To sider af samme sag

29. december 2007

Da vi nærmede os tiden for Alexanders dødsdag, fik vi et par Amaryllis foræret af Ella og hendes familie. De syntes, at vi skulle markere dagen med noget smukt at kigge på og jeg skal love for, at der har været gevinst på den konto.

Der var en smuk, julerød Amaryllis, som nu har den tredje blomsterstængel på vej og så var der denne skønne, hvide Amaryllis, som viste sig at være ekstra smuk, da den sprang ud. Den har den fineste, røde kant på alle kronbladene og den har stået med blomster længe.

I dag sprang den. Ikke ud, men ned fra vindueskarmen og lige durk ned i trægulvet, hvor den lagde sig til rette med et suk.

Den faldne

Den slags går ikke, når man stadig er smuk og spændstig, så den røg i en vase og står nu på køkkenbordet og minder os om, at der er mange smukke ting i livet, hvis man har øje for dem.

I nat var jeg forbi Discovery og faldt tilfældigt ind i en af de små pausedokumentarer, som ligger mellem de ordinære udsendelser. Det var historien om en italiensk mand, som fortalte om sit liv. Han sagde “Jeg har siddet i fængsel i 16 år af mit liv. Jeg er heldig, at det ikke er 30. Når jeg brækker et ben, siger jeg, at jeg er heldig, fordi det ikke var begge to”.

Livet kan anskues på mange måder og jeg genkender hans livssyn, for det ligner mit. Man kommer ikke gennem livet uden skuffelser, overraskende forhindringer og udfordringer, men vi overkommer dem på forskellig vis. Nogle fokuserer på den kedelige og triste del af deres livsudfordringer, andre ser på det de lærte af dem og føler sig heldige, fordi de fik chancen for at lære.

Gennem hele mit liv, har jeg følt mig heldig. Jeg fokuserer ganske instinktivt på det positive og ikke det negative. Jeg føler mig altid heldig, når jeg når på den anden side af en af mit livs udfordringer og det er ikke påtaget, men dybfølt.

Der er intet godt at sige om, at miste et barn, men i stedet for at fokusere på tabet, har jeg kunnet se Alexander som mit livs største gave. Han lærte mig så uendelig meget på så uendelig kort tid og han gjorde mit hjerte blødt og modtageligt. Han gjorde mig til den jeg er i dag og jeg savner ham fortsat hver eneste dag, men savnet skal jeg bære resten af livet og det er i orden, for til gengæld for det, fik jeg lov til at elske ham.

Jeg er et meget heldigt menneske og det mindede Ellas faldne Amaryllis mig om, for et øjeblik siden. Den er næsten lige så smuk, som tanken der lå bag den.

Lidt af samme skuffe...

13 kommentarer

  • Svar Kirsten Sørensen 23. juli 2014 at 09:26

    Tak for dine smukke ord, som jeg læser her 7 år efter de er skrevet. Selv om det er år siden disse indlæg blev skrevet af dig, så må jeg skrive lidt nu.

    Du og din mand Kenneth skal have min lille positive garnhistorie, det handler om, at strikke sig tilbage til sig selv, tilbage til glæden og taknemmeligheden over livet – som det nu er.

    Hele sommeren 2013 tilbragte jeg på Hammel Neurocenter efter min søn faldt i leg på en spejderlejr, slog hovedet mod et træ, og fik et voldsomt hovedtraume. Jeg er selv et menneske med et meget positivt livssyn, der har og kan klare livets tilskikkelser – også de svære. Men her mistede jeg forførte gang taget i mig selv. Jeg kunne ikke læse, tænke, være ordenligt tilstede.

    Tilfældigt falder jeg over garnside, og opdager at jeg sidder og lader øjnene hvile på alle de fantastiske nuancer jeres Blachill Højlanduld har, mens jeg smiler af de opfindsomme navne. Jeg bestiller 18-20 forskellige farver. Da garnet kom, var der lagt 3 karameller ved – og de tre karameller slog hul på noget i mig. Pludselig sad jeg med alt det dejlige garn i hænderne og småtudede over, at der et sted var nogle mennesker, der havde gjorde sig den ulejlig, at med sende en lille sød hilsen med på den måde.

    Jeg er ikke nogen garvet strikker, og det var på det tidspunkt mange år siden jeg havde haft pinde i hænderne. Men garnet ville jo strikkes, og jeg besluttede at strikke 6 forskellige tørklæder til 6 skønne kvinder der står mit hjerte nær. Med farver og mønstre der siger noget om dem hver især..
    Det projekt fik mig tilbage i mig selv. Med pindene i hænderne og diagrammer der krævede min koncentration og trak mig ud af mit hjerneselvsving, gik nætterne på en god måde, indtil morgenvagten kom med kaffe. Flere fra personalet var selv strikkere, og gav en hånd med, når jeg gik helt i stå med en opskrift.

    Nu er det et år siden livet væltede, min elskede dreng er hjemme igen – og jeg er hjemme i mig selv igen. Og som du skriver, istedet for at sørge over at mit barn aldrig bliver helt som før ulykken, så glædes jeg hver dag over, at jeg fik lov at beholde ham, og at han fik lov at beholde livet..

    PS: Lige nu strikker jeg en nederdel til efteråret ;)

    Kh Kirsten

    • Svar Liselotte 28. juli 2014 at 13:02

      Kære Kirsten, det er en dejlig historie at læse, din beretning om at finde vejen hjem til sig selv. Jeg genkender det med at miste sig selv og endda det med at strikke sig tilbage, for jeg gjorde det samme for ikke så forfærdeligt mange år siden og det virker jo, for det er meditativt og giver ro til at finde vej :-)

      Det glæder mig at læse, at I også finder vej. At du fik lov til at beholde og elske :-)

  • Svar Lene 10. februar 2012 at 18:28

    Sjovt, at jeg skulle falde over denne blok af alle. Jah, jeg ledte efter HUMUS, for det sagde min lækkersultentand, ville være rart sammen med gulerodsstave og sugarsnaps :-) Netop hjemkommet fra bibliotektet med bogen “Personlighed”. Sagen er nemlig den, at jeg er led og ked af mit negative livssyn og manglende selvværd.

    Du skriver på en dejlig og humoristisk måde. En måde jeg kunne huske fra mig selv mange år tilbage. Hvor blev jeg af, spørger jeg tit. Hvad fik mig til at forsvinde? Måske ikke helt forsvundet…..for glæden ved min to børn, holder mig fast i at livet trods alt, har bragt noget vidunderligt til mig :-)

    • Svar Liselotte 11. februar 2012 at 09:56

      Forandringen starter I os selv, tror jeg, så det er en god ide at starte der, Lene :-)

      Det er ikke altid let at have de lyse briller på, men man kan blive bevidst om at prøve :-)

  • Svar Louise 10. juni 2010 at 11:47

    Kom tilfældigt forbi din blog i min søgen efter en rabarbarkage, men kunne ikke lade være med at læse denne del også, da jeg selv har mistet et barn for ganske kort tid siden.
    Jeg forsøger som dig at se lyset på den anden side, selvom jeg endnu står midt i det. så ved jeg det findes.
    Det var opløftende læsning og gav mig i endnu højere grad troen på at livet er fantastisk, når bare man vil se det.
    Det helt afgørende er dog at du ikke virke umenneskelig el. som om du gemmer det væk, men du er der, i smerten, og kommer ud på den anden side.

    Nu tror jeg for alvor på at det kan lykkedes!
    Tak!

    • Svar Liselotte 10. juni 2010 at 16:25

      Louise, det skal nok lykkes, men det tager tid. Hav tålmodighed og vid, at smerten aldrig helt forsvinder, men bliver til at bære. Tid og tålmodighed er de vigtigste ingredienser i helingsprocessen… og accepten af, at det altså tager tid. Lang tid.

      Jeg sender dig en varm tanke. Jeg ved, at det er svært lige nu.

  • Svar Liselotte 29. december 2007 at 16:32

    Tak for jeres fine kommentarer. Dem er jeg glad for.

    Jeg er et heldigt menneske, for jeg har evnen til, uden at anstrenge mig, at se det positive i det meste. Det er sjældent jeg vælter, men selvfølgelig gør jeg også det og så er det en stor hjælp, at være blevet givet et lyst livssyn, som snart efter får mig på højlant igen.

    Jeg er af en familie, som er delt på midten. Nogle er, ligesom jeg, blevet givet evnen til at se det positive i alting, mens andre ser død og ulykke allevegne. Jeg kan nemt se hvor livet er let og hvor det altid er svært.

    Jeg ville ønske, at evnen kunne købes, men jeg er sikker på, at den kan fremelskes, hvis man vil det. Jeg vil det! :-)

  • Svar Lene 29. december 2007 at 15:43

    Kan kun tilslutte mig de andres ord, og Ulla har ret, det er jo netop dit positive livssyn, der giver os andre, som læser med her, så meget.

  • Svar karen 29. december 2007 at 15:39

    Når det gjelder livet så er det vel egentlig ikke hvordan man har det som er avgjørende – men hvordan man tar det. Og du “tar det” på en fantastisk, positiv og inspirerende måte – jeg blir rørt og glad av å lese det du skriver. Hurra for at det finnes slike som deg i verden!! :-)

  • Svar Ulla V. 29. december 2007 at 15:37

    Kære Lise Lotte!
    Jeg er overbevist om, at lige præcis fordi du har denne indstilling til livet, og udstråler så meget livskraft gennem dine ord, billeder og handlinger, er vi så mange der drages af din blog…..

  • Svar Deborah 29. december 2007 at 15:36

    Amen!! Jeg husker, lige da jeg havde mistet mor, en veninde, der mindede mig om, at jeg skulle huske, at værdsætte og glæde mig over, at jeg havde haft sådan en dejlig mor. En mor der elskede mig, og altid viste det og som altid var der for mig. Det har hun nemlig ikke. Og siden har jeg tænkt det tit og ofte, at jeg var så heldig at have sådan en smuk og dejlig mor og være elsket og have elsket hende!

    At vi gerne ville have haft vores elskede længere, sådan er det, men vi har trods alt haft dem og er taknemmelige for det. Det er som du siger stort.

    En smuk gave fra Ella – men jeg forventede intet andet!

  • Svar Ella 29. december 2007 at 15:31

    Jeg holder så umådeligt meget af dit positive livssyn, Liselotte :-)

  • Svar Charlotte Illum Larsen 29. december 2007 at 15:24

    Ja Liselotte – lidt ligesom med Yin og Yan – der er en lys og en mørk side. Jeg tilbragte julen sammen med min dejligste veninde – som ser lys og lykke sammen med mig – vi kan grine af de mærkeligste ting og glæde os over selv små fremskridt… hendes mor var der også – den dimentrale modsætning skal jeg da lige love for.. hun så død og ødelæggelse over alt – og hvis der ikke lige var noget lige nu – så kunne hun da mindes gamle ting der var sket som hun så kunne harmes over. Da vi kørte hjem derfra sagde ældste – jeg skal lige hjem og skrige ned i en pude.. sådan havde vi det vist allesammen… den aften kom vores positive livssyn da godt nok på overarbejde – men vi mistede det ikke..

  • Tak for at du giver dig tid til at gøre det endnu sjovere at læse med herinde :-)