Så sidder vi her med ømme fødder, brede smil og trætte rygge og enes om, at vi sjældent har haft det så skægt, som i denne weekend, hvor vi har haft gæster fra nær og fjern. Måske er der heller ikke nogen af os, som nogensinde før har haft så travlt, som vi nåede at have på tidspunkter i løbet af de sidste tre dage og personligt kan jeg huske, at der gik nogle timer, hvor jeg ikke havde øjenkontakt med meget andet end coner og papirsposer, fakturaer og pengekassen.

Hvis du var en af dem, som oplevede de perioder, hvor det hele kulminerede og køerne blev meterlange, så undskylder vi, hvis vi ikke rubbede neglene tilstrækkeligt, ikke havde tid til at hyggesnakke eller hjælpe eller måske kun havde sekunder til at ekspedere dig, for straks at fortsætte til den næste.

Kære besøgende, du skal vide, at du var med til at gøre denne weekend til en af de sjoveste oplevelser, vi har haft. Du er en del af vores boblende glæde og stolte følelse af, at det nytter at forfølge drømme. Du har gjort en forskel i vores liv. Det skal du have tak for :-)

Nedenfor er lidt billeder fra tiden inden vi slog teltdugen til side og så snakker vi ikke om lørdag morgen klokken 4.30, hvor Kenneth og jeg løb rundt og forsøgte at forhindre teltet i at lette anker. Vi var en hårsbredde fra, at det hele var lettet og strøget op over Gug Bjerge og kønt var det ikke, da vi luftede underpermissionerne i stormende kuling medbringende en lægtehammer, en håndfuld reb og treogtyve stormpløkker, men vi gjorde det. Teltet blev stående.

‘

Nu går vi i seng. Der er ikke mere at hente. Vi er færdige. Brugte. Slidte. Ikke til pænt brug, men vi har ryddet op og er klar til hverdagen i morgen. Nu en stor og dejlig oplevelse rigere :-)

Det har været en kamp mod tiden og ikke mindst elementernes rasen, så der er omrokeret, forkastet, nyarrangeret og flyttet vel mindst et ton garn nu, hvor åbningsdagen er kommet. De oprindelige ideer måtte forkastes, for nok lover de tørvejr fra nu og i dagene frem, men i går, da alt garnet skulle indenfor i teltet, var der heldagsregn og begrænsninger, så vi endte med garnøer og ingenting op mod teltdugen og pas på med, at vi sørger for, at alle kan komme omkring herinde og Hanne skal have en rigtig god plads og… og…

Vi har løbet kilometer over gårdspladsen iført gummistøvler, sweatre og uklædeligt fladt hår. Lone har gjort en KÆMPE indsats. Hun er grunden til, at vi endelig er i mål. Finpudsningen mangler og blomsterkrukkerne, den hjemmebagte kage og fysisk og mental overskud må vi tænke os til, men jeg tør godt love, at der er garn. Godt garn.

Fantastisk garn til fede priser!

Lone og Ella har lovet at hjælpe. Mor kommer forbi og gi’r en hånd. Kenneth og jeg er helt trygge. Det er de sødeste og sjoveste mennesker, som kommer og hjælper og jeg er sikker på, at weekenden på alle måder bliver hyggelig, sjov og fuld af grin.

Vi er klar. Vi glæder os. Vi håber, at vi ses :-)

Engang kunne en pakke fra Amerika skabe stor begejstring og vække en slumrende udlængsel, for det var temmelig sjældent og meget eksotisk at modtage pakker fra den anden side af jordkloden.

I dag er det mere almindeligt og der er ikke mange ting, jeg ikke ville påtage mig at sende bud efter over there, men jeg har altså en grænse for, hvornår jeg synes, at det begynder at løbe mig lidt af hænde. Det har Kenneth ikke. Som i overhovedet ikke.

I dag – af alle månedens dage og naturligvis fordi vi slet ikke har det mindste travlt og andet at lave – ankom så hans nye “krydsnøgleapparat”, men i en størrelse og udformning, som nok overgår de fleste. En stor maskine, som har gjort gavn hos Knit One Crochet Too, men nu skal gøre sine hoser grønne nede bagerst i haven på en gammel gård i Gug, Danmark.

Den havde jeg ikke lige set komme. Eller, det var jo faktisk svært at undgå, men jeg havde alligevel nok lige holdt en hest eller to, inden jeg havde bedt om at få maskinen sendt tværs over Atlanten. Det gør Kenneth ikke.

Den rare fragtmand hjalp Kenneth ned bagerst i haven med pallen. Med hiv og sving fik de pallen ind omkring hæk og hushjørne. Nu er resten op til os.

Ja, jeg ved snart ikke, men jeg håber ved gud, at den udvikler fødder i løbet af de næste par døgn, for den er ondt tung og jeg knækker under ingen omstændigheder nakken på skidtet. Så hellere bygge skur udenom, men jeg er helt sikker på, at Kenneth ikke er enig.

Nogen siger, at muskler kommer med arbejde. Måske jeg skulle prøve …