6

For 117. gang ramt af virus

For hundredeogsyttende gang denne vinter kan jeg konstatere, at virus har indhentet mig. Jeg er igen forkølet. Meget forkølet. Tung og træt. Ondt i hovedet og ondt i kroppen.

Jeg er SÅ træt af alle de sygedage. Jeg spiser sundt og varieret. Jeg sørger for at få mine vitaminer og frisk luft. Jeg prøver virkelig at holde mig på den gode side af alt det, der ellers står klar til at invadere og irritere immunsystemet, men jeg kan konstatere, at det ikke lykkes denne sæson. Som i slet ikke …

Caia Cardigan

Intet alvorligt til mig

Jeg er nu gået fri af alle de større udbrud af influenza o.lign., men de irriterende vinterforkølelser har været flittige gæster her på matriklen. Således lagt ned af endnu en, blev jeg hjemme i går, så jeg ikke smittede de andre. I stedet strikkede jeg i sofaen, mens jeg lod mig underholde af diverse serier og dokumentarer.

Ind imellem blundede jeg. Jeg tog rekorden i at pudse næse og jeg drak te i spandevis. Panodil, Kleenex og så ellers en god portion formaninger om ikke at ærgres over udsigten til ENDNU en weekend, hvor jeg måtte se mig slået ud af virus.

Jeg strikker på Caia Cardigan af Lene Holme Samsøe. Jeg strikker den i Blackhill Softwool lagt dobbelt. Jeg har allerede en grå strikket i Blackhill Højlandsuld lagt dobbelt. Jeg elsker den, så endnu en er ikke for meget.

I dag er jeg stadig ramt

Det bliver til ingenting og endnu en dag i sofaen også i dag. Om jeg når til et sted, hvor jeg kan overskue andet, inden weekenden er gået, må tiden vise. I dag bliver det i hvert fald ikke, men et åbent vindue sladrer om frisk luft og snarligt forår. Det glæder jeg mig voldsomt til, for så er al den børnehavepest vel for pokker forduftet og vi kan igen ånde lettet op.

Caia Cardigan

Jeg strikker med mine HiyaHiya

Jeg er utroligt omhyggelig med at vælge redskaber og skifter mellem strikkepinde som det passer til mine projekter. Præcis de strikkepinde til denne trøje med dette strukturmønster og i det garn, giver mig strikkeflow og nydelse og det er vigtigt, når strik optager så stor en del af mit fritidsliv.

Jeg strikker på mere end én ting

Og selvfølgelig gør jeg det. Sådan en strikker er jeg jo. Jeg har gang i tusinde ting. Jeg sætter ingen begrænsninger på mig selv. Måske burde jeg, men jeg er lystdreven og så skal jeg jo ikke have begrænsninger. De slår min begejstring ihjel.

For hundredeogsyttende gang denne vinter kan jeg konstatere, at virus har indhentet mig. Jeg er igen forkølet. Meget forkølet.

Jeg strikker også på Zosia Cardigan

Zosia Cardigan af Cheryl Mokhtari har jeg ventet på udgivelsen af. Længselsfuldt, for jeg er forelsket i den strik. Nu er jeg i gang og jeg strikker i tre tråde lagt sammen. To tråde tynd lammeuld (det kan være Blackhill Softwool eller Blackhill Højlandsuld) og en tråd tynd mohair.

Jeg elsker faktisk den kombination. Den giver et varmt og lækkert stykke stof. Farverne er valgt ud fra lagerbeholdningen, men med en intention om at være tro mod originalen. Den brune er dog skiftet ud til en koldere tone, for det var på hylden og jeg elsker også en kold brun. Jeg kan bruge både varme og kolde brune toner, så nu får denne ben at gå på, og det føles godt.

Ind imellem strikker jeg små tørklæder

I massevis faktisk. En storproduktion er nærmest i gang, for det er så nemt lige at strikke endnu et lille scarf og jeg har en skøn samling allerede, som altid tåler udbygning.

For øjeblikket har jeg fundet en samling cashmere-rester frem sammen med opskriften Variations on Triangle fra Midori Hirose. Jeg har allerede strikket nogle stykker af tørklædet tidligere og jeg bruger dem flittigt.

Variations on Triangle

Kombinationen af ensfarvet tørklæde med små farvepift på kanterne elsker jeg. Kvaliteten på garnet er skøn. Det er ved at have nogle år på bagen, men så er det også skønt, at jeg får noget anvendeligt og dejligt ud af det.

Jeg drømmer om at strikke nogle stribede udgaver af tørklædet, for jeg elsker jo striber. Jeg skal bare lige bestemme mig for, om det skal være sommertørklæder i Blackhill Cottonwool eller jeg skal liste på lageret og finde uld.

Jeg er nok mest stemt for det første, fordi tynde, lækre små scarf er nemme at bruge som accenter til en forårsgarderobe, der for mit vedkommende ofte er både neutral og uden det store spræl. Så kan et lille tørklæde være lige præcis det, der gør hele forskellen.

Mangler du idéer til opskrifter?

Mine udvalgte forslag til opskrifter på de små tørklæder/scarfs:

Størst fokus ligger på Caia

Det er en cardigan, som vil passe perfekt ind i min forårsgarderobe, så den skal gerne være færdig i en fart.

Jeg har overrasket mig selv de sidste år, for jeg har faktisk gentaget modeller. Det er ellers ikke noget, jeg nogensinde tidligere har gidet. Nu har jeg opdaget, at er der noget, der fungerer rigtig godt i garderoben, kan det sikkert varieres, så det kan gentages og blive integreret i hverdagslivet. Kan det og bliver det, så giver strik ikke mere mening for mig.

Det er sådan, det skal være, når man bruger lang tid på at skabe håndstrik til egen garderobe.

Caia Cardigan

Min weekend bliver sofa og strik

Det er bestemt ikke en ringe weekend, men det er en ærgerlig weekend at måtte kapitulere til. Det er ikke et valg, men dikteret af endnu en omgang virus og så må det være sådan.

Jeg strikker videre på cardiganen og så strikker jeg nok også lige et lille scarf eller to. Bare fordi jeg ikke kan lade være.

Strikker du de små scarf/tørklæder og bruger du dem?

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide