Sådan at lande hjemme på pinden med bilen fuld af ungdom og varm kaffe indenfor er slet ikke så ringe endda. Faktisk forekommer det mig at være noget af det bedste, der kan ske, så jeg var svært tilfreds for et øjeblik siden, da jeg slog døren op til weekenden. Jeg skal nok arbejde i morgen, men indtil da er det weekend for fuld udblæsning.

Fredag er efter min mening ugens bedste dag. Det er her, jeg kan mærke skuldrene falde ned, roen falde på og hyggen snige sig ind i alle kringelkroge. Det er fredag, jeg er ligeglad med kaos og nullermænd. Det er også fredag, jeg udvikler overbærenhed overfor tabte jakker, umage sokker og hundehår i sofaen. Det er fredag, jeg finder mig i næsten alting. Med måde…

Det er fredag, der levner tid og plads til strik ved langbordet uden smålig hensyntagen til opvaskemaskinens signal til tømning, vaskemaskinens krav om en påfyldning og i stedet indbyder til dans på køkkengulvet, kildetur i sofaen og alvorssnak med unge mennesker, som har rigeligt at tumle med. Heldigvis er fredag også et ocean af tid, så vi tager os den, der er nødvendig. Og krammer og griner.

Fredag er bare yndlingen efterfulgt af lørdag og søndag og enhver dag, som levner plads til at være. Heldigvis er det dem, der er flest af, men fredag er og bliver særlig i min bog. Ah, det er fredag :-)

- at fredag er en fantastisk god dag!

Jeg er hjemme. Jeg er landet og jeg er i gang med en kop kaffe, som smager dejligere, end jeg husker den. Jeg må have trængt. Jeg har været gennem parkeringshelvedet på jorden og jeg overlevede. Med nød og næppe. Jeg si’r det bare! Jeg er gået fra Herodes til Pilatus, fordi det er konsekvensen af at skulle parkere der, hvor jeg skulle være i dag. Bagefter ventede jeg. Tålmodigt. Og længe.

Nu er kaffen velfortjent. Og udsigten.

Der er mennesker, som taler om sne. I eftermiddag. Måske først i aften. Snefald. Der er himmel til at insinuere…

Jeg holder meget af sne, men denne weekend skal jeg arbejde og ikke lige der, hvor der bliver ryddet mest sne. Jeg gider gerne, at de holder drysset på en minimum. Bare sådan tilstrækkeligt til, at vi allesammen kan nyde godt af den dejlige stemning og det skønne lys, der kommer ud af sådan et hvidt tæppe.

Jeg sidder lige her og holder øje. Måske det når at drysse, mens der stadig er lys til, at vi kan nyde det fra vindueskarmen. Jeg håber.

Nogle dage er bare fyldt med det gode. I går var sådan en dag. Hanne og Martha kom forbi til kaffe, snak og garnindkøb hos chefen. Martha havde vævet de smukkeste tørklæder til Kenneth. Der er ikke en finger at sætte på hendes håndværk og det er tydeligt, at hun nærer stor kærlighed til vævningen. Martha var for øvrigt sin egen største og hårdeste kritiker, men der er absolut ingen grund til det, for sjældent har vi set så fint håndværk. Kenneth har båret tørklæderne på skift siden og han elsker dem!

Desværre nåede mørket at sænke sig, inden jeg fik mulighed for at tage billeder af tørklæderne, men smukke er de!

Da gæsterne forlod matriklen, var det tid for en kort snak om vinterferien med resten af familien.

Vi er ikke nået meget længere, end vi var for en måned siden. Vi er dog blevet klar over, at det er temmelig kostbart at komme til Skotland og Irland på det tidspunkt, så den ide øver vi os på at afløse med ideen om en tur til Stockholm og omegn. Det er da heller ikke så tosset, tænker jeg, men det kræver jo lige, at jeg finder noget at bo i. Med internet. Og gerne udenfor storbyen og på landet med udsigt til ingenting. Jeg er altid så krævende… :-)

Onsdag er kommet næsten uden jeg bemærkede det. Ugens første dage er forsvundet i arbejde, men så går tiden da med det og den går stærkt. Faktisk så stærkt, at jeg er taget lidt på sengen hvad angår en støvsuger og en hosliggende oprydning, men så går det nok alligevel uden.

Jeg har fået strikket alt for lidt, men jeg er alligevel så langt med Olines striber, at jeg nu skal i gang med ærmerne, så lidt fremad går det da. Alt ser lovende ud. Også morgenen…

Om nogle timer siger jeg velkommen til Hanne og hendes mor. Jeg glæder mig sådan. De skal på rundtur inde ved chefen og bagefter skal de sørme have en kop kaffe ved mit langbord. Det skulle da lige mangle…

Jeg er næsten klar. Jeg skal bare lige…

Nogle gange kan jeg købe ting alene på grund af deres indpakning. Sagde jeg nogen gange? Ofte. Måske…

Denne håndcreme fra TokyoMilk er næsten et eventyr værdig. Guld. Indeni og udenpå. Den har søskende, som er mindst lige så smukke og indbydende. En for enhver smag, tror jeg.

Jeg kan sagtens genkende Margot Elenas stræben efter perfektion, når det komme til emballage. Jeg har altid elsket at designe emballage. Fantasien får frit spil og hvor er det dog vigtigt med den indpakning, når man skal stå på en hylde ved siden af mange konkurrenter. Det er en udfordring at kalde på kunden så. Den slags udfordringer og deres løsning er noget, jeg virkelig kan fordybe mig i.

Det er nok temmelig nørdet, men tag endelig ikke fejl. Det er forførelsens kunst. Hvem har ikke lyst til fordybelse indenfor det felt? :-)

Når cremen så også viser sig at være rigtig god, er det kun en bonus. Nu skal den ikke kun tage sig ud, men også gøre gavn. Det er næsten ligesom at ramme TW i WordFeud, tænker jeg.

Hvem var det, der hviskede sær?

Vi arbejder midt i byen og med tanke på det, er det i grunden alt for sjældent, at jeg kommer rundt og mærke den. På den anden side orker jeg faktisk ikke, når jeg endelig får fri. Så vil jeg gerne hjem. Hjem og slappe af, nyde livet og den gode kaffe, plage livet af familien og ellers bare kunne slænge mig.

I dag havde jeg et ærinde i embeds medfør og så fik jeg den skønneste tur gennem byen i tilgift…

Solen skinner. Himlen er mere end blå. Mennesker smiler. Fugle pipper. Måske er der koldt, men der er næsten forårsstemning.

På vej ind i Salling brummer mobilen i lommen. Det er Oline. Hun har været til eksamen. Mundtlig. Nerverne hang udenpå tøjet i morges, men hun har scoret topkarakter. Jeg bliver bare så glad og stolt. Solen skinner lidt ekstra, når jeg ved, at Oline er glad, lettet og tilfreds og helt velfortjent er blevet belønnet for både flid og talent :-)

Jeg får købt handsker, som jeg mangler. Sorte skindhandsker. Helt neutrale og kedelige, som mig. Bagefter køber jeg lækker creme, lidt parfume og en gave til ham, jeg elsker. Jeg køber også verdens bedste sandwich hos Penny Lane, så Lone og jeg får en god og velsmagende frokost i dag.

Da jeg lander på pinden, er der ventet svar i indbakken og alt er godkendt. Jeg har endnu en gang nået en deadline i ro og orden. Det er en god dag :-)