Havekig

Nok ligger der stadig sne derude, men i dag er temperaturen sådan, at det ikke kan vare længe endnu. Sneen kan stadig nå at indfinde sig, men ikke desto mindre er der tydelige tegn på forårets komme i min have.

Rabarberne, jeg flyttede op langs hegnet ved terrassen, er allerede på vej op gennem den stadig snedækkede jord og det varer ikke længe, før de allerførste af slagsen kan høstes og forvandles til årets første rabarbertærte. Det er den, som smager allerbedst. Årets første.

Der er stadig uger endnu til billeder, som det nedenfor, men derfor skal man alligevel huske at glæde sig. Det er jo lige om lidt, at haven summer af liv. Om aftenen emmer den af opsparet varme, som lægger sig, som en dyne, over alle lydene i nabolaget og jeg glæder mig til tiden, hvor de fleste timer tilbringes udenfor.

Nede i bunden af haven er juleroserne på vej op af jorden. De fine blomsterhoveder står allerede nu og stikker ansigtet i sky, i håb om at stjæle sig til lidt varme, så der kan komme længde på stænglerne og kronen kan få lov til at bredes under solens kys. Det varer ikke længe.

Op ad min sydvendte gavl står klatrehortensiaen med bristefærdige knopper, så den ser ud til at have viljen til liv. Det gør mig glad, for mine 3 blåregn havde jeg ikke held med. De er vist døde, så det er rart at konstatere, at bare lidt af mine nyindkøb gider gro og bringe farver, duft og blomster med til den kommende sommer.

Blåregnen er ikke opgivet endnu, men jeg skal vist have investeret i nye planter, så drømmen om en terrasse omkranset af blå blomsterklaser kan gå i opfyldelse. Det må blive lige om lidt, med det vejr.

Leo surmuler i nabohaven og det skal han have lov til, men skidt er det, at min tilsynekomst åbenbart kan ødelægge en ellers så dejlig forårsdag, som skulle nydes i fulde drag. Mon han i år lader hækken vokse til sine fulde 180 centimeter…