Uden forskrækkelser

Orla Kiely

Søndag er stille og uden store forskrækkelser og det passer mig rigtig godt. Jeg tåler ingen. Jeg vil helst, at der sker lige nøjagtig ingenting, for det er sådan jeg trives bedst i disse dage. Om lidt får jeg udlængsel igen, men lige nu sker der så rigeligt, så jeg tager til takke med hverdag efter hverdag og et par rolige lørdage og søndage til at knække dem med.

Jeg drømmer om strikketid. Jeg drømmer om timer, hvor det eneste, jeg skal gøre, er at strikke. Jeg drømmer om, at jeg får tid og overskud til at forfølge mine hækle-idéer. Jeg glæder mig rigtig meget til, at vi skal til en tur til Fanø med mulighed for at fordybe mig i strikkepinde og måske endda en bog. Jeg glæder mig til strand, blæst og godt selskab.

Det skal blive så godt, men allermest glæder jeg mig lige nu til, at Anne og hendes skønne piger kommer om et øjeblik. Det bliver den dejligste søndag. Kan I ikke mærke det? ♥

Lidt om alt og ingenting

Regnvejr

Vores fredage er blevet lange. Så lange, at vi først er hjemme ved 19-tiden og så er energien på det nærmeste ikke-eksisterende. Sådan var det også i går, hvor Oline heldigvis lavede mad til os. Spaghetti Carbonara er en af mine italienske yndlinge, men jeg har faktisk aldrig lavet den selv. I går lavede Oline en mesterlig én af slagsen. Det smagte, så jeg spiste mig en mavepine til. Bagefter sad jeg og halv-sov i sofaen, til vi endelig tørnede ind. Meget strik blev det ikke til.

Mandag starter Oline på universitetet. Mandag fylder Oline 20 år. Mandag ser vi ikke Oline, fordi hun er optaget af alverdens sjove arrangementer, så både hun og vi glæder os til, at vi får lidt gæster i morgen og indtil da har der været små forberedelser at gøre. Gaver at købe. Et af ønskerne er en symaskine, så den tog vi ud for at bestille i dag, hun og jeg. Vi fandt en god begynder-maskine med masser af kræfter og en sindsyg god fart, så den kan sy gennem det meste og med en hastighed, som passer de to fartglade i vores familie.

I Metro provianterede vi til aftensmad med mere. Oline elsker falafler og eftersom tiden løb fra os, blev det til en hurtig pose af de frosne, som skal smides i gode wraps med masser af salat og god dressing. Det er nemt. Det kan jeg lide på en halvt brugt lørdag.

Oline fik mig til sidst lokket i Shoppen. Hun skulle lige kigge. Så kiggede jeg også. Det resulterede i indkøb så store og uhandy, at jeg måtte ringe efter Kenneth, fordi de kurve-tårne, jeg havde købt (2 af, fordi et ikke var nok), ikke – om så universet slog en kolbøtte – kunne passes ind i Raketten. Der måtte større bil til og heldigvis fangede jeg ham, som han alligevel var på vej i Bauhaus, som ligger omtrent samme sted.

Kenneth hentede mine omfangsrige indkøb. Vi stod i det vildeste regnvejr og pressede kurve ind bag i bilen, mens regnen begyndte at løbe ind bag kraven og ned ad ryggen på os alle. Så løb Oline og jeg over til min bil, kørte hastigt hjemad og endte med at sidde i kø på toppen af Hobrovej i ulidelig lang tid. Nu er vi hjemme og endelig indenfor. Der er pakket ud. Der er styr på det meste.

Det er vel snart ved at være tid til, at jeg kan sætte mig med lidt strik, kaffe og fødderne i vejret og snakke lidt om alt og ingenting. Jeg trænger :-)

Sensommer-terrasse-fest

Sensommer

Morgenen bragte information om, at vi kun mangler 24 timers sol, for at slå alle rekorder for en solrig august. Det er der vist ingen grund til at klage over, men der må være noget, der er gået min næse forbi, for jeg tænker ikke “…sikke en fed og solrig august vi har haft”. Det er mere noget i retning af “…gid den sol ville vende tilbage, så jeg kunne komme ud og nyde terrassen, strikke og drikke kaffe, grille og drikke iskold rosé”, men måske har jeg været uopmærksom?

Jeg havde drømt om en sensommer-terrasse-fest med medarbejdere og deres hjertenskære, men vi har udsat det konstant, fordi vejret bare ikke har indbudt til den aften, vi alle drømte om. Heldigvis er vi en samling tålmodige og fleksible mennesker, så vi er klar til at improvisere, hvis muligheden skulle melde sig og ellers må den erstattes af en ekstra god julefrokost på et senere tidspunkt. Jeg er sikker på, at det sidste nok skal lykkes.

Apropos sensommer og det gode vejr, så lader det til at gæste os de næste par dage og det skal blive skønt. Måske kan vi åbne dørene og lade den friske luft slippe indenfor her hos Garnudsalg, hvor min morgen forlængst er startet og vi kan med sikkerhed nyde solen, når Lisette og jeg senere skal i gang med at montere navn og får på ruderne, så vi endelig får en facade, vi kan være bekendt.

Jeg er klar. Jeg skal bare lige have en kop kaffe …

Til jer, der er udfordret af den nye baggrund, så har jeg tjekket den på min iPhone, min iPad, min Mac og min almindelig PC’er og den virker uden problemer, så jeg fristes til at mistænke, at det er lokale problemer hos de af jer, som har problemer med at læse. Det er ikke sikkert, at jeg har ret, men jeg tror, at I skal tømme cachen og indlæse siden helt forfra. Så tror jeg altså, at det virker. Jeg håber det :-)

Klassikere til Mormor-Kassen

Veste til Mormor-Kassen

Fordi ingen baby nogensinde er blevet født indenfor min nærhed uden at modtage en lille, hjemmestrikket vest, skal Mormor-kassen* naturligvis også indeholde et par stykker, så de gammelkendte og gennem-testede klassikere har fået endnu en omgang i baby-ringen.

Vestene vejer omkring 18 gram hver og er strikket i Blackhill Højlandsuld, så det er små reste-projekter, som kan strikkes af noget, der ligner ingenting. Begge modeller er gode til babyen, men jeg har selv været mest glad for modellen fra Askeladen (den gule). Modellen er så gammel, at den er strikket til Alexander første gang, da jeg ventede ham for 25 år siden. Den blå er Else Schellerups Baby i rib og også den er skøn og utrolig hyggelig at strikke, selvom rib ikke er min yndlingsbeskæftigelse. Jeg finder det meget hurtigt mere end almindelig kedeligt, men her er det i en størrelsesorden, jeg kan holde ud.

*Vestene er en del af projekt “Mormor-kassen”, som er kick-startet på dette års sommerferie med Anne og døtre og indledt ved, at alle vores fælles og dejlige piger valgte et stykke strik hver, de gerne ville have, når de engang blev mødre.

At gøre det forbi

Kayerødsgade I dag starter på Indkildevej, men siden skal jeg flytte mig til midtbyen. Jeg skal gå den gammelkendte vej hen ad Kayerødsgade for at passere tværs over Frederikstorv.

Et lille stykke oppe ad Niels Ebbesens Gade skal jeg tage trappen til første, træde indenfor og genkende lugten, der er helt speciel for lige præcis den adresse. Jeg skal gense de vægge, jeg plejede at bruge mange timer bag og jeg skal endelig se mine tidligere kolleger igen.

Jeg skal ind forbi for at gøre det forbi. Jeg skal ind og rydde op, smide ud og lægge væk. Jeg skal arkivere, deaktivere og gøre en ende på noget, som allerede har været slut i snart et par måneder.

Det har været slut, men aldrig afsluttet, fordi enden kom, før nogen anede det og siden kom en sommerferie og hverdagens travlhed og gjorde, at det endte med at blive i dag, jeg skal sige det sidste, officielle farvel.

Jeg glæder mig. Ikke til at sige farvel, men til at sige goddag til mine skønne eks-kolleger. Jeg er jo vild med dem :-)

Egnsplanvej i sin vorden

tirsdag 001

I dag er der det skønneste vejr. Vi har været indenfor og kunne kun kigge ud på det. Når en af os var udenfor i en eller anden anledning, kunne du se os snuse længselsfuldt med næsen vendt mod vinden, for der dufter af sensommer, solskin og muldjord derude i dag. Det sidste er vist mest fordi de graver lige overfor. De er i gang med at etablere Gug Boldklubs nye kunststofbane.

Gug Boldklub er ramt af vores nye Egnsplanvej. Byggeriet er en udløber af vores planlagte Aalborg Universitetshospital. Et nyt hospital er spændende, absolut på tide og så er vi selvfølgelig spændte på, hvordan det hele ender med at blive. Anlægsarbejderne er begyndt dette forår og de fortsætter frem til november 2016, hvor det hele skal stå klar.

Så store og omfattende byggerier kræver sine ofre og selvfølgelig er der også blevet eksproprieret. Egnsplanvej er trods alt en større vejforbindelse og skal forbinde Nordjyske Motorvej med Hadsund Landevej.

En dag så vi dem fjerne et hus. Et helt hus! En dag tog det, at fjerne rammerne for levede liv. Det lå lige til højre for billedet ovenfor. Nu findes det ikke mere. I stedet kommer der en afkørsel der. Den fører til gengæld direkte ind på Garnudsalgs parkeringsplads og det kan vi vist ikke tillade os at klage over.

Vejen skal i første omgang servicere opførelse og senere driften af sygehuset, så jeg forestiller mig, at den står klar, før Aalborg Universitetshospital gør, men vi får se. Vi følger i hvert fald udviklingen på tætteste hold. Vi kan jo egentlig heller ikke andet :-)

Egnsplanvej er for øvrigt en pendant til Byplanvej, som ligger en kilometers penge længere inde i Gug.

Mandag indbyder til trodsig dans

tirsdag 007

Mandag er bare mandag, når mandag er mest drilsk. Sådan en mandag, hvor alting fra morgenstunden skal drille. Sådan en mandag, hvor den maskiner, der skulle arbejde for os hele dagen, bryder sammen inden ti. Sådan en mandag, hvor jeg skal til tandlægen og efterfølgende har  lidt ondt og er lidt øm og derfor ikke mange sure sild værd. Mandagen hvor computere går ned, skriveredskaber nægter at skrive og madpakken er ikke-eksisterende.

Sådan en mandag skynder vi os at sætte musik på og danser lidt, når Lisette og Steen har fået fri,  for det hjælper altså. Jeg sværger :-)

Vagthunde vogter

Vagthund

Vagthunde vogter. Min Hund vogter også, men det er over muligheden for at snige sig op under den endnu varme dyne, når vi forlader den. I dag var han heldig, at jeg bar over og lod sengetæppe være sengetæppe. Nu ligger han og hygger sig under min dyne, mens jeg vasker de sidste maskiner, inden jeg skal ned i butikken og gøre nytte.

Luksus er, at det er mig, der bestemmer, hvornår jeg er klar. Det er en gave at have pladsen og tiden til at vælge at vaske i stedet for at møde på arbejde. Det er faktisk slet ikke til at forstå og også i går, brugte jeg lidt tid på at minde mig selv om, at den time, jeg allerede havde afsat i den tidlige aften til afregning og planlægning af den kommende uge, kunne skrottes og i stedet bruges på hygge med familien, grin og måske lidt strik.

I dag er jeg stået sent op. I dag har jeg en tandlæge-tid, som ligger på en mandag og ikke på den onsdag, der var min ugentlige fridag og derfor altid blev brugt til den slags.

I dag har jeg hentet Dahlia indenfor, så alle vaser er fyldte med farvestrålende blomster. I dag har jeg støvsuget gulvet i køkkenet, tømt opvaskemaskinen og fyldt den igen. I hvert fald halvt.

I dag har jeg fundet strikketøjet frem, pakket tasken med ideer og kamera. Jeg skal tage billeder og pakke en masse skønne pakker og sende dem ud i hele verden. Jeg skal ned til mine skønne kolleger.

Jeg skal hyggesnakke med Lisette om vores forestående tur til Fanø. Jeg skal til Fanø i anledning af Strikkefestival for første gang nogensinde og det er måske en overdrivelse at postulere, at det er den, jeg skal ned til. Jeg skal være på øen samtidig med, at denne festival løber af stabelen, men jeg er ikke meldt til noget som helst. Jeg skal bo i sommerhus med en flok skønne kvinder, jeg ikke kender, men den slags er der råd for, så jeg glæder mig bare til at lære dem at kende og selvfølgelig står opholdet i håndarbejdets tegn. Der skal strikkes og hygges, spises god mad, drikkes vin og forhåbentlig grines en del. Jeg glæder mig helt vildt og det er jo lige om et øjeblik, så mon ikke jeg bare skulle se af at komme afsted ned og røre i forventningens gryde? Jeg tror det :-)

Loading...
X