Pludselig var han der…

Jeg er hjemme de fleste af denne uges dage. Ikke for at slappe af, men for at arbejde.

Jeg er i den heldige situation, at jeg får mulighed for at kombinere begge mine udannelser i den organisation, jeg er ansat i. Jeg er blevet in-house grafiker for CFD. Jeg er nu ligeglad med, hvad det kaldes. Jeg er bare vældig glad for alle de fordele, der ligger gemt i det arrangement.

Jeg sparer nogle tolkearme, som er slemme til at protestere med mellemrum, jeg arbejder med det, jeg brænder for og jeg får indflydelse på vores visuelle identitet, ligesom jeg får mulighed for at give min mening til kende omkring nogle af de ting, som skal formidles ud af huset. Jeg er svært tilfreds.

Lige i disse dage er der nok at tage fat på, så det gør jeg. Jeg glemmer – helt i Liselottes ånd – at der skal pauser til, så jeg opdager alt for sent, at det er blevet eftermiddag. Det er fordi, jeg har det sjovt. Det er forklaringen, men det er ikke godt nok. Jeg skal blive dygtigere til at huske de pauser. Når jeg husker dem, er der heldigvis ikke langt ud i luften, men jeg har det sjovt. Jeg har det rigtig sjovt.

Jeg taler med Susanne omkring nogle af de grafiske opgaver, som skal løses i den nærmeste fremtid. Hun var der, da Alexander kom til. Hun minder mig pludselig om en tid for længe siden. Hun minder mig om Alexander.

Jeg troede, at jeg ville overmandes af tristhed over efteråret, som en påmindelse om Alexanders død. Sådan oplevede jeg det sidste år, men i år er det anderledes. I år er jeg nået længere. Tanker er faldet på plads, nye stier er fundet og jeg er allerede begyndt at gå ned ad dem. Jeg er ikke nået til enden af dem endnu, men de viser nye landskaber, som er fulde af løfter om godt forude og jeg kan mærke, at jeg har lysten til at fortsætte.

Jeg savner fortsat. Jeg græder fortsat. Jeg har fundet mine egne veje ind til og ud af den sorg, som ligger gemt inderst i mit hjerte. Jeg tror, at den skal tages frem engang imellem. Den skal ikke dyrkes, men den skal plejes. Den skal være der, men den skal være sund. Den skal have et omfang, som er til at håndtere og ikke være altoverskyggende.

At få sorg klemt ned i en håndterbar størrelse er ikke nogen let opgave og jeg tror, at vi hver har vores måder at gøre den slags på. Jeg træder bevidst ind i den, for at bearbejde. Jeg oplever ikke længere, at den overmander mig. Jeg bestemmer. Det føles godt.

I nat drømte jeg om Alexander. Han kom gående hen mod mig side om side med min far. De kom for at fortælle mig, at de havde det godt, hvor de nu var.

Han var så smuk. En høj, ung mand, som pludselig ikke længere var tynget af den fysik, som han blev givet. Underligt, men jeg accepterede uden tøven og satte ikke spørgsmålstegn ved, at han pludselig fungerede helt normalt. Vi talte sammen og bagefter trak han mig ind til sig, sagde “Jeg elsker dig mor” og gav mig et kram, så jeg næsten tabte pusten. “Det kram kan jeg leve længe på”, sagde jeg, inden de forsvandt ned af stien de kom ad. Det var okay, at de forsvandt. Sådan måtte det jo være.

Da jeg vågnede, var jeg helt varm indeni og denne gang græd jeg ikke, da jeg huskede, at Alexander ikke er mere. Jeg flytter mig. Det er godt, ligesom det er godt også pludselig at huske den tid, som var engang.