Når man ikke er velhavende på andet end sjov, kærlighed og idéer, er man selv nødt til at agere håndværker.

Sådan har det altid været hos os. Vi har aldrig været velhavende på andet end umådeholden vellevned, kærlighed og kildevand, kildeture og krampegrin, men til gengæld har vi været begavet med gå-på-mod og mennesker, som har gidet guide og coache, når det har været nødvendigt.

Det er kun få ting, vi ikke kan selv. Resten lærer vi undervejs. Vi er i hvert fald ikke bange for at gå i gang og ind imellem har den der fuldstændigt ubegrundede tro på egne evner bragt os ud i situationer, som har været temmelig udmattende. Vi giver aldrig op. Det ligger ikke til os, så det er aldrig strandet på mismod, men måske forsinket med baggrund i omfanget. Vi er nemlig en lillebitte smule impulsive. Og idérige. Og så går vi altså til den…

Vi blev altså ærligt talt så trætte af vores upraktiske, men rustikke og smukke murede kogeø. Vi bliver gamle. Vi vil have hyldemetre og gryderist. Vi vil have låger at lukke. Vi vælter skidtet og så skal jeg da lige love for, at der er kaos… for vi er sådan vel friske i vores omgang med materiellet. Nu står gryder, potter og pander overalt i køkkenet. Det gør det let at “snyde” og købe mad ude. Andet er ikke muligt.

Se bare nedenfor. Kan du fornemme vores kaos? Vi kan. Vi lader os bare ikke mærke med det. Vi går rundt og slår hinanden jovialt på skulderen, mens vi forsikrer den anden om, at dette her bliver helt fantastisk. Engang…

Der plejer at være en dør til venstre i billedet og væg for resten af pengene. Nu er der hul og frit kig gennem hele hovedhusets længde. Det kommer til at fordre orden og sådan lidt Simple Living. Det er vel ikke just det, vi er kendt for, men selv en gammel hund kan lære nye tricks, så der er allerede lagt lidt planer, som skal reducere de visuelle indtryk, når man rejser gennem køkkenet.

Om det bliver godt? Ja, for fanden da!

Kan du se den lille stump af lilla? Den farve malede jeg engang samtlige vægge i køkkenet i. Samtlige. Og jeg sluttede af med en multifarvet, håndmalet bort over køkkenbordene. Jeg elskede det.

Jeg er lidt tosset. Måske.

Vores køkken er forsvundet. I løbet af gårsdagen forsvandt muligheden for at holde gryden i kog, bage et brød og i det hele taget være husmoderlig i de regioner. Nu er der murbrokker, råt beton, umalede vægge og en lugt af murerstøv og snedkerlim. Og rod. Og snavs. Og hvad så?

Så ingenting…

Ingen herhjemme gider hidse sig op. Det skulle da lige være Oline, som tager det meget fortrydeligt op, når vi engang imellem laver om på hendes liv, men vi andre véd jo, at det ender godt. Vi skal bare have tålmodighed og så selvfølgelig stamina. Der er lang vej endnu. Laaaang vej.

Eller måske er der ikke så lang vej, men det kan jo godt se sådan ud, når man tager et kig ud over en nedtaget kogeø. Ingenting er nemt. Heller ikke det, vi troede lige handlede om at hive de gamle vægge ned og i stedet sætte skabe op. Selvfølgelig ikke. Vi bor i et hus, som er hundrede år ældre end os. Vi er skæve, så hvor skævt er sådan et gammelt bondehus så ikke? Meget skævt, kan jeg betro dig. Faktisk er der nok ikke noget, som er lige ud ad landevejen her i huset.

Mange timer gik i går med at fifle med skæve vinkler og kreative løsninger. Mand, hvor kan man blive træt, men det går jo. Om treogtyve år griner vi af det. Ikke?

Her er så lige en lørdagsbid af mig, så du kan se, hvor smuk farven er på den nye Tøffelcape er i dagslys. Enig?

Om et øjeblik kommer min dejlige kusine og så begiver vi os ud i verden. Vi vil kortvarigt gøre den mere usikker, end den er i forvejen. Der skal handles ind og grines lidt undervejs. Når det er gjort, skynder vi os hjem og snupper en kop te og de gode pladser i sofaen. He!