Mit navn er Liselotte. Øjnene er grå/blå og håret efterhånden leverpostej, så der er frisører i nærmiljøet, som er meget glade for mig og mine striber, mens de utålmodigt leder efter de grå hår, jeg burde have beundrer det ivrigt voksende antal grå hår.

Jeg er bosiddende i Aalborg, eller nærmere bestemt i Gug, en forstad til Aalborg. Er ellers født og opvokset i og omkring Aalborg, men boede fra 1984 – 1996 i København og omegn.

Jeg er uddannet reklametegner og grafiker i 1986. Uddannet delvist på Nordjyske og delvist på et københavnsk reklamebureau. Siden hen er jeg uddannet tegnsprogstolk i 1996. Er selvlært web-designer og arbejder i dag med en blanding af tolkning og web-design, grafik og illustrationsarbejde.

Som navnet på min side antyder, så var min mening egentlig at slagte et par hellige køer. Et er intentioner, noget andet virkelighed…

Min side har langsomt fået lov til at udvikle sig til det den er i dag. En samling øjebliksbilleder som tilsammen giver et meget godt billede af min hverdag. Der bliver ikke slagtet mange køer, men til gengæld skrevet lidt om alt mellem himmel og jord.

Nogen gange er det bragende uinteressant, ind imellem kan der forekomme guldkorn, men mest af alt er det bare en samling humoristisk eller kedeligt vinklede billeder af den virkelighed der omgiver mig. Finder du den læseværdig er du meget velkommen igen og skulle den forekomme dig uvedkommende, skal du have tak for dit besøg.

Jeg kan kontaktes på: liselotte[snabela]slagtenhelligko[.]dk

Herhjemme…

Mit privatliv deler jeg med Kenneth, som er min kærlige, omsorgsfulde, tossede, sjove og gavmilde livsledsager, samt min dejlige, kloge og ualmindeligt opfindsomme datter, Oline, på 15 år.

Oline havde også en fantastisk storebror, Alexander, som blev 16 år gammel. Vi mistede ham den 29. november 2006 og savner ham fortsat hver eneste dag. Sådan vil det være længe endnu.

Foruden os tæller familien også en hund ved navn Oskar. Han optræder med jævne mellemrum på disse sider. Ikke fordi han skal, men fordi han kan. Tror jeg…

Vi bor på en gammel gård midt i et helt gennemsnitligt villakvarter. Gården er ganske enkelt en livsdrøm, men den er ikke mere permanent, end vi er enige om, at den formodentlig har tjent sit formål om nogle år, når Oline flytter hjemmefra.

Så skal vi til at realisere nogle af de drømme, som har måttet ligge og slumre i årene med børn. Det bliver spændende og vi glæder os til den tid, ligesom vi hver dag glæder os over den tid vi lige nu befinder os i.

Jeg er gift for livet…

At leve tæt på mennesker med indsigt, intellekt og nysgerrighed på livet er en gave, som jeg påskønner hver eneste dag – og så er det vanedannende – på den gode måde…

Benny Andersen har skrevet et digt, som fortæller så smukt om kærligheden:

Mit Hjertes Indvandrer

Jeg mødte dig som en fremmed
men fandt ud af at du kendte mig
bedre end jeg selv

Du førte mig på opdagelse i mig selv
du kendte gendveje
til oversete udsigter
undersete koralrev
Hvad der på mit kort stod opført som
BLIND VEJ
viste sig at føre til sindets største
og kærligste lufthavn

Du tog mål af min daglighorisont
og mens jeg sad som på nåle
så du dit snit til
at trække nålene ud
og anvende dem i dit snitmønster
du klippede og øgede og lagde
min gamle konfektionssyede horisont ud
med adskillige tusind kilometer
så den ikke strammede så meget om livet

Først langt ud på natten
nikkede du tilfreds:
“Den vil nok i begyndelsen føles
lidt rigelig om fortiden
men den er beregnet til at vokse i
og den klæder dig virkeligt godt!”

Min livsfordobler
mit hjertes indvandrer
med lidt for vide
let slaskede horisonter
omfavner jeg dig
i denne fortrolige forårsnat.

Kort men godt…

Jeg ser stort set aldrig tv, men øver mig. Til gengæld kan jeg lide at læse. Jeg laver altid et eller andet som kræver sikker farvesans. Jeg er glad for smukke farver, men går altid i sort.

Jeg strikker, hækler, læser, elsker, spiser, tegner, designer og alt muligt andet, som kræver et minimum af hjerneaktivitet. Jeg læser, debatterer, skriver, filosoferer, lærer og alt sammen kræver maksimal hjerneaktivitet. Jeg underviser og jeg undervises. Jeg udvikler og udvikles. Jeg bestræber mig på at leve hver dag, som var det den sidste. Jeg gør det så godt jeg kan.

Jeg er, ifølge Keirseys test, en ESFP – og det er nok ikke skudt helt ved siden af. Jeg kan fylde frygteligt meget i et selskab og jeg er god til at stikke dig en historie eller to, som du med sikkerhed kan grine af, men dit velbefindende ligger mig konstant på sinde og jeg tier, når der er brug for det. Jeg elsker en god historie og dem er vi fyldt af allesammen, så jeg er faktisk en rigtig god lytter, når det kommer over mig.

Ifølge testen burde jeg beskæftige mig med reklame, design, mennesker og undervisning. Jeg gør det hele, så der er en grund til, at min grundstemning er lys og jeg i hverdagen næsten altid er glad og tilfreds. Jeg synes faktisk, at jeg er en meget heldigt menneske og jeg glædes over det dagligt.

Det de spørger om…

I min postkasse kommer ind imellem spørgsmål, som både undrer og forundrer, men alligevel giver et sjovt indblik i de ting folk læser, eller netop ikke læser, her på mine sider. Nogle af spørgsmålene går igen, måske formuleret forskelligt, men med samme indhold. Jeg synes det kunne være sjovt at samle dem her.

Jeg kan lide at få spørgsmål. De viser mig, at der rent faktisk er læsere til mine sider. De viser mig også, at der ind imellem er mennesker, som gerne vil vide mere og ikke er så beskedne, at de ikke vil spørge.

Spørg endelig løs – jeg svarer gerne…

Hvilken race er din hund Oskar?

Oskar er en dansk-svensk gårdhund. Han er helt som Kvik i Matador, ganske og aldeles bedårende og ivrig efter hele tiden at lære nyt. Han er en lille, glad og aktiv hund, som hele familien elsker. Han er blevet medlem af familien den 5. august 2003, og har siden været et af de mest forkælede af slagsen. Han er ikke besværlig. Han er nem og utrolig taknemmelig for al den opmærksomhed han får. Han spiser, sover, leger, og går ture. Han tygger tyggeben og spiser ost. Han prutter så vi ikke kan holde lugten ud men han gøer sjældent. Han er i det hele taget et aktiv for familien. Vi holder meget af ham.

Hvordan har du lavet din weblog?

I maskinhuset ude bagved ligger WordPress, som er en ganske gratis CMS system, som varmt kan anbefales. Det er let at installere og endnu lettere at anvende. Grafik & design af siden står jeg selv for.

Jeg er uddannet grafiker og reklametegner, så æstetik er min passion. Jeg elsker det! Småstumper af kode findes nyttig ind imellem og jeg er efterhånden så dreven, at jeg godt kan finde ud af at få det puttet ind de rigtige steder.

Hvor mange gange har du re-designet din side og hvorfor gør du det?

Jeg tror efterhånden det er sket en del gange. Nogle gange husker jeg at tage et screen-dump af det. Andre gange glemmer jeg det.

Jeg gør det fordi jeg ikke kan lade være. Jeg gør det vel fordi der kommer en ide, eller en farve, eller en typografi forbi, som bare må afprøves. Jeg gør det fordi det er sjovt. Jeg gør det fordi jeg elsker det.

Hvorfor i alverden har du valgt at flytte til Ålborg, når du nu boede i København og hvordan kan du holde det ud?

Det der med at holde ud – det er da ikke et spørgsmål, er det? I hvert fald er det ikke svært. Slet ikke. Jeg elsker at bo her. Jeg nyder det og er taknemmelig for det næsten hver dag. Måske kræver det en ekstra forklaring. Vores liv i København var frygteligt stresset. Vi var en familie, som var massivt præget af den travlhed der følger med et liv, hvor den ene part er butiksansat. Det er ikke misundelsesværdigt, kan jeg skrive under på. Det er frygteligt.

At flytte til Ålborg har betydet for os, at familien har fået kvalitet i form af tid, overskud og på mange andre områder meget, meget mere glæde. Der er tid til fordybelse, tid til sjov og tid til at dyrke de mange interesser vi hver især har. Ålborgensere er generelt set hjertevarme, engagerede og ualmindeligt rare mennesker – ligesom størstedelen af Danmarks befolkning er det.

Hvad får dig til at skrive alt det du gør offentligt?

Et godt spørgsmål. Jeg ved det ikke. Det startede egentlig med, at jeg gennem flere år havde ført min egen, stort set private, dagbog på nettet. Den lå i ubemærkethed på et af mine domæner. Den havde ikke kommentarfunktion og i grunden troede jeg, at den var ganske anonym. Det var den selvfølgelig ikke. En dag fandt jeg en e-mail i postkassen, som viste mig at den ikke var spor anonym. Der var også vedhæftet et forslag om at lave en weblog, som jeg naturligvis ikke anede hvad var, men det fandt jeg da så ud af. Siden har jeg hængt ved…

Del på Facebook