Jeg gør det senere…

I dag er der ting, som må passe sig selv. Vejret er vidunderligt og jeg har inviteret til kaffe i haven. Inden skal jeg forbi staudebedet, runde valmuerne og siden slænge mig i en stol i solen, for sådan skal den sidste søndag med foden under eget havebord være.

Der skal nippes sommerblomster, trækkes ukrudt og i det hele taget vil jeg bare nyde, at jeg har adgang til det fri, for den slags er en luksus, som ikke eksisterer i Valby, som skal danne rammen for de næste 10 dage.

Til gengæld byder opholdet på så meget andet, som jeg glæder mig til. Foran mig ligger blandt andet nogle alenedage, som denne gang bliver helt anderledes, end dem jeg tidligere har kendt.

Dengang ringede jeg hjem i tide og utide, for at høre hvordan tingene stod til. De kunne ændre sig fra time til time og det var ind imellem frygteligt svært, at være langt væk, når jeg vidste, at Kenneth stod med hele molevitten. Det bliver anderledes denne gang. En anden ro, som jeg glæder mig til.

Jeg har ikke pakket endnu. Jeg duer ikke til at gøre det, før i sidste øjeblik. Så må Nemesis ramme mig i nakken. Der er ikke noget at gøre. Jeg skriver til gengæld små lapper med ting, som jeg skal huske. Så tager det jo ikke meget mere end 10 minutter, vel…

Til gengæld har jeg strikket. Jeg er færdig med den syrenfarvede halsklud fra forrige indlæg. Den er i maskinen nu. Siden skal den blokkes og sendes. Det gjorde godt. Jeg er klar senere i dag, både mentalt og praktisk, men ikke før senere. Søndagen er min, har jeg besluttet.