Jeg øver mig

Jeg øver mig på at leve. Ikke bare overleve, men leve. Hver dag.

Jeg er ikke god til det. Angst og bekymring er blevet tro følgesvende. Jeg ramte muren for nogle år siden, hvor summen af mit liv ramte som en lægtehammer lige der, hvor mit mod, min glæde og min latter sad.

Jeg har ikke talt om det, for det er personligt og alt for sårbart og skrøbeligt, men virkeligheden er, at jeg hver dag kæmper med at finde vej tilbage til Liselotte. Jeg finder hende i glimt, og jeg arbejder med at holde fast i hende. Jeg arbejder hver dag på at forbedre og stabilisere mit mentale helbred. Det er en krævende opgave, for livet er ikke lutter lagkage og jeg er så slidt og traumatiseret, at nærmest alting kan vælte mig.

Det er uvant for mig. Jeg har hele livet været “hende den stærke” og jeg har været vant til, at jeg klarede alt det, ingen andre kunne. Jeg havde overblik og kølig, kærlig overskud at dele ud af. Nu økonomiserer jeg med det hele, for det er så uendelig vigtigt for mig, at min familie og mine venner får alt det, jeg kan give dem.

Jeg elsker det stille liv, jeg har i disse år. Jeg elsker, at jeg bor i gåafstand til alle dem, jeg holder af. Jeg har fået indrettet mig, så de fleste ting er overkommelige og jeg nyder, at jeg kan skabe små hverdagseventyr for de små mennesker i mit liv. Det finder jeg kræfter til, for det giver mig så meget glæde.

Bedsteforældredag

I Siennas vuggestue var der skøn bedsteforældredag i tirsdags. Der skulle plantes sommerblomster, leges og så var der kaffe og kage efterfølgende.

Siennas morfar var mødt op med blomster og jeg ved, at de fik plantet blomster og leget, inden jeg ankom en times tid senere. Det fortalte Sienna, inden vi aftalte, at hun fik tidligt fri og en dag sammen med morfar og mormor.

Frokost og leg

Til frokost var spegepølsen favoritten. Der blev spist lidt andet også, men pølse var så absolut det, der havde størst appeal.

Bagefter var det tid til højtlæsning, spil og leg med morfar. Han er så god til de børn. Han leger utrætteligt med dem og de elsker ham himmelhøjt. Det forstår jeg godt, for de er ikke i tvivl om, at han elsker dem betingelsesløst.

På tirsdagseventyr

Oline var i gang med at læse op til eksamen i de dage, så vi vidste, at hun var lidt presset med to små børn og et pensum, der skulle være styr på. Derfor aftalte vi med svoger Jan, at vi ville tage ud på eventyr med de små, så mor fik tid til at læse.

Jan for-stegte kylling, indkøbte pølser og pakkede hjemmefra grillen og andre fornødenheder. Vi lavede en god salat, pakkede drikkevarer, skiftetøj og service, og så kørte vi ud for at hente Elias i børnehaven.

Vores yndlingsspot

Han gad godt med på tirsdagseventyr, og glæden var stor, da børnene opdagede, at vi skulle ud til et af vores yndlingssteder langs fjorden. Her er legeplads, fjord, bakker og mulighed for at sidde og spise aftensmad i solen.

Der var is at købe og vand at kaste sten i. Der var små steder at opdage, og der var insekter at studere. Der var små fisk, både på fjorden og varme i solen. Ungerne legede og hyggede sig stort og de spiste med stor appetit, da vi nåede så langt.

Klokken 19 kørte vi dem hjem

Vi kørte børnene hjem, så vi nogenlunde overholdt deres sengetid. Det passede med, at Oline var næsten klar med at have læst det, hun skulle, så hun var klar til onsdagens eksamen. Den gik for øvrigt rigtig godt, så det var dejligt at vide, at vi måske havde været en hjælp der.

Jeg sover tidligt

Jeg prøver at gøre gode ting for mig selv i disse år. En ting, jeg har opprioriteret, er min nattesøvn. Jeg går tidligt til ro og jeg sover mange, sunde timer hver nat. Tirsdag var ingen undtagelse.

Jeg bruger de fleste kræfter på hverdagen. Jeg prioriterer sund og nærende mad, gode vaner omkring arbejde og privatliv, og jeg bliver dygtigere til det for hver dag, der går.

Jeg begrænser også andre stressfaktorer og jeg minimerer ubevidst mit brug af sociale platforme. Jeg har i en del år efterhånden kun været til stede på Facebook. Ikke aktivt, men hvilende og kontaktbar. Ikke mere.

Det samme gælder ikke helt for Instagram. Her er jeg nysgerrig og nyder stadig at være tilskuer, men jeg poster ikke meget selv. Det kræver overskud og det har jeg kun ind imellem. Jeg prøver hele tiden at vælge aktivt og bevidst. Det fungerer fint for mig og sådan vedbliver det nok at være, til jeg får et større behov for igen at være aktiv derinde.

Jeg strikker fortsat

Jeg elsker at strikke. Det har ikke ændret sig. Det er fortsat en kilde til glæde og ro, når jeg sætter mig med strikkepinde mellem hænderne.

Pladsen ved siden af sofaen flyder over at igangværende projekter. Heldigvis er der ingen, der skælder ud over omfanget, så jeg strikker lystigt på tingene, når jeg har lyst. Ind imellem hviler et projekt og må vige pladsen for et andet, jeg har mere lyst til og det er tilladt.

Faktisk er det meste tilladt, har jeg besluttet. Det bestemmer jeg nemlig.

Jeg øver mig.

Hver eneste dag øver jeg mig.

En dag kan jeg.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.