Blandingsbarn

Der er nogen træk, som er så markante og dominerende, at de følger en familie gennem generationer. Jeg har sådan nogle træk. Min mor har det fineste hul i hagen. Min morfar er ophavsmand til det, men på billeder kan jeg se, at det har fulgt os helt fra Bornholm, hvor jeg får øje på det første gang. Annemette har hul i hagen. Jeg elsker det hul i hagen, men mit er udvisket og næsten ikke til at se, medmindre man VIL og det vil jeg jo, kan du nok forstå.

Til gengæld er jeg den af os to, som har fået mors smukke smilehuller. Annemette har snerten, men som med hullet i hagen, må hun også nøjes og sådan er der en form for retfærdighed til, når det kommer til fordeling af goderne.

Min oldefar, sadelmager Niels Jørgen Nielsen, Als.

De fleste siger, at jeg ligner min far. Min mor siger, at jeg ligner min far, men jeg tror mest af alt, at hun tænker på mit sind og min måde at være i verden på. Det er ikke helt rigtigt. Der er ting, jeg helt indlysende har fået med fra hende. Det er i høj grad hendes værdisæt, jeg har arvet og selvom hun og min far ikke kunne finde ud af at leve sammen, så havde de nogle fælles værdier som hjælpsomhed, omsorg for de svageste og lysten til at være solidarisk, som jeg og Annemette har båret videre, som et par stafetløbere. Det kan jeg lide, men hun har nu alligevel ret, hende mor. Jeg ligner min far. Jeg har træk, som er så tydeligt min fars. Et bredt ansigt, smalle læber og et forholdsvist bredt kæbeparti er et af dem. Det er nedarvet gennem generationer.

Jeg kan endda se, at jeg ligner min oldefar. Der er træk, som vækker genklang, når jeg ser på det gamle foto, jeg har af ham. Han var aldrig en del af mit liv. Jeg har mødt ham, men jeg husker det ikke og alligevel kan jeg sagtens se, at vi er af samme blod. Der er tydelige fællestræk.

Et af mine yndlingsbilleder af min farfar er det, hvor han og jeg går tur i en have ikke langt fra, hvor jeg bor nu.

I nogle af mine første leveår, boede vi faktisk kun en stenkast herfra og jeg husker måske ikke meget fra de år, men jeg husker tydeligt, at jeg havde bedsteforældre, som elskede mig. Farfar var en af dem og han skal ikke fremhæves specielt for at gøre det, men fordi han bærer de træk, som så tydeligt er fulgt med ned gennem generationerne. Det brede kæbeparti, det firkantede ansigt og de smalle læber. Det kraftige hår, den mørke hud og de stærke, blå øjne, det er alt sammen noget, jeg har arvet, som direkte efterkommer.

Annemette deler nogle af trækkene, men hun er en flerfacetteret blanding med mange træk fra begge sider, som fyldige, smukke læber, lidt skæve katteøjne og hullet i hagen fra mors side og kraftigt, mørkt hår, stærke, stålblå øjne og olivenhud fra fars. Hun er så smuk, synes jeg.

Jeg er så tydeligt et produkt af min far.

Jeg kan stå på badeværelset og vaske hænder, og når jeg kigger op og møder øjnene i spejlet, bliver jeg overrasket, fordi det så tydeligt er min fars øjne, der kigger tilbage på mig. Jeg tager mig i at overraskes hver gang. Jeg ligner ham. Der er ingen tvivl.

Jeg har arvet min fars brede ansigt, smalle læber, stærke øjne og mørke hud. Jeg har arvet hans temperament. Jeg har arvet hans humor og lyst til at drille. Jeg genkender ham hele tiden i alt, hvad jeg gør, så mor har ret; jeg ligner min far.

Til gengæld er jeg så heldig, at jeg har arvet mors smukke smilehuller, hendes fine hænder og ikke mindst har jeg fået hendes ubetingede kærlighed, hendes værdisæt og hendes evne til at stå oprejst i selv den stærkeste storm. Jeg er en fin blanding, selvom jeg misunder Annemette hendes katteøjne, fyldige læber og hul i hagen.

Relaterede skriv

16 kommentarer

  • Svar
    anette
    25. juni 2011 at 22:46

    Det er så sjovt med de gener, og jeg takker for god læsning, selvom jeg ikke kender dig.
    Min far døde for snart 6 år siden, før mine børn blev født. I dag har jeg så en 15 mdr. gammel dreng, som sender mig det samme smil, med samme læber og mund som min far gjorde.
    – det er somom han er genopstået, og jeg er dybt taknemlig :-)

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      26. juni 2011 at 07:57

      Hvor er det vidunderligt med det smil, Anette :-)

      Vi får store gaver ind imellem, tænker jeg.

  • Svar
    Sole
    25. juni 2011 at 18:13

    Hmmm, jeg synes nu, det er svært nemt at se hul i hagen hos dig……. og svært charmerende også ;-)

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      26. juni 2011 at 07:57

      Tak Sole – og tak for visitten. Det var bare så dejligt at få ansigt på :-)

      • Svar
        Sole
        26. juni 2011 at 19:12

        Liselotte, i lige måde – ja, dit ansigt har jeg jo set før, men det er ikke det samme som at stå face-to-face med nogen. Og det var en rigtig dejlig oplevelse!!!!

  • Svar
    Ann
    25. juni 2011 at 18:00

    Just remember, that in the end you are YOU and years from now your grandchildren and great grandchildren will be looking at pictures of you and finding that they have inherited some of your features – – and they will love that!
    Ann from far away

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      26. juni 2011 at 07:56

      Du har ret, Ann. De vil kigge på fotos af mig og måske genkende et træk eller to :-)

  • Svar
    kirsten
    25. juni 2011 at 14:57

    Ja hvad man alt arver, det er dejligt, og så ser man det også i ens egne børn. Bor selv på øen Als, men er der det der din oldefar er fra?

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      26. juni 2011 at 07:56

      Nej, det er ikke øen Als. Det er Als lige udenfor Hadsund, der her er tale om, Kirsten :-)

  • Svar
    HenrietteB
    25. juni 2011 at 14:31

    Jeg genkender også både træk fra både min mor og far og også fra deres forældre i mig. Jeg er mest glad for værdi-sættet, som mest stammer fra min far, tror jeg. Og min mors øjne. Det er ikke en dårlig stafet, at bære videre.

    – så må man bare leve med, at stafetten også omfatter min farmors pelikan dobbelthage, min fars brede, lidt dejagtige kinder og min mormors statur, lille og solid med nogle ornligt sygt store jader i forhold til resten…

    :-)

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      25. juni 2011 at 14:40

      Der er alt det gode og alt det trælse, Henriette. Sådan er det jo at komme af sådan en grydefuld blandet og hylden hen, tror jeg og i grunden er det jo slet ikke så ringe endda, selvom visse træk stod længere nede på ønskelisten og alligevel har sneget sig med i gryden ;-)

  • Svar
    Sidse
    25. juni 2011 at 12:32

    Den der kikken tilbage og ane aner. Det er indimellem noget som betager mig. Og mennesker i det hele taget. Smukke billeder, og jo, du ligner bestemt din far. Og så det der hul i hagne, det har jeg da set. (c: Du har grund til at glædes over at dine forældre har fået 2 smukke børn. (c;

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      25. juni 2011 at 14:37

      Jeg synes, at det er interessant med den kiggen tilbage i disse år, Sidse, for de fleste af os rummer i virkeligheden det meste og ingen er andet end produkt af en både kulturel- og etnisk smeltedigel og det kan være godt at huske nu, hvor nogen igen ser ud til at ville udelukke andet, end det de genkender, som sig selv… hvad det så end er :-)

      Tak for de pæne ord :-)

  • Svar
    Mette
    25. juni 2011 at 12:05

    Sikke et dejligt billede af din farfar og dig. Det er ikke så ofte, at man ser mænd i denne generation udstråle den ømhed overfor små børn. Det er et billede fra en svunden tid. Jeg har nogle tilsvarende billeder af min elskede farmor, som nu er 99 og fuldstændig dement. Min farfar døde før jeg blev født. Tak for historien om dine aner. Det er spændende læsning.

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      25. juni 2011 at 14:35

      Jeg tror, at det blev mere legalt at være omsorgsfuld og sammen med børn, når det var børnebørn, men jeg ved det ikke. Jeg havde selv en far, som var temmelig fraværende i min barndom, hvor han helt traditionelt havde travlt med at brødføde familien via egen forretning, men han havde en anderledes tilgang til mine børn, oplevede jeg. Og tiden til det :-)

    Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)