Rusten ud over alle grænser

Rusten ud over alle grænser er så absolut en beskrivelse af mig og mine evner til at tæmme en symaskine. Talenterne ligge på grænsen til det latterlige, fordi det er så mange år siden, jeg sidste gang havde sådan en maskine mellem hænderne, men det er jo alligevel lidt som at cykle. Man husker det meste.

Olines symaskine – en gave fra os – er aldrig blevet motioneret, så nu fandt jeg den frem og besluttede, at det var på tide, for hun havde efterladt den her, da hun flyttede hjemmefra. Nu skulle den sy betræk til den vugge hendes og Mikaels søn skal ligge i. Tænk engang …

Jeg skal love for, at der skulle bankes rust af

Jeg kunne knapt huske at tråde sådan en maskine, men fingrene huskede bedre end jeg gjorde, så jeg skulle bare i gang, så kørte det. Nogenlunde. Resultatet levner plads til forbedringer, men det går an og Kenneth og jeg er glade for at kunne aflevere vuggen, så den kan rumme tredje generation af vores lille familie.

Vi valgte at gå med striber, for dem elsker Oline og da hun så vuggen, kunne vi heldigvis også se, at det hele faldt i god jord. Der er nu redt op til den lille baby i både Mikaels gamle babyseng og Olines gamle babyvugge, så han kommer ikke til at mangle steder at hvile sin mælketunge mave, når vi når der til.

Vi bygger alle sammen rede

De to vordende forældre bygger rede. De forbereder alt, de kan komme i tanke om at forberede og de er – som vi ser det – meget velforberedte. De er klar. Det er vi også.

Alle bedsteforældrene hjælper og bidrager med det, vi hver især kan. Nogen kan være praktiske og fysiske udenfor, mens andre må bidrage med andre og mindre fysiske udfoldelser, men alt bliver modtaget med glæde og det er dejligt.

Jeg strikker prototyper

Oline har besluttet, at hun vil bide skeer med stofbleer. Det betyder, at vi skal have udviklet et par uldbukser til natten. Jeg har strikket første par, og så venter vi. Vi tester dem lige, inden jeg ligger mig fast på en hel produktion.

Jeg synes, at det er hyggeligt at strikke til det lille menneske, vi snart udvider familien med, men det er også uvirkeligt for mig. Jeg kan jo se maven. Jeg kan mærke Lille Kalle, som spræller og sparker, når jeg taler med ham. Jeg kan se Oline blive mere og mere besværet. Jeg ved, at jeg snart er mormor, men alligevel er det uvirkeligt. Jeg tror først det for alvor går op for mig, når han er her.

Jeg kapitulerede den anden aften

Oline ønsker sig Det Royale Svøb og har altid ønsket sig netop det svøb. Hendes stædige mor gider ikke strikke det, alle de andre strikker, så jeg har strikket andre, men ikke det. Det kan jeg ikke være bekendt …

Den anden aften gik jeg ind på strikkeværelset og stred mig gennem bunker af bøger, garn og idé-materiale til et helt liv, for at vinde garn op til svøbet.

Jeg er kamp mod tiden nu. Jeg er ikke den, der giver op, så jeg strikker lystigt videre.

Strikker du ikke inderborten i ét stykke?

Nej, for jeg startede i går midt under en housewarming i Hadsund og havde ikke de ting, jeg skulle bruge, så jeg strikker en side ad gangen og samler dem til sidst. Det går sagtens an.

Jeg er lige kommet i gang med første side, men jeg giver dette strikketøj førsteprioritet, til det er klar. Jeg tror sagtens, at jeg når det, for der er fortsat flere uger til termin. Altså hvis han bliver derinde, den lille dreng. Det ved man jo aldrig, men kommer han før svøb, vil det være helt i orden med mig, for jeg glæder mig stort.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.