Cancon

Cancon i Lot-et-Garonne var målet for vores sommerferie i år. Jeg havde lejet et hus langt ude på landet midt i ingenting. Det vidste jeg hjemmefra.

Jeg havde til gengæld overset, at der ikke var internetadgang. Det kom som en overraskelse ved ankomsten. Det er normalt en betingelse for at leje, for selvstændige holder ikke ferie uden at arbejde. Det er ingen klage. Blot et faktum, men udlejer var ikke sen til at påpege, at vi jo “var på ferie”, hvilket han såmænd kunne have ret i.

Fuld af overraskelser

Jeg vidste heller ikke, at hele køkkenet i stueetagen sejlede, når vi tog bad ovenpå. Vandet løb direkte ned gennem loftet og landede på gulvet i køkkenet, men vi koordinerede, så ingen blev unødigt våde. Man kunne heller ikke vaske hænder på toilettet i underetagen, fordi afløbet var stoppet og det angiveligt var et så “kompliceret problem”, at det aldrig lykkedes udlejer at komme forbi og løse det.

Jeg var også uvidende om, at der ikke fandtes en ærlig grydeske eller andet køkkengrej ud over en kæmpestor suppeske, en proptrækker og en metalske på størrelse med en fluesmækker i huset. Det sidste løste udlejer dog ved at komme forbi næste dag med egne køkkenredskaber og en stak grønt fra drivhuset hjemme.

Det arrangement af gynger og klatreborg i lækkert tømmer, vi havde set på billederne, var forsvundet i mellemtiden og ærlig talt så opgav jeg på det tidspunkt at påtale yderligere mangler ved huset, så i stedet satsede jeg på, at boldspil og pool var rigeligt til at underholde de mindste, som skulle ankomme næste dag sammen med deres mor.

Når det er sagt …

Faktisk var huset beliggende i nogle virkelig skønne, smukke og rolige omgivelser. Fra hovedvejen skulle man køre ned nogle hundrede meter gennem skov og krat, for at ende i bunden af en smuk dal. Her lå huset midt mellem to hektarer bløde bakker med et par hundrede får, der græssede livligt helt op ad huset.

Tidlig morgen og sen aften trak fårene ud fra stalden og gik ud i landskabet. Lyden af dem var hyggelig og vi nød alle sammen det liv, det gav, at de hver dag gik ud og hjem.

I dagtimerne holdt de sig inden døre, for varmen var uudholdelig – vi ankom i 39 grader – men i dagens ydertimer var der rart at være udenfor, så det nød både de og vi godt af den aften.

Bordeaux tur/retur

Oline og børnene ankom næste eftermiddag i Bordeaux-Mérignac Lufthavn. Fra huset var der kun 145 km til lufthavnen, men fordi en god del af vejen foregår ad små, smalle landeveje, tager det mere end to timer at køre turen.

Vi kørte hjemmefra i god tid, men endte alligevel med at ankomme præcis, som de var klar til at finde os. Lige i sidste øjeblik var det, men det passede perfekt og ad tilfældighedens vej fandt vi hinanden på et øjeblik, da jeg gik ind i ankomsthallen. Jeg kiggede lidt ned ad gangen og der kom Oline og de to små rollinger gående lige mod mig.

Jeg blev bare så glad og da jeg hørte de små råbe “Mormor!”, var min lykke gjort.

Vi sad i bilen på et øjeblik, og så var det bare hjemad, mens de små pludrede på bagsædet og fortalte om alt det, de havde oplevet på deres livs første flyveture.

Femhundrede meter fra huset kastede Elias op. Voldsomt og helt overraskende – også for ham selv. “Jeg var jo slet ikke dårlig”, var hans kommentar, da vi var kommet hjem og havde fået alt det reddet, der skulle reddes og vaskes og trøstes og…

Vi antog, at det var køresyge

Vi skulle blive meget klogere. Den kommende uge blev først Elias syg med sporadisk opkast og ellers gode og aktive timer. Så snuppede morfar en tur og da han var ved at være ovenpå, tog Sienna en omgang. Oline og jeg vaskede tøj, sengetøj, gulve og trøstede, serverede kiks og vand og prøvede i det hele taget bare at holde modet oppe hos både syge og raske.

Ved slutningen af den første uge, var alle ved at være på højkant igen. Det nød vi med ture i poolen.

Så kom Martin

Fredag aften kørte vi Oline ind til Bergerac. Her fra rejste hun med tog til Bordeaux-Mérignac Lufthavn. Olines kæreste skulle nemlig ankomme med fly sent fredag aften. Den sidste uge ville vi få dejligt selskab af ham og det glædede vi os til.

Vi havde ikke fortalt børnene noget. De skulle få en overraskelse lørdag morgen, når de løb ind for at vække mor og det fik de! De ELSKER Martin, så glæden var stor.

Vi hyggede os dejligt og nød, at vi havde fået yderligere selskab, men han gik jo så heller ikke ram forbi…

Han tog nogle dage, hvor han var temmelig dårlig, men vi var allerede lokalkendte og apoteket hilste venligt på morfar, hver gang han trådte indenfor og skulle have noget nyt til hjælp for endnu en stakkel ;-)

Hyggede vi os på trods?

Ja, selvfølgelig gjorde vi det. Vi er gode til at få det bedste ud af tingene, og de her uger var ingen undtagelse. Vi indrettede os bare på de betingelser, vi havde.

Nogle dage var vi hjemme og nød det. Andre dage tog vi ud på tur. Det var rart og dejligt og vi var i bedste selskab hele tiden.

Vejrskifte

Vejret skiftede den sidste uge. Da alle var ved at være raske igen, forsvandt solen og varmen og blev afløst af regn og blæst. Det stabiliserede sig til noget vejr, der lignede en typisk dansk sommer, men sådan rigtigt stabilt med sol og varme fik vi altså ikke.

Vi indrettede os. I sol og varme badede vi. I regn og gråvejr tog vi på ture, men alt for hurtigt var de to uger forbi. Vi nåede næsten ikke at mærke, at det var ferietid, så stik mig gerne endnu en tur og allerhelst i samme dejlige selskab.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.