Det var dengang…

Det var den sommer jeg var 16 og gjorde alt det jeg ikke skulle. Alt det jeg havde svoret, jeg aldrig ville gøre.

Jeg var taget på cykeltur med veninden. Hjemmefra satte vi kurs mod Fjerritslev hvor vi skulle overnatte hos hendes bedsteforældre. Hyggeligt var det. De boede på en gård, havde dyrehold, blomstret voksdug på køkkenbordet og drak kaffen af underkoppen med en sukkerknald fæstnet mellem fortænderne.

Vi skulle videre. Satte os optimistiske op på cyklerne og regnede med, at vi ville overnatte hos en onkel og tante på vej mod destinationen i Ringkøbing. Vi nåede også forbi onklen og tanten, som bestyrede Thise Mejeri. Vi spiste ymer og drak mælk, blev vist rundt på mejeriet og satte os så på cyklerne igen. Vi var ikke trætte.

Sidst på dagen ankom vi til endnu en onkel og tante i Ringkøbing. Det var her vi skulle bo den efterfølgende uge. Her boede også fætter Søren.
Det var farligt, fra første sekund, for Søren var forlovet med Jonna. Sådan rigtigt ringforlovet og svoret troskab, tror jeg nok, for uagtet alt dette, så var der magi i det sekund vi så hinanden.

De efterfølgende dage voksede spændingen mellem os. En berøring var nok til at få mig til at trække vejret heftigt og overfladisk og jeg kunne se det samme ske for Søren. Elektriciteten var næsten mærkbar og det var bare så fatalt og prædestineret, så onklen en dag trak mig til side og sagde “Jeg ved godt hvad der sker her. Vær lidt diskrete og forsigtige – og så snakker vi ikke mere om det…”.

En sommeraften skulle vi hjem til Jonna. Hendes forældre var i sommerhuset den weekend, så vi havde huset for os selv. Vi hyggede os. Spiste god mad, grinte og havde det rigtigt sjovt. Søren og jeg holdt god afstand, for det var alt for tydeligt, når vi var for tætte. Vi drak vin og bagefter rom. Vi blev berusede alle sammen og min veninde og Jonna endte med at falde i søvn i hinandens arme på sofaen.

Der var forbavsende kort vej fra tanke til handling – længere var den ikke�

To dage senere blev vi fulgt til toget af vores rare værtsfamilie. Vi havde haft det dejligt. Onklen syntes, at det havde været rigtigt hyggeligt med os til at “sætte liv i huset”, som han sagde, så vi fik en invitation til vinterferien. Jeg vidste, at jeg ikke ville komme, men jeg sagde pænt tak og vinkede til familien, da toget gled ud fra banegården.

Det var den sommer jeg troede, at jeg var gravid. Det var den sommer, jeg måtte gå med ondt i maven og sved på overlæben i næsten 3 uger, indtil jeg en dag rejste mig efter en historietime og havde blødt gennem alt tøj og efterlod en plamage af blod på stolen. Den plet kom de efterfølgende år til at møde mig i hver eneste historetime, som et grumt minde om svig, løgne og bedrag. Så kunne jeg lære det!