8

Stille, langsom syltesøndag

Stille, langsom syltesøndag er i gang. Efter fuld plade på sociale arrangementer hele weekenden, er jeg trukket i det bløde, blide tøj og har lager til surt og halvsødt. Jeg har skåret og snittet. Jeg er klar med de første, gode sager, som nu kan få selskab af min hjemmelavede æblechutney.

Stille, langsom syltesøndag
Stille, langsom syltesøndag

Forråd i kælderen

I kælderen er en ny fryser flyttet ind. Den giver plads til fornuftige indkøb, frugtrov og æblemos til vinterens dejlige æbledesserter. Den giver også plads til at sige ja tak, når muligheden for hjemmeslagtet opstår.

Jeg elsker at vide, at jeg har forråd og nej, det er ikke opstået i kølvandet på den sidste tids nye verdensorden. Jeg har altid haft det sådan. Jeg er et produkt af dygtige og flittige bedstemødre og en mor, som alle har kunnet deres kram hvad den slags angår. Fordi jeg har deltaget fra barnsben i henkogning, syltning og slagtning og siden nydt det hele i løbet af en lang vinter, bliver det til noget, jeg også selv elsker at dyrke.

Stille, langsom syltesøndag

Pauser må der til

Når jeg ikke orker mere, tager jeg en pause ved computeren med podcast og strikketøj.

Jeg er lige akkurat startet op på endnu et projekt. Denne gang foranlediget af en skøn lørdag i Silkeborg hos Anne. Jeg og en række andre, dejlige kvinder, var inviteret til strik og strikket blev der. Og snakket. Og inspireret.

Jeg blev præsenteret for en virkelig smuk udgave af Sanne Fjallands Cabin Cardigan. Anne havde strikket en utroligt smuk udgave i den fineste farve og jeg forelskede mig på stedet. Nu er jeg så selv i gang. 285 masker slået op med italiensk opslag tager tid. Meget tid.

Nu er jeg i mål og ribstrikningen kan for alvor komme i gang …

Strik
strik

Sofaen trækker efterhånden

Jeg kan godt mærke, at en lang fredag i butikken efterfulgt at dejlige timer i selskab med verdens bedste tidligere kolleger, en lørdag i Silkeborg i selskab med kreative, strikkende kvinder og en aften i selskab med en rigtig god ven, som kom til spontan overnatning har gjort mine sociale batterier lidt flade.

Jeg trænger nok mest af alt til en eftermiddag i sofaen i eget selskab og med strik og en god serie til at underholde.

Stille, langsom syltesøndag

Om lidt brygger jeg en kop kaffe og henter en iskold cola og så er der dømt søndag i sofaen. Ikke mere syltesøndag. Bare dovnesøndag.

I morgen er jeg klar igen :-)

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide