En travl uge fandt sin ende i går.
I dag er en ny startet. Med vejspærring og huller, gravemaskiner og mænd i overalls og med rigtig, rigtig god tid. Heldige asener.
De graver og roder og regerer med vandet. Ind imellem står de længe og kigger ned i hullet, mens de klør sig tænksomt i nakken, taler sagte sammen og trækker opgivende på skuldrene.
Sidst på dagen går de hjem. Parkerer alle gravemaskinerne. Lukker af i først den ene, så den anden ende. I eftermiddag var der spærret helt af, så nu holder jeg nede på havnen. Da jeg parkerede, fnøs jeg lidt af det nye, gule byggeri, som har taget min vandudsigt fra stuen.
På førstesalen er der stadig kig til vand på terrassen. Gudskelov.

Sidste uge bød på lidt af hvert
Jeg lagde ud med en tur ud for at kigge anemoner og sådan lige forsigtigt tjekke ramsløgene. Der er rigeligt at begge, hvor jeg færdes.
Ramsløgene lod jeg stå, men anemoner kom med hjem. De skal nydes lige nu. Om to sekunder og et vindpusts tid, er de væk.

Fjorden ligger og blinker
Lige nede for enden af skovstien ligger fjorden og blinker. I solskin er den virkelig smuk og i denne tid er der svaner overalt på vandet.
Langs stierne vokser ramsløg helt tæt og kigger du op, er der store chancer for at se egern. Fasanerne spankulerer stolte rundt i skovbunden og der er rådyr, som ind imellem lader sig overraske. Det er deres skov.
















Anemoner i skovbunden
Lidt længere ude ad landevejen fandt jeg et skovstykke, som bugnede af anemoner, så et stop var oplagt.
At sidde et øjeblik eller to på en træstub med næsen i solen gør underværker for velværet. Jeg elsker det spæde forår, hvor alting vågner og vi alle – dyr som mennesker – længes mod lyset og varmen.
At trække energi ud af smukke, stille øjeblikke i skoven er noget af det bedste, jeg ved. Jeg er tæt på lykkelig, når jeg sidder stille og nyder fuglefløjt og kig til blå himmel gennem trækroner, som er begyndende grønne.
Strik og lyt
Mandag sidst på eftermiddagen var jeg til et virkelig fint arrangement her på vores lokale bibliotek. Strik og lyt. Som titlen siger, så er konceptet, at man strikker, mens man får en gave i form af højtlæsning af udvalgte tekster af den ansvarlige bibliotekar.
Hun var for øvrigt blevet syg, men afløseren var fantastisk. Sikke en god oplevelse. Jeg var så ærgerlig over, at det var sidste gang for denne sæson, for jeg havde først lige opdaget det.
Næste sæson er jeg klar! Tænk et godt koncept!
Jeg tog et smut til Viborg
Midt på ugen var jeg en tur ved tandlægen og bagefter i Viborg. Jeg havde et ærinde der, og det passede med en frokost på Nytorv. Midt i solen. Det var skønt.


Strikketøjet var med
Jeg har det altid med. Man ved aldrig hvornår en mulighed for strik byder sig til, så det er med at være klar.
Her passede det med ventetiden på bestillingen, så jeg nød virkelig at sidde stille i solen og slappe af, inden jeg gik ud i byen for både at afholde møde og siden ose lidt i butikker, jeg ikke kommer så ofte i.
Ugen har budt på dejlig tid med de små
Jeg har været utroligt privilegeret med mange timer i selskab med Elias og Sienna. Vi har lavet spas og ballade. Vi har badet. Vi har været på handlen, for opsparingen brændte i lommen og vi har spist årets første is på torvet i Mariager.
Vi sluttede af med en løbetur ved Hohøj. Vi elsker det sted.
















Mad kan jeg altid tilbyde
Vi har også spist sammen flere gange i den forgangne uge, for der er store ombygninger i gang oppe i skoven.
Oline er flyttet sammen med kæresten (ham er jeg altså svært glad for) og de er gået i gang med en stor renovering af underetagen. Det er virkelig en drøm, der går i opfyldelse for Oline. Nyt køkken med STORE panoramavinduer med kig direkte ud i skoven. Væltede vægge. Ny entre.
Der er store, skønne armbevægelser deroppe og jeg glædes på deres vegne, men der har lige været nogle dage, hvor madlavningen var en udfordring.
Så er det dejligt at kunne hjælpe med den del. Jeg laver aftensmad og så kommer de lige og spiser, inden de små skal i seng. Jeg elsker lige at se dem en times tid eller to. Det kan aldrig blive for meget.
Mon ikke jeg ser dem lidt mere i denne uge? Jeg tror det …
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.


Jeg elsker kommentarer, så din er meget velkommen.