6

Hjemme efter den dejligste ferie

Hjemme efter den dejligste ferie kan jeg betro dig, at spurgte nogen, om jeg var interesseret i at forlænge omtalte ferie med en måneds tid eller to, havde jeg øjeblikkeligt sagt “Ja tak”.

Jeg kunne snildt bruge måneder ude af drift. Bare sådan lade livet snegle sig afsted. Læne mig tilbage og lade tingene ske. Spørg mig, hvis du tør …

Afgang

Vi kørte hjemmefra en tidlig torsdag morgen. Mor sov her, for vi var nemlig tre, der stævnede ud i år. Kenneth, mor og undertegnede skulle køre ned gennem Europa på vej til slut-destinationen i vores elskede Dordogne. Her ville Oline, Martin og selvfølgelig Elias og Sienna støde til nogle dage inde i ferien.

Mor tog bagsædet

I år havde vi håbet, at vi kunne få mor lokket med. Vi vidste godt, at hun nok ikke ville orke en lang køretur, men Oline og familie skulle flyve ned, så vi tænkte, at mor kunne følges med dem.

Sådan kom det tydeligvis ikke til at gå, for Oline fik ikke mulighed for at komme afsted, som ellers planlagt. I stedet måtte hun vente og håbe på, at der blev en mulighed for at komme afsted i løbet af den første uge af vores ferie. Det skulle mor ikke vente på, så vi spurgte, om hun havde mod på en køretur.

Vi ville bide den over i tre etaper med gode overnatninger undervejs og hun er simpelthen bare frisk, for hun sagde ja med det samme og sådan blev det.

Første stop

Første stop var i Ladbergen. Vi har gennem en årrække valgt den lille landsby til vores første pitstop på vej ned mod Dordogne. I år var ingen undtagelse, men vi boede dog anderledes, end vi plejer.

Himmelsengen fik mor

Vi boede lidt udenfor byen på et lille og meget hyggeligt sted. En kro med overnatning, tror jeg, at jeg vil kalde det. Her blev vi hilst velkommen af to unge, temmelig forvirrede mænd, som alligevel lykkedes med at få os installeret på værelserne.

Mor fik det bedste værelse. Når man indvilliger i at rejse på tværs af Europa som næsten 85-årig, skal det altså også føles som en forkælelsestur, så hun fik himmelsengen.

Ladbergen

Ud på tur. Aldrig sur.

Inden aftensmaden valgte vi at gå en tur. Vi hyggede os og det var dejligt at få rørt benene lidt efter en lang dag i bilen. Det var gået problemfrit hele vejen, så der var tid til både at spadsere en tur i omegnen og siden komme hjem og hvile et øjeblik, inden vi gik i den velbesøgte restaurant og spiste snitzel. Hvad ellers?

Dag to

Efter en dejlig nattesøvn og et solidt morgenmåltid, satte vi kursen mod Gigny-sur-Saône, hvor vores næste overnatning ventede.

Gigny-sur-Saône er er en virkelig lille landsby, der er smukt beliggende ved Saône i Bourgogne-Franche-Comté. Her havde jeg booket en gîte lige ved Pont de Thoray ved floden og med restaurant Le Pont De Thorey lige overfor, så aftensmaden var sikret. Eller det troede jeg, at den var …

Hjemme efter den dejligste ferie

Vi er fyldt op i dag!

Restauranten havde ikke plads. Vi havde ikke overvejet muligheden af, at der ikke ville være plads. Vi syntes, at det hele lå så afsides, at det ikke kunne blive et problem, at få plads til at spise. Det blev det.

Vi blev anvist en anden restaurant; La Halte Nautique – direkte ved flodbredden – men her havde de heller ikke ledige borde, så det endte med et hurtigt pitstop i et nærliggende supermarked og brød, ost og pølse på den lille terrasse foran huset, vi havde lejet for en nat.

Det skal der ikke klages over, for det var både velsmagende og hyggeligt, men næste gang, så bestiller jeg altså bord på La Halte Nautique. Placeringen, udsigten og menukortet frister, hvis vi skulle være så heldige at komme retur engang.

Hjemme efter den dejligste ferie

Vi så solen gå ned over Saône

Efter maden fristede omgivelserne. Vi boede lige ved floden og med adgang til broen, havde vi den mest fantastiske udsigt ned over flodbredder og solnedgang.

Mor og jeg er begge meget glade for naturen, så der var ingen tvivl, vi skulle naturligvis ud at gå lidt i den omkringliggende natur, inden vi skulle tørne ind for natten.

Det blev en fantastisk oplevelse og vi boede klods op ad et stort træ, hvor der var ikke mindre end tre storkereder – alle sammen fyldte med forældre og børn.

Hjemme efter den dejligste ferie - Saône

Man skulle tro, at det var løgn …

Vi så solen gå ned over floden. Vi så storke flyve og lande i træet lige over vores hoveder. Vi så fisk, der snappede efter insekter og efterlod smukke ringe på vandet. Vi så en solnedgang, der var et maleri værdig og vi talte stille om, at det er en gave, når man får lov til at opleve øjeblikke, som dem, vi fik der. De bliver gemt i hjertet.

Vi lyttede til lyden af ingenting og vi lod os betage af det hele, inden vi modvilligt slap oplevelsen og aftenen og gik i seng. Morgendagen ventede nemlig med endnu en etape, i retning af Dordogne, men vi var alle ved godt mod.

Hjemme efter den dejligste ferie

Morgenkig til Saône

Jeg nåede et sidste kig over floden, inden vi spiste en hurtig morgenmad, pakkede sammen og drog afsted syd over. Vi var ved godt mod, for det var jo gået fantastisk de forrige dage og heldigvis skulle det vise sig at fortsætte …

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen på FACEBOOK. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide