- at sneen var smeltet her hos mig, så tager du fejl. Meget.
På terrassen går man fortsat på mere end en halv meters sne. Akkedog, men solen varmer i dag. Bliv endelig ved med det.
Del på FacebookHvis du troede…
Skrevet mandag 15. marts 2010 klokken 10:56 af Liselotte og gemt i · Øjebliksbilleder
Hmm…
Skrevet mandag 15. marts 2010 klokken 08:28 af Liselotte og gemt i · Øjebliksbilleder
Forårsdrømme. Hanami. Tid til øjeblikke med fokus på én ting. Snart springer det hele ud. Det skal være velkomment, men stadig er her hvidt så langt øjet rækker eller vel nærmere gråt, for sneen er ved at se lidt træt ud. Jeg er dog ikke nået til det punkt endnu, hvor jeg går ud med skovlen og bruger det meste af dagen på at findele vejkantens snebunker, fordele dem sirligt midt på vejen, hvor solen skinner og tålmodigt vente på, at den skal smelte dem lidt hurtigere, end naturen har bestemt, mens jeg selv står lænet op af skovlen og ser til.
Tænk at have tiden til det og endda synes, at tiden er godt brugt. Det er vel en luksus. Eller ødselt.
Og solen skinner i dag.
Del på FacebookSøndagskig
Skrevet søndag 14. marts 2010 klokken 20:00 af Liselotte og gemt i · Øjebliksbilleder
Søndag har været tur ud i det blå, skoldhed chai, hvide tulipaner, grantræ, blød og varm sofa, Vera Drakes hemmelighed og lyden af resten af min familie, som hygger med hver deres og lidt gåen til og fra. Jeg elsker sådan nogle søndag – og den er jo slet ikke slut endnu.
Hov, fik jeg sagt, at jeg holder fri i morgen? Det tror jeg ikke. Ah…
Del på FacebookMere SøndagsZen
Skrevet søndag 14. marts 2010 klokken 14:43 af Liselotte og gemt i · Natur, Udflugter
Søndag er nogen gange også impulsive køreture ud i det blå. For øjeblikket er det ikke en udelt fornøjelse, fordi køreglæden er sparsom qua midlertidigt køreaggregat, men det skulle nu ikke forhindre en lille, kort tur ud i det blå, så vi fattede tålmodigheden, grinet og viljen og drog ud i verden. Vi kørte næsten stik vest.
Så endte vi ude ved stubmarker, læhegn og ind imellem fjordkig.
Det var dejligt at komme ud i verden og vi glædede os til destinationen; det lille Klitgaard Fiskerleje, hvor vi ville sætte os fem minutter med næsen i solen.
Sådan gik det så ikke, for der var bare overhovedet ikke rart, men udelukkende koldt og blæsende og efter ganske få minutter ude i vejret, var vi enige om, at der var meget rarere indenfor i bilen end der var udenfor. Hvis man har set bilen, siger det temmelig meget om vejret, men smukt var der…
Limfjorden ligger smukt og kunne sagtens friste på en solrig forårsdag, men som sagt blev det enstemmig vedtaget, at vi sagtens kunne se os selv fortsætte søndagsturen i bilen og sådan blev det. En smuk tur, som bød på endnu flere stubmarker, inden vi igen ramte bygrænsen og udsigten til fjorden måtte vige for parceller med blinkende tegl og herregårdssten.
Jeg er i gang med at brygge chai nu. Varmen mangler vi stadig at genvinde, men mon ikke te, sofa og en god film kan rette op på den ubalance. Det skal i hvert fald forsøges.
Del på FacebookSøndagsZen
Skrevet søndag 14. marts 2010 klokken 11:01 af Liselotte og gemt i · Strik & Hækling, Øjebliksbilleder
Søndag er helt, som søndag gerne må være. Stille med kaffe i koppen, radio til underholdning og lyden af vaskemaskinen i øret. Der er tændt stearinlys og jeg sidder ved spisebordet, mens solen finder vej gennem haven. Udsigten er stadig sne, sne og atter sne, men det drypper derude. Snart…
Jeg drikker kaffe af min hane. Bare fordi jeg kan og fordi jeg elsker fornemmelsen af en stor skål god kaffe. Det minder mig om sommermorgener i Provence. Dejligt er det og med sol og blå himmel, kan man næsten drømme sig ned i varmen. Jeg længes, gør jeg.
Oskar har også fået forårsfornemmelser og insisterer ubønhørligt på at løbe ind og ud af havedøren. Han forstår simpelthen ikke, at jeg finder det trættende ud over det rimelige, at skulle servicere hans trang til svingdør, men træt af det er jeg. Han fik læst og påskrevet sidste gang, så nu er han fornærmet trukket ind til Oline og har begravet legemet under den lune dyne. Fred være med det og fred til mig.
Jeg har brugt den sidste 1½ time på at trevle op. Den slags er ikke morsomt, inspirerende eller i det hele taget noget, jeg vil anbefale. Tværtimod. Det kan tage det gode humør ud af enhver krop, tænker jeg, men jeg er sådan indrettet, at 15 centimeter strik, som bare ikke fungerer rigtigt, må og skal trevles op og så bliver det sådan. Solen sørger for, at humøret er intakt.
Nu er jeg klar til at give den endnu en skalle. Grantræet vil være fantastisk forårsfryd sammen med jeans og hvide skjorter, så jeg tager mig lige en pind eller to mere, mens jeg stadig helligholder min SøndagsZen. Ah…
Del på FacebookGarter Yoke Cardigan
Skrevet lørdag 13. marts 2010 klokken 18:42 af Liselotte og gemt i · Strik & Hækling
Ti pinde. Ti sølle pinde, så var jeg klar. Tænk at den slags kan tage flere uger. Det kunne det altså her på matriklen, hvor Garter Yoke Cardigan har været længe undervejs, uden jeg kan forklare hvorfor. Mønstret er lige ud ad landevejen, men måske til den kedelige side, så det kan forklare lidt, men ikke det hele, for det har været fortrinlig tv-strik.
De sidste pinde blev strikket stående ved spisebordet. Ikke fordi det var nødvendigt, men fordi det var smart. Rundt og rundt på et ærme kræver, at man vender HELE strikketøjet hele tiden og det er meget nemmere at gøre, når man står op og lader bordet bære vægten af strikken. Det er bare et frisk vrid i et kry håndled og man er klar igen på et splitsekund.
Efterfølgende var der en smule ender at hæfte, men ikke noget, som ikke var overkommeligt. Trøjen er strikket oppefra og ned og samlet i ét stykke, så det var ikke mange tråde, der skulle tæmmes. Til gengæld var der TI knaphuller og dermed TI knapper, der skulle syes i trøjefronten, inden den endelig kunne få en blid vaskemaskinebølge med en sjat shampoo ihældt, inden den blev lagt til tørre.
I morgen er den klar. Det er jeg også, for den er simpelthen rigtig god både hvad angår model og farve.
Fakta:
Design: Garter Yoke Cardigan.
Garn: Cascade.
Farve: Ireland.
Pinde: 4½ – naturligvis mine elskede KnitPicks.
Ny teknik: Ingen.
Bemærkninger: Et herligt stykke strik, som kunne gentages. Pasformen er lige i skabet. Det klæder de fleste med lidt talje og man bliver jo helt glad, når man opdager, at man har én :-)
Del på FacebookEffekt blød
Skrevet lørdag 13. marts 2010 klokken 18:00 af Liselotte og gemt i · Livskvalitet, Lykke
Blød, varm og grundglad. Sådan er jeg lige nu. Blød og varm, glad ned i maven og fuld af grin, snak og inspiration. Sådan er det at være sammen med Anne. For mig altså. For andre er det måske noget andet, men for mig er det ren og uforfalsket hygge og lov til at være mig uden filter. Det er dejligt.
Vi når så meget, når vi er sammen. Jeg ved ikke hvordan, men vi er begge effektive mennesker, så måske er det derfor. I dag nåede vi omkring seks strikketøj, god kaffe, verdensvending og så lige en smuttur indenom centrum, fordi vi lige måtte ind i Designværkstedet efter knapper til mig, hen forbi Kalejdoskop, fordi den ligger lige for og overfor ligger jo Penny Lane, som bød sig til med lækkerier, som kunne hjemtages til den sene frokost. Efter en times tid, var vi hjemme igen. Effektiv tidsabsorbering må man sige.
Vi havde grantræerne på bordet. To styk forskellige og alligevel så ens stykker fantasi. De bliver fantastiske begge to og i farten lærte Anne mig ny strikketeknik. Jeg ELSKER at blive klogere og jeg ELSKER at lære nye strikketeknikker at kende. Jeg kan de teknikker, min farmor lærte mig som ni-årig, da jeg sad ved hendes køkkenbord og strikkede og så har jeg gennem årene selv suppleret med de nye teknikker, som har vist sig nødvendige for at strikke ønskestrikken. Det er det.
I dag lærte jeg en ny teknik, som jeg kommer til at bruge rigtigt meget. Jeg si’r tak :-)
Den opmærksomme læser vil bemærke den lille åbenbaring oppe i venstre hjørne på billedet ovenfor. Er der nogen, som ved af at gøre mig glad, så er det Anne, som med sikker hånd strør om sig med verdens bedste gaver. Hun er så god til det med gaver. Tænk engang, der var et af Wiinblads smukkeste fade til mig…
En klassiker. På bagsiden står: “Familien Danmark – tegnet for IMERCO i anledning af 50 Aars Jubilæet af Bjørn Wiinblad – Nymølle, 1978″. Jeg bliver altid så glad af hans finurlige streg. Sådan har det altid været. Nogen hader ham, men han gør mig glad.
Jeg siger bare, at jeg véd godt, at du ville ønske, at det var dit, men det er altså mit nu. Og jeg ELSKER det. Og Anne.
Del på FacebookHep og så i gang!
Skrevet lørdag 13. marts 2010 klokken 08:55 af Liselotte og gemt i · Øjebliksbilleder
Jeg har lige fået en sms. Engesvang er forladt i fin stil og med den turbo, der er monteret på Annes bil, skal jeg vist snart have sat kaffen over. Ind imellem kan der måske lige findes energi til de sidste 10 pinde. TI PINDE! Ti pinde er alt, der mangler. Det har de så gjort længe. Hvorfor? Det ved jeg ikke, men nu skal det være. Om et øjeblik…
Rigtig god lørdag til dig :-)
Del på Facebook
