. februar 2021 at 13:59Jeg elsker også rimfrosten og de lyseffekter – bling og glitz! — som kan fremkomme. Nogle af dem man har set husker man år efter år. I morges var det meget smukt, men ikke rimfrost her, bare ren frost og sol. Og det var møgglat!
Lene
3. februar 2021 at 17:45tak for den skønneste aften og tak fordi du er dig :-)
Liselotte
5. februar 2021 at 10:34I lige måde, Lene. Den aften gav mig så meget energi at det stadig rækker og det er dejligt :-)