Hverdagens udlængsel

Hverdagens udlængsel eller post-ferie-udlængsel er noget, jeg lider af. Ikke så snart er jeg landet hjemme, før jeg får en frygtelig udlængsel og drømmer mig hen, hvor peberet gror.

Det sker vel, fordi jeg har haft det fantastisk. Mere vil have mere og sådan er det jo, når krop og sjæl har nydt godt af noget, der har været dejligt og tiltrængt.

Drømme kan man altid

Nu drømmer jeg om Pietra Ligure. Jeg drømmer om en uges tid på A’mare Boutique Hotel. Jeg drømmer om dovne dage på en liggestol ved Middelhavet. Dage, hvor det eneste jeg skal er, at nyde livet. Spise lette, lækre frokoster og bagefter finsove i solen. Bade i brusende bølger og lade hav og sol mørne en krop, der har holdt ud alt for længe.

Jeg drømmer om aftener på beskedne restauranter langs vandet. Jeg vil drikke drinks og vin, spise lækker mad og til sidst slutte af med en lille, stærk kop kaffe. Så vil jeg trave langs havet hjem til hotellet, hvor jeg vil nyde et sent brusebad, inden jeg vil lægge mig solbrun og mæt under knitrende lagner.

Min udsigt er lidt anderledes om end fin nok. For pokker da. Jeg elsker jo mit hjem. Mit sted ved fjorden. Min sikre havn. Her finder jeg energien til alt det, der sker udenfor hjemmets fire vægge, Her nyder jeg at kravle op under taget og arbejde eller udfolde mig kreativt på en af de mange måder, der gør mig glad.

Her er kaffen også varm og den er rigelig. Den kan hentes lige ude i køkkenet og jeg drikker den glad og gerne, for den er nemlig præcis, som jeg kan lide en kop kaffe. Det er jo mig, der er baristaen.

Jeg kan indtage den i den bløde sofa eller jeg kan sætte mig op under taget med koppen og bare nyde, at jeg selv bestemmer, hvad jeg gider og ikke gider. Jeg er ikke for varm. Jeg er bare tilpas. Ingen sol i øjnene og ingen sand på steder, hvor der aldrig bør komme sand. Det er jo egentlig også rigtig rart.

Det er bare den der udlængsel, der driller …

I dag skinner solen

Solen skinner ind gennem vinduerne og på havnen arbejder de for at gøre det nye byggeri færdigt. Lyden trænger ind gennem vinduerne, men i stedet for at genere, giver det kulør og minder om, at vi lever her i byen. At byen ikke afvikler, men udvikler på den front. Det er dejligt at tænke på.

Nu bor jeg jo i en lille by. En by med gågade, som stille dør, for nethandel er kommet, for at blive. Lørdag er vi mennesker i gaden, men ikke så mange, at butikkerne tilbage kan leve af det, er jeg bange for. Alene i de par år, jeg har boet her, er butik efter butik lukket, men fortsat handel kræver, at vi handler.

Da jeg flyttede til Hadsund, lovede jeg mig selv, at jeg ville lægge al den handel, der kunne gøres lokalt, her i byen. Det har jeg holdt og jeg finder det ekstremt vigtigt, for at byen fortsat skal have lidt liv, men også her får jeg ind imellem udlængsel. Så tager jeg til Aalborg, men forandringen er også tydelig der. Midtbyen dør med en hast, der er næsten skræmmende og måske er det bare sådan, fremtiden ser ud.

Udlængsel kommer i mange farver

Jeg har fortsat udlængsel. Jeg er skruet sammen, så jeg elsker at være hjemme, men pludselig får nok og bare MÅ ud at opleve noget andet. Der er intet mønster. Det kommer som lyn fra en klar himmel.

Undtagelsen er altså ugerne umiddelbart efter en rejse ud. Så rammer min udlængsel med dobbelt styrke og jeg tager mig selv i at drømme om små hoteller, smukke bjerge og azurblåt Middelhav. Jeg drømmer om bløde bakker i Umbrien. Fortovscaféer i Paris. Isolation på landet i Dordogne. Strandstole i Ligurien. Og finder mig så til rette lige her, hvor jeg har hjemme …

Det er nu også helt perfekt. Hjemme.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.