INSTAGRAM

REJSER

OM MIG

    9

    Langt over hundrede år og træt

    Oskar er blevet gammel. I hunde-år er han langt over hundrede og det kan vi godt mærke. Fysikken forandres. Han er ramt af grå stær og er næsten blind. Han hører ikke længere noget som helst og han sover gerne en hel dag uden at gøre andet end spise lidt mad hen under aften.

    LIDT mad. Han er blevet tynd. Meget tynd, men er i trivsel. Han løber stadig glad rundt i haven, tigger ved bordet og elsker hunde-snacks, som han indtager i rasende fart.

    Han er bare blevet en olding og oldinge bestemmer selv og må gerne være lidt sære. Oskar er ingen undtagelse. Han gør, hvad der passer ham og ind imellem tænker vi, at han er dement. I sagens natur kan vi ikke andet end tolke på adfærd, når vi snakker om hans almene velbefindende.

    Vi observerer og er enige om, at han stadig trives. Han er glad og tilfreds. Bare gammel.

    Langt over hundrede år og træt

    Oskar imponerer med sin livsglæde og -appetit

    Fra tid til anden er han forbi dyrlægen. Han imponeres hver gang over, at Oskar stadig fungerer så godt, som han gør – alder og skavanker taget i betragtning. Han har stadig appetit både bogstaveligt og i overført betydning og det er dejligt, at det er sådan.

    Derfor var det også så trist at opleve, at Oskar i går efter arbejde faktisk ikke orkede at gå ned i Ådalen.

    Langt over hundrede år og træt

    Han orkede bare ikke mere

    Så sent som for nogle måneder siden gik han os andre trætte, når vi gik tur oppe omkring sommerhuset. Han kunne slet ikke få nok af at gå ture og han nød de ekstra lange aftenture. I går nåede vi ikke engang ned i Ådalen, før han stoppede op og bedende kiggede op på mig.

    Der var ikke noget at tage fejl af. Han orkede ikke mere og ville bare gerne hjem, så sådan blev det. I langsomt tempo og med mange pauser gik vi retur til Tjørnevang. Vi havde end ikke gået en kilometer, da vi nåede hjem.

    Besværligt og utrygt

    Der var ikke mere energi at tage af. Det er besværligt og utrygt at gå tur, når man hverken kan se eller høre. Næsen fungerer fint endnu, men det er ikke tilstrækkeligt, når vi bevæger os udenfor egen matrikel og efterhånden er balancen også røget en tur, så det er desværre nok ved at være sådan, at vi ikke længere kommer ud på de lange gåture sammen, men så har vi heldigvis stadig haven at boltre os i.

    Haven kender Oskar ud og ind. Han færdes stadig hjemmevant derude, så når han er der, er det næsten ikke til at se, at her er en godt og vel hundredårig på spil mellem træer og buske. Er det i haven, han er gladest, bliver vi der. Så finder jeg et andet sted at parkere min sorg over at vide, at han ikke er her så meget længere, den gamle, søde, blide og trætte Oskar.

    Oplevelsen i går gjorde mig meget mere ked af det, end jeg havde forudset. Mig, der ikke ville have hund. Nogensinde. Og aldrig igen … tror jeg nok …

     

    - tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

    Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.