Zen

Yngste er sendt afsted på koloniophold på Møgelø. Det burde være tilstrækkelig langt væk til, at resten af familien ikke risikerer hendes konstante talestrøm i nogle dage og det skal nydes.

Her hersker nærmest zen-agtige tilstande, nu hvor dagen kun genlyder af selvvalgte lyde og udsigten til en aften i badekarret uden hendes konstante “Nå, ja jeg ville altså også gerne have været i karbad…” efterfulgt af et “…men det er naturligvis kun dig, som må det…”, gør mig helt ør.

Jeg vil arrangere mig med stearinlys, en god bog og stille musik, mens jeg lader vandet vaske de sidste myoser af skuldre og arme. Jeg vil tage mig god tid til efterfølgende at give fødderne en kærlig omgang og det helt uden hendes “Nå… der sidder du nok og hygger dig. Ja, jeg keeeeder mig jo noget så frygteligt…”, hvorefter hun vil kaste sig ned ved siden af mig, for at underholde om så det ene og så det andet.

Jeg vil nyde, at aftenen kun genlyder af stille voksensnak og jeg vil finde strikketøjet frem og i fred og ro, uden forstyrrelser, vil jeg kaste mig over noget mønsterstrik, som ellers ikke kan gennemføres for afbrydelser.

Jeg vil have morgener, som står i stilhedens tegn. Morgener, hvor jeg ikke skal slås om pladsen under bruseren. Morgener, hvor jeg ikke skal skride uelegant hen over et vådt badeværelsesgulv, for at slå hoften mod bordpladen, fordi hun formår at gøre HELE badeværelset vådt, når kroppen skal forfriskes i den tidlige morgenstund.

Jeg vil tage afsted på arbejde uden at være stresset, efter at have ledt huset igennem for at finde hendes skoletaske, jakke, madpakke, gymnastiktøj eller sandalerne, som “Jeg VED, at jeg satte lige her i går aftes!”.

Jeg vil komme til at savne hende frygteligt, selvom det kun er 4 dage…