Mindste rumpenisse og jeg …

Den mindste rumpenisse og jeg har lige haft fødselsdag. Kun ganske få timer skiller os fra at skulle dele dagen. Det passer mig så fint med de timer, for det ville være synd for hende, at hun skulle dele dag med mormor.

Den dag glemmer jeg aldrig!

Jeg husker tydeligt den dag, da hun meldte sin ankomst. Den vil for altid være forbundet med overtagelsen af huset her. Jeg overtog det nemlig præcis på min fødselsdag for tre år siden.

Aftenen blev fejret hos Oline med skøn mad, dejligt selskab og udsigten til at kunne begynde at flytte ind på bakken. Da vi forlod familien i skoven for at køre tilbage til Aalborg sagde jeg for sjov: “Du kan lige nå at give mig hende i fødselsdagsgave, men du skal skynde dig…” og så kørte vi.

Frem og tilbage er lige langt …

Vi nåede kun ganske få kilometer udenfor Hadsund, da Oline ringede og bad mig vende bilen. Vandet var gået. Vi skulle have Elias under fødslen, så jeg fandt en sidevej og fik vendt bilen, så vi kunne returnere til byen. Med Elias puttet på bagsædet gik turen til Aalborg, mens jeg krydsede fingre for, at den lille rumpenisse fik sin egen fødselsdag, og det gjorde hun!

Små 8 timer gør forskellen, men det er nok til, at jeg fik lov til at beholde min dag og Sienna fik helt sin egen.

Verdens bedste storebror!

Sienna synes selv, at hun har verdens bedste storebror. I hvert fald for det meste …

De er blevet så store, at de nu finder på alverdens skarnstreger sammen. De leger i timevis uden skænderier og de savner hinanden så meget, at en dag alene med bedsteforældre udløser et “Skal vi ikke snart hente Elias/Sienna?“. Det går bare ikke uden den anden.

De er dejlige, harmoniske små mennesker, hvis selskab er noget af det bedste, jeg ved. Vi er sammen flere gange om ugen og onsdagen er fast “bedsteforældredag”, hvor de bliver hentet tidligt og vi hygger og laver aftensmad sammen. Oldemor er med på de dage, for så sikrer vi, at vi alle ser hinanden mindst en gang om ugen. Det føles rigtigt og dejligt.

I morgen spiser vi honningglaseret skinke.

Menuen er på plads, men et besøg af de små tidligere på dagen bød på middelstærk modstand på menuen. Ingen af dem mente, at de kan lide skinke. Eller noget andet fra menuen for den sags skyld. “No og no!“, er Elias standardkommentar til den slags og det er bare ærgerligt, når det ikke tages til efterretning.

Jeg glæder mig til gengæld voldsomt til honningglaseret skinke. Jeg elsker det!

Tilgivelse eller bestikkelse.

Jeg tænker, at tilgivelsen er lige om hjørnet, når de hører, at de skal overnatte her om et par dage. Vi skal læse og lege. Vi skal også se FredagsTamTam, og til det hører snack-kurve med masser af dejlige ting som vingummi, popcorn og frisk frugt. Og dyner i sofaen. Og historie bagefter, inden de skal sove.

Ritualer og traditioner betyder ALT, når man er 3 og 4 år.

Jeg glæder mig, for nu er det hverdag igen efter fejringerne af vores fødselsdage og jeg elsker altså også hverdagen. Og min mindste rumpenisse. Højt!

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.