Jeg er i kapløb med tiden i dag. Der er enorme mængder vasketøj ude i kurvene og tiden er så knap. Hverdagen venter lige om hjørnet og rent tøj er rart, når man skal i gang livets alvor igen.
Udenfor skinner solen og jeg har set min første solsort. Han sagde ingenting, men han kiggede på mig og når det sker, tænker jeg uvilkårligt på min far. Den martsnat han døde, tog jeg hjem for at hente nogle ting, som han skulle have med på sin sidste rejse.
Hjemme igen, sad jeg nogle minutter i køkkenet og snakkede med min mor, da en solsort pludselig begyndte at synge højt og intenst lige udenfor på terrassen og jeg var overbevist om, at det var en sidste hilsen fra min far, som vidste, at jeg elsker solsorten.
Jeg blev glad for et øjeblik siden, da jeg fik øje på solsorten, fordi den samtidig symboliserer forårets komme. Det ligger på lur henne om hjørnet og de par måneder inden, som bliver mørke og kolde, kan en solsort i ny og næ sagtens kompensere for.
Egentlig ville jeg så gerne udenfor og nyde sneen, kulden og lyset, ligesom solsorten, men pligterne kalder og der er alt for meget, som skal forberedes inden i morgen. Sådan er nogle dage skruet sammen. Det her er en af dem og jeg nøjes med en tur gennem haven om lidt. Ingen har endnu trukket spor i den, så det er vel på tide…
4 kommentarer
Liselotte
1. januar 2006 at 20:45Ja, de er her. Måske de snart begynder at synge :-)
Madame
1. januar 2006 at 19:52Solsorten uden for mit køkkenvindue har også bare siddet hele dagen med skuldrene oppe om ørerne. Men han var der :-)
Liselotte
1. januar 2006 at 15:17Tak skal du have Kate, men umiddelbart havde jeg ikke tænkt i de baner. På et tidspunkt, kommer der et udvalg af kort, men jeg ved endnu ikke hvornår hverdagen gi’r plads :-)
Kate
1. januar 2006 at 15:10Godt Nytår.
Har du mon nogen planer om at udgive forårs-postkort eller bogmærker med det nye flotte banner-motiv… det ville da egne sig super-godt !!