Vi har det jo dejligt…

At stå i det nye køkken og mærke, at tingene fungerer. At skufferne emmer af orden og sirligt planlagt indhold og vide, at bare man rækker ud, er det man mangler lige ved hånden, er ren luksus og en daglig glæde. Vi mangler fortsat dele af køkkenet, men grundlæggende er det i orden og jeg nyder det mere end ord kan beskrive.

At stå med kig til et hjørne med den nye tekande, som allerede har givet mig den første kop te, men allermest gør mig glad, fordi den har så smuk en farve, er en fornøjelse. Når det samtidig sker i selskab med ældste, som nyder, at vi er alene og han ikke skal dele mig med lillesøster, gør glad helt ned i maven. Vi har bagt sammen. Det var skønt, selvom resultatet ikke er det store hit hos ham.

Vi har samlet kumquatter. Det er ikke gode tegn. Desværre…

Mit fine Kumquattræ har det ikke for godt. Jeg vidste det bare. Jeg er ikke god til den slags, for jeg mangler i den grad adgang til lys. Et gammelt bondehus er ikke rigt på lys, når der er lavt til loftet og små bondehusvinduer og det mærkes på de lyskrævende planter jeg har en tendens til at forelske mig i. Jeg håber fortsat på en bedring, men familien griner godt af mine ynkelige forsøg på at genoplive. Håber er lysegrønt, så jeg fortsætter en tid endnu, for foråret er lige om hjørnet og så kan skidtet komme udenfor på terrassen, hvor det kan restituere, hvis jeg er heldig.

Om ikke andet, har vi fået smagt kumquat allesammen og det tæller ved også med i det store regnskab…