Miraklernes tid…

– det er åbenbart lige nu, for nu springer alle frugttræerne ud på stribe. Oline var den første til at bemærke det…

Nede langs plankeværket står et par små espalier-æbletræer. De plejer altid at være de første, for de får eftervarmen fra træet, som giver dem et lille forspring. Måske var de allerede sprunget ud i går, uden jeg bemærkede det, for i dag er de andre frugttræer i hvert fald fulgt med…

Nede i bunden af haven står frugtbuske og -træer og nu springer det lille, tætte æbletræ ud. Det flittigste jeg har. Det bærer så utrolig meget frugt hvert eneste år og det ser ikke ud til at skuffe i år, at dømme efter antallet af blomster på vej.

Det er slet ikke alle blomsterne, som er sprunget ud. Faktisk kun et fåtal. Om en dag eller to er der et brus og en overdådighed af hvide blomster dernede.

Jeg bliver aldrig træt af de blomster. Aldrig nogensinde…

Henne ved gavlen af hovedhuset står et lille pæretræ. Stort og frodigt er det aldrig blevet, men det er begyndt at bære frugt, så det får lov til at stå i fred og ro, mens det stille vokser sig større og større. Det blomstrer også nu…

Sidste år gav det tre pærer. Det er jo ikke just overvældende, men der er plads i min have til, at ikke alting skal gøre nytte. Vil det bare pynte og fylde, kan det såmænd godt få lov til det.

Ikke langt fra det lille pæretræ står vores gamle pære. Det er ikke fordi vi høster voldsomt af det heller, men alting har sin berettigelse og i hvert fald, når der er plads nok. Se hvor smukt det er her i foråret. Det alene er grund nok til, at det ikke behøver byde ind med andet.

Jeg elsker, at alting går i ring. At jeg hvert eneste år kan begejstres ved synet af frugttræernes blomstring, gør mig glad, for jeg bliver ikke skuffet. Træerne er evigtskønne, som de står der i al deres pragt og vælde.

Min have gemmer på mange og forskelligartede oplevelser i løbet af sæsonen og glemmer jeg, hvor rig jeg i grunden er, bliver jeg mindet om det hvert eneste år på denne tid. Jeg er et ualmindeligt heldigt menneske :-)