Shit, det er enormt, det nye sygehus! Aalborg Universitetshospital, Hospitalsbyen for at være præcis.
ENORMT… og pænt!
Personlig assistent eller noget …
Imponerende og næsten frygtindgydende stort. Helt igennem håbløst skiltet. Uden sidestykke det mest storslåede stykke makværk, hvad angår forberedelse og eksekvering, jeg vist nogensinde har set.
Ind imellem de få officielle skilte, sad håndskrevne, som hjalp lidt. Bare ikke mig. Jeg ledte forgæves.
Imponerende søde mennesker, der arbejder inde bag facaden. Hjælpsomme og overbærende, når man står rådvild og prøver at orientere sig i enorme rum med manglende skiltning.
Jeg blev taget i hånden og ledt til det rigtige sengetårn af en venlig og kompetent portør. Da han så mig se skrækslagent på elevatoren velvidende, at den skulle tage mig næsten til toppen af tårnet, rekvirerede han en sengeelevator, skubbede mig bestemt ind i den, trykkede på 6. etage, sagde “god tur” og smuttede lynhurtigt ud igen.
Tak for det, for ellers var skrækslagne mig aldrig nået op til min dejlige veninde.
Hygge på sjette
Jeg grinte godt at de instruktioner, jeg havde modtaget. Stærkt påvirket af smertestillende kan man godt vrøvle lidt, så godt jeg har øjne og kunne se, at det ikke var veninden, men en fremmed dame, der residerede på den stue, jeg kom til.
Jeg fandt den rigtige kvinde. Jeg spurgte mig frem. Og der lå hun og sikke dejligt det var at se hende.
Vi brugte timer sammen. Snakken ender aldrig med os, så pludselig opdagede jeg, at skulle jeg hjem og nå aftensmad, skulle der afsluttes, så det gjorde vi og så tog jeg altså trappen ned fra sjette. Lang vej er der og knæene protesterede lidt, men jeg har godt af at røre mig lidt og så slap jeg behændigt for den famøse elevator.
Hjemad
I bilen sendte jeg en stak billeder op til sjette, for det var nemlig ikke meget, hun havde registeret, da hun blev indlagt. Nu kunne hun følge min tur ned og ud gennem Hospitalsbyen.
Efter at have fundet en cola i bagagerummet (man har vel et stash) kørte jeg mod Hadsund. Gennem finurlige vejspærringer og ind gennem Gistrup, inden jeg endte på Hadsund Landevej og kunne sætte kursen stik syd. Det tog en halv time, så var jeg hjemme efter dejlige timer.
Tak for dig, kære veninde og vi ses snart igen.
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
4 kommentarer
Catarina
14. maj 2026 at 17:20Aiii pasieller der ikke virker på stuerne, det er altå ikke ok, det er trods alt syge mennesker der skal have ro og ikke have solen lige ind i ansigtet. Man skulle tro at alt sådan noget ville være ok inden det tages i brug. Ja, heldigviis er personalet altid søde og hjælpsomme og ikke mindst imødekommende.
Liselotte
15. maj 2026 at 10:18Ja, det forekommer godt nok lidt uprofessionelt, men menneskene derude er de samme og de er dygtige og vældigt søde :-)
Catarina
14. maj 2026 at 07:26Shit det ser altså også enormt ud
Man kan godt forstå, at det må være lidt af en mundfuld at finde rundt derinde.
Den portør fortjener næsten en medalje for den elevator-manøvre
Til gengæld ser det jo virkelig flot ud. Sådan lidt lufthavn, hotel og science fiction på samme tid. Jeg er spændt på, hvordan vores nye supersygehus kommer til at se ud, og ikke mindst fungere
Og respekt for at tage trapperne ned fra sjette. Jeg har ofte gjort det ude i vores gamle højhus, når mor har ligget der
Liselotte
14. maj 2026 at 15:56Det er bare stort og faktisk også overraskende flot, når man først får det rigtigt i øjesyn. Jeg er i hvert fald imponeret, men også noget fortørnet over alt det, der stadig ikke virker. F.eks. virkede persiennerne ikke på stuen, så der var hængt lagner og dynebetræk ned foran vinduerne, for at skærme for solen på stuen…
Det er bare ikke godt nok, men menneskene derude er gode, søde og dygtige og det er jo immervæk det vigtigste :-)