Stride madamme, måske

Nu var jeg lige klar. Helt klar. Jeg havde sat livet på spil, da jeg skulle hente grejet frem, for det står inde på det værelse, som teknisk set er mit, men alligevel er fyldt op med Kenneths grej.

Jeg fandt de to lærreder, som skulle stå for. Jeg fandt alle tuberne med maling. Jeg fandt grunderen. Jeg fandt oven i købet glasset med alle penslerne.

Jeg havde allerede en idé om, hvad jeg skulle forsøge mig med.

Farveskalaen var på plads og jeg havde konstateret, at der var farve nok i mine tuber. Jeg skulle bare lige finde mine spartler.

Bare lige er sådan en skuffende vending, for den holder alt for sjældent vand, så de var naturligvis, fristes jeg til at sige, ikke sådan at finde. Jeg har ledt huller i den frosne jord. Jeg har endevendt matriklen. Jeg har endda, med livline, været ude på Kenneths værksted, for at prøve at lokalisere de små, men uundværlige spartler. De er ikke at finde nogen steder.

Jeg tror Kenneth kunne mærke min irritation. Han kunne godt mærke, at jeg nærmede mig kogepunktet, mens jeg ledte forgæves blandt hans alt for mange ting.

For et øjeblik siden kørte han ud for at købe spartler til mig. Han kan håbe, at inspirationen og lysten holder så længe og så kan han forøvrigt glæde sig til et værelse med orden på alle hylder. Altså når han engang er færdig med at rydde op, for jeg gør det ikke.