Noget af det bedste ved tiden lige nu er, at der er så meget inspiration at hente på de blogs, hvor ejeren vender hjem fra årets sommerferie og glad og gavmild deler ud af erfaringer og oplevelser. Jeg har allerede noteret mig mere end ét sted, jeg kunne tænke mig at besøge. Jeg er blevet inspireret til at se i helt nye retninger i Europa og jeg er brændt varm på mere end én by.

Pyrenæerne, Kroatien, Letland og Riga kunne være glimrende eksempler ligesom Schweiz, Spanien, Barcelona, Ærø og det sydfynske øhav sammen med Bornholm trækker på feriedrømmekontoen. Jeg kunne nævne mange flere steder, men inspireret er jeg blevet ved at læse om alle de mange, gode oplevelser, der deles ud af lige nu og det er jo derfor, at andres ferier aldrig bliver irrelevante eller ligegyldige for mig. Jeg elsker at læse om dem, hvis de vel at mærke er skrevet, så de ikke alene er en opremsning af antal is, øl og burgere, men også byder på inspirerende beskrivelser af enten mad eller lokaliteter.

Det er delvist derfor, jeg også altid skriver om vores ferier. Jeg gør det naturligvis for min skyld. Jeg bruger ofte at kigge i arkiverne, når jeg skal finde en madoplevelse, et sted, en region eller andet, som stadig har interesse, men jeg gør det også, fordi jeg oplever, at der er andre end mig, som finder inspiration i andres glade og begejstrede eller måske skuffede bekrivelser af steder eller oplevelser.

I år valgte vi en ny ferieform, som skulle vise sig at udfordre os mere end vi havde forudset. Vi fik en ferie, vi stadig er i gang med at fordøje. Kun Oline har skråsikkert udtalt, at hun ALDRIG NOGENSINDE igen vil på tur i autocamper. Vi andre har haft en anden oplevelse af ferieformen, men der er bestemt plads til forbedringer, hvis vi skal gentage konceptet, er vi enige om.

Vi er nok ikke campister i hjertet. Vi er formentlig langt mere private, end man de fleste steder kan få lov til at være, hvis man skal campere. Jeg gider simpelthen ikke dele mit liv med fremmede og jeg gider ikke tvangsdeltage i deres mest intime gøremål og diskussioner. Jeg orker ikke, at jeg ikke kan få et bad, som ikke involverer så meget em, at man ikke kan trække tekstiler på kroppen uden at få en gratis peeling samtidig og jeg synes, at forceret og arrangeret underholdning med klovne, dj’s og speedede, overmodne mænd i alt for stramme t-shirts er næsten lige så irriterende, som at tabe et glas på mit klinkegulv hjemme i køkkenet.

Når alt det er sagt, så oplevede vi jo faktisk, at det kan lade sig gøre at finde pladser, som er små, intime, stille og med plads til at være uden nødvendigvis at skulle have andet underholdning end den fugle i trætoppe tilbyder, så jeg gætter på, at vores lidt lunkne oplevelse af campinglivet delvist skyldes, at vi var for dårligt forberedte hjemmefra. Vi havde til gengæld slet ikke fantasi til at forestille os, hvor frygteligt den slags kan være, for så kedelige mennesker som os ;-)

Vi kørte næsten femtusinde (5000) kilometer. Vi kørte på kryds og tværs af både Tyskland og Frankrig og vi fik set så mange og så fantastiske steder, at vi har feriedestinationer nok til de næste mange år. Der er virkelig basis for udforskning af hidtil arrogant og ignorant oversete lokaliteter i begge lande og det er så ubetinget det mest fantastiske ved denne ferie; at vi fik set så mange regioner, som vi formentlig aldrig nogensinde ville have tænkt med i en ferieplanlægning, fordi vi ikke havde fantasi til at forestille os, hvilke kvaliteter de tilbyder.

Nu har vi set det med egne øjne og er ovenud begejstrede og drømmer om gensyn med Vers, området omkring Parc Des Causses Quercy, Bordeaux, Sommes og så alle de andre steder, som også viste os, at der er så meget andet end Provence at opleve i Frankrig. Vi vil gerne udforske og vi kan lide, at der er mulighed for at flytte sig, så vi snakker meget om, at vores drømme går i retning af en biltur med overnatninger undervejs, hvor noget byder sig til. Der var masser af B&B’s overalt, hvor vi kom frem, så det vil slet ikke være urealistisk, men det bliver først, når vi skal rejse uden Oline. Hun har nemlig brug for en fast base med den følelse af privatliv, der følger med den slags. Hun har brug for at vide, hvor hun bor. Sådan må det så være. Det er med at nyde den tid, hvor hun gider rejse med os og den sidste gang nærmer sig med hastige skridt, kan jeg mærke.

Vi kører aldrig mere i en autocamper med alkove. Vi kører heller ikke i en Fiat igen. Vi orker ikke. Vi kørte i mange år i en Fiat Ducato og den larm, den kan præstere i kabinen er uforandret. Man kan hurtigt udvikle en tinnitus og Oline havde ensomme dage, hvor hun sad omme bagi uden nogen jordisk chance what-so-ever for at følge med i vores samtaler oppe foran og det selvom, at vi indbyrdes var nødt til at halvråbe, for at nå hinanden.

Vi vidste godt hjemmefra, at det ikke ville blive verdens nemmeste job at parkere bilen, men vi er ikke bange for at prøve, så det var ikke noget, vi frygtede. Vi fik oplevet, at det meste kan lade sig gøre, men ikke uden stort besvær, kompromiser og irriterende langt til alting. Det er ikke frihed. Det er besvær.

Friheden ligger vel mest i, at man kan finde smukke grøftekanter og fantastiske udsigtspunkter, hvor man kan være heldig og få wohnmobile manøvreret på plads, så det kan nydes. I princippet kan man jo snildt klare sig i dage i træk uden overhovedet at komme i nærheden af civilisationen i form af campingpladser, strøm og toiletter. Det hele er i bilen, men hvem tør i dag slå lejr i grøftekanter, skovtykninger eller på strandbredden? Ikke os i hvert fald. Vi havde brug for trygheden, der ligger i at vide, at man er på en plads, hvor der ikke færdes uvedkommende.

Vi vil foretrække noget, der ligner en VW næste gang. En lille, handy bobil. Sådan én, som kan komme allevegne. Sådan én, som snildt kan manøvreres rundt i selv små og smalle, franske gader og rundt om torve, ned ad grusveje og hvor vi ellers får sneget os hen, fordi vi er frygteligt nysgerrige. Sådan én, som ikke larmer, men kører som en drøm og gider samarbejde.

Der er masser af mennesker, som knuselsker autocamperferien. De har god grund til at elske den. Den rummer friheden i en form, man ellers ikke finder i mange andre ferieformer og den gode oplevelse er, efter min overbevisning, kun et spørgsmål om at være velforberedt, kritisk og selvbevidst, når man planlægger ophold og desuden huske at vælge den bil, som passer til de drømme, man har for ferieoplevelserne. Så er man allerede godt på vej og om vi gentager ferieformen? Jo, det tror jeg, at vi ender op med at gøre en skønne dag, men ikke i morgen eller næste år. Om nogle år. Jeg er faktisk temmelig sikker.