Så er det tiden for planlægning af sommerferien. Igen. Og same, same. Jeg er tilsyneladende enstemmigt valgt for resten af livet, når det kommer til den tvivlsomme ære at bære ferieplanlægningsførertrøjen. Det har vist sig også at være et valg, som man ikke nødvendigvis vælger at stille op til, men åbenbart altid er på valg til alligevel. Når det er sagt, så kan man tilsyneladende heller ikke frasige sig æren. En fantastisk indretning, hvis du spørger mig.

Jeg er i gang…

Jeg synes det er hyggeligt, når vi så småt begynder at snakke sommerferie. Det er altid sjovt og fuld af forventninger til de uger, hvor vi tilbringer stort set al vågen tid sammen et eller andet sted ude i Europa. Der kan være ønsker for årets sommerferie og når der er det, tager jeg imod med kyshånd. Det er det allersjoveste og det nemmeste, når der er ønsker. Det sjoveste fordi man skal bruge fantasien og skrue noget sammen, som tilgodeser alle og det nemmeste fordi man ikke starter helt på bar bund.

I år er der ingen ønsker. Ingen specifikke i hvert fald, for der er nok af de uudtalte, som viser sig, når jeg rammer noget, som et af familiemedlemmerne ikke lige synes, er verdens bedste idé. Vi har ellers været langt omkring…

Irland egner sig fortrinligt til en efterårstur, er vi blevet gjort opmærksomme på af en meget, meget klog kvinde, som ved, hvad hun taler om. Irland venter, har vi besluttet. Vi skal se Irland. Jeg må insistere og jeg elsker regnvejr, men jeg er sikker på, at resten af familien bedre tåler vand fra oven, når det er oktober og efterårsferie end når det er juli og sommerferie, så vi venter.

Det samme gør sig gældende for Skotland. Der regner i vildskab og sommeren er den absolut mest lunefulde og ustabile vejrperiode at være i landet, så Skotland bliver også en efterårstur og måske først engang, når Kenneth og jeg rejser alene, for Oline er ikke ubetinget begejstret.

Vi har vendt Toscana, fordi det bestemt er en mulighed. Der er stadig masser af steder, som ikke er overrendte og vi fordrer ikke swimmingpool, storbyliv eller megen luksus. Der findes gode, diskrete steder på landet, hvor man kan hente sig en oplevelse, som afspejler det stille, støvede liv i hjertet af Toscana. Det er bestemt et potentielt feriemål. Vi tygger på det.

Jeg har foreslået Lago di Como, fordi der er så betagende smukt omkring den sø. Jeg kunne ønske mig, at vi kunne finde et lille pensionat oppe nordpå, som kunne danne base for ture i de omkringliggende og meget smukke omgivelser.

Et andet sted jeg meget gerne vil have overtalt resten af familien til at overveje meget seriøst er Cotswolds. Åh, som jeg gerne vil se Englands smukke, frodige og friske grønne hjerte. Jeg er den eneste, som er for alvor begejstret for tanken, men jeg prøver konstant at åbne hjernebark et par steder på Tjørnevang. Måske det lønner sig.

Jeg ville meget gerne en tur til England. Jeg har aldrig været der og drømmer saligt om endeløse, snoede landeveje med mulighed for at indtage frokosten for foden af en grøn bakke, ved en stille, rislende bæk eller under et stort, smukt træ med får græssende lige ved siden af. Min romantiske forestilling om England får kun næring, når jeg læser om dette grønne hjerte, som efter sigende skulle byde på netop det.

Nogle vil sige “…tag til Sydengland” og der er med garanti smukt, men jeg forestiller mig, at det ikke er så forfærdelig forskelligt fra Normandiet, som stadig gemmer på mange steder, vi har lyst til at udforske.

Vi er slet ikke færdige med Normandiet. Vi husker stadig – og med glæde – sidste års fantastiske gensyn med regionen. Der var smukt vejr. Faktisk det allerbedste. Et sommervejr, som passer os alle tre rigtigt godt. Som en af vores rigtigt gode, danske somre. Lige tilpas.

Vi fandt nye steder, anderledes oplevelser og smukke sandstrande sidste år. Måske vi kunne tænke os at udforske dem?

Det er svært at beslutte hvor. Vi er stadig der, hvor mulighederne vendes og drejes, mens vi taler for og imod. Det er rasteplads Forventningens Glæde vi har pitstop på. Det er nu slet ikke så tosset endda.