Jeg når det nok

Tirsdag i marts. Hjemligt og hyggeligt. For enden af køkkenets nye disk, sidder Kenneth og arbejder. Jeg brygger kaffe, mens vi udveksler de sidst tilkomne nyheder. Bagefter finder jeg vej ind i køleskabet og får anbragt de iblødsatte kikærter i en gryde med vand. Snart er de i kog.

En time får de lov til at buldre. Imens sidder jeg ved henne ved spisebordet. Jeg har udsigt til haven, fra hvor jeg sidder. Det kan jeg lide, for solen giver humør og oplevelsen af rent faktisk at have dag tilbage, når jeg vender hjem fra arbejde, er velkommen. Det er meget længe siden, jeg sidst havde den oplevelse.

På køkkenbordet genfinder jeg et af mine bedste ejer, et Sophie Digard, som er flere år gammelt, men ikke mindre smukt. Sådan er det med hendes ting. De er langtidsholdbare, hvis man holder sig til det sikre og ikke bliver alt for festlig, men nærmest lidt kedelig i sit farvevalg. Sådan er jeg; kedelig.

Om lidt er kikærterne kolde og klar til en tur i blenderen. Inden skal jeg beslutte, hvad de skal i selskab med. Jeg når det nok.