Så helt igennem brugte og glade er vi

For et øjeblik siden sendte vi Annemette, Heidi og mor af sted ned ad gårdspladsen og ud i verden efter nogle virkelig skønne dage, som har stået i Olines tegn. Det har været de aller- allerdejligste dage og jeg har da fældet så mange tårer, at der snart ikke kan være flere indeni. Også da vi sendte dem af sted. Og jeg er træt. Nej, jeg er helt og aldeles udmattet. Der er ikke mere tilbage. Jeg er tom og trænger til restituering.

Vi satte os ned derude og så dem køre væk. Så sad vi der på bænken med udsigt til det kastanjetræ Kenneth plantede med Alexander og Oline. Fra en lillebitte kastanje, som var sprunget og havde foldet et lille, fint blad ud er den nu forvandlet til et stort, livskraftigt træ, hvis lys er begyndt at springe. Sikke en udsigt og sikke et øjeblik med Kenneth på min ene side og Oline på min anden. Jeg var ked af at se resten af min familie forsvinde ud i horisonten, men utrolig taknemmelig for den, der sad tilbage og sådan er det vist bare lige i dag, at jeg har brug for at være tæt og være stille.

Vi skal vist lige lande, men vi gør med smil både indeni og udenpå :-)