En stille barbering

Søndag er en barbering af en højt elsket sweater; Sophie Knit fra Skall Studio. Sweateren er 4 år gammel og godt brugt, så det er vel egentlig ikke underligt, at den trænger til lidt kærlighed.

Det får den i dag, hvor jeg har tid til at gøre lidt ved den, mens jeg venter på, at min dej skal hæve.

Jeg er i gang med at bage foccacia. Det gør jeg ofte, for jeg elsker det brød og det er sjældent, at det ikke lykkes på trods af evig eksperimentering hvad opskriften angår. Dog ikke i dag, hvor jeg følger Annes anvisninger.

Brødet var en del af en virkelig lækker samling smuk mad, vi fik serveret, da jeg og en lille flok skønne kvinder fejrede Anne i sidste weekend. Jeg spurgte, om der var en opskrift. Det var der ikke, men lidt håndskrevne noter fra Annes hånd og så er jeg godt i gang. Jeg glæder mig til resultatet lidt senere.

Jeg bruger den stort set hver aften

Sophie Knit er en yndling, når jeg begynder at fryse lidt hen under aftenen. Så ligger den klar i sofaen og er hurtig at tage på sammen med de uldne sokker.

Jeg er ikke færdig

Den skal lige have en tur mere, men det kræver lidt strøm til min elskede PILO, så jeg venter på, at den er opladet og igen klar til at hjælpe sweateren tilbage til fordums tider.

Indtil det sker, nyder jeg at læse lidt i strikkebøger og lade mig inspirere. Jeg spiser grønne druer. Jeg øver mig i at tolerere skrællen på dem. Jeg har en eller anden mystisk aversion mod at tygge i skræl, så jeg skræller mit frugt, men vindruer er lidt tidskrævende at skulle fjerne skræl på, så jeg øver mig.

Ja altså… det er sådan ikke bare, at jeg ikke bryder mig om at tygge i det skræl. Nej, jeg får simpelthen gåsehud og hårene rejser sig på mine arme. Jeg får myrekryb og hele min krop protesterer. Det har altid været sådan, men som 62-årig kan man vel også lære nyt, så nu øver jeg og prøver at undertrykke min sensoriske følsomhed.

Den er sikkert i familie med min misofoni, som deles med Oline. Vi er altså lidt nogle sarte blomster ;-)

Mine ting

I går skrev jeg lidt om mit forhold til mine ting. Et stramt og passioneret kærlighedsforhold, som betyder, at jeg passer på de særligt elskede og hvem er så de særligt elskede?

Ja, det er jo naturligvis først og fremmest mine mennesker. Min familie. Mine venner. Mine mennesker.

Når det er sagt, så er der jo altså ting, jeg har et særligt kærligt forhold til. Ting, jeg passer særligt på og holder særligt af. Det handler ikke om realværdien af tingene. Det handler om mit forhold til tingene.

Værdien sætter jeg

Nogle ER kostbare. Andre er absolut ikke. Husene ovenfor er et godt eksempel på sådanne ting.

De små keramikhuse er købt i Kunstboxen i Mariager en søndag på spontan tur med gode venner. De er ikke de eneste ting, jeg har købt og skatter højt derinde fra, men de tilhører virkelig nogle af mine fineste skatte, hvis du spørger mig.

De kostede næsten ingenting, og jeg forelskede mig i dem øjeblikkelig. Det var kærlighed ved første blik, men jeg er kræsen og vælger kun de ting, jeg kan lide. Salgsassistenten forstod ikke, at jeg ikke ville have det sidste hus med, men det talte ikke til mig, så det skulle ikke med mig hjem. Disse fire skulle.

Foccacia og en smule ost

Brødet er klar. Min mave er også klar, så nu er det tid til en smagsprøve. En ostemad og en god kop te. Strik i sofaen. Søde søndag. Tak for den.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.