Trods…

Påsken er blevet grøn herhjemme. Det er dejligt med forår indendøre, når det udenfor lader meget tilbage at ønske.

Det pjasker og sjasker derude og der er slet ikke udsigt til ophold, så vi finder i stedet sammen omkring spisebordet, hvor der lige nu ligner en veritabel netcafé med fire computere på rad og række. Det er hygge. Det er sådan det skal være.

Jeg har talt med Ella, som kan fortælle, at Oles scanning er forløbet fint. Han er erklæret stabil i det omfang, man tør gøre det. Det er gode nyheder.

Nu er han flyttet til en stue, som er for de patienter, som anses for rimeligt stabile. Det er godt for Ole. Forude venter yderligere stabilisering og der fra kommer alt det praktiske omkring genoptræning, men de tager én ting ad gangen.

Påsken måtte gerne have set meget anderledes ud.

I dag ville jeg have haft Ellas familie til frokost sammen med min egen familie. Vi skulle have siddet om spisebordet med sild, snaps og godt humør. Vi skulle have fejret Kenneth, som havde fødselsdag i går. Der ville være flag på bordet og det ville have været helt igennem hyggeligt og fyldt med det gode humør. Kenneth ville have fået den gave, som Oline og jeg skulle have hentet i forgårs. Sådan er det ikke.

Om lidt vil jeg tage AC med ud i regnen, for vi vil ind og besøge Ella og Ole. Vi vil være bevæbnede med sandwich, kulørte magasiner og godt humør, for det kan sagtens finde vej gennem regnen og det faktum, at alting er anderledes. Sådan skal det nemlig heller ikke være… fandeme!