Så blev det april og endda uden, at jeg opdagede det. Jeg, som ellers altid plejer at blive narret med alt mellem himmel og jord, kom gennem den første april uden andet spas end det, jeg selv kunne lave.
Jeg opholdt mig på Aalborg UH (Aalborg Universitetshospital). Ikke indlagt, men som support til Kenneth, som igen endte med at blive indlagt i begyndelsen af påsken. Denne gang med en insisterende infektion, som krævede antibiotika i drop fire gange i døgnet.
Det er ikke sjovt at blive indlagt med en infektion, når en betændelse for kun 4 måneder siden nær havde kostet ham livet, så selvfølgelig sad jeg med på sidelinjen gennem alle dagene, mens vi ventede på, at antibiotikaen skulle begynde at virke.
Han er udskrevet tirsdag, så alt er godt, men sikke en forskrækkelse endnu en gang.
Ude godt, men hjemme bedst
Så er det godt at komme hjem. Så er det dejligt at stå op og tage en kop kaffe med op på terrassen og bare stå et øjeblik og nyde kigget ud over fjorden, mens jeg skutter mig. Der er nemlig endnu ikke meget forår eller varme her i Hadsund.
Når jeg får disse korte, intense øjeblikke for mig selv, kan jeg mærke, at jeg trænger til at have tid til ingenting. Tid til mig. Tid til at finde ud i naturen og nyde den og stilheden. Tid til at male og tegne. Tid til at komme helt i mål med drømmene for huset her.
Tid er en mangelvare i disse år. Der er ikke nok af den og jeg mærker et stærkt behov for, at der gøres plads til andet end arbejde, så det er der, der arbejdes hen mod. Det er blandt andet derfor, Garnudsalg flytter til Hadsund. For at passe på os og gøre vores arbejdsliv mindre stressende. For at give tid til alt det, som også er vigtigt for et menneske.
Det bliver godt og ind til det sker – forhåbentligt indenfor den næste måneds tid – prøver jeg at skabe små oaser med tid til lidt af det, jeg holder af.
Jeg strikker stadig
Tempoet er et andet, end jeg er vant til, men det er nu nok slet ikke så skidt endda. Der er trods alt også grænser for, hvor meget strik ét menneske kan bruge …
Jeg er dog meget glad for de to SWEATER no. 28 af MY FAVOURITE THINGS • KNITWEAR, jeg har strikket. De bliver begge flittigt brugt og så er det nu sådan, at jeg har indgået en aftale med mig selv om, at alt ubrugt strik skal gives videre, så det kan leve et godt liv og glæde andre, som også holder af hjemmestrik.
Jeg holder af mit kontor
Oppe under taget har jeg indrettet mit kontor. Det er ikke helt færdigt endnu, men det opfylder sagtens mine behov for at sted at kunne sidde og arbejde hjemmefra, ligesom jeg gør det i dag.
Jeg har adgang til computer, strikkebøger og garn, så der er ingen undskyldninger for ikke at arbejde.
Jeg har i dag varm te, varm sweater og en hel masse arbejde både foran, men også bag mig. Det går fremad med alle pligterne og det fungerer rigtigt godt for mig at arbejde hjemmefra, når det er denne form for arbejde.
Jeg fungerer bedst uden forstyrrelser og her er der ikke en lyd, der trænger ind på værelset oppe under taget. Jeg sidder i stilhed og skriver og lægger planer. Det er effektivt for mig.
Ro på …
Jeg drømmer om, at der falder ro på alting. Jeg drømmer om, at der igen bliver tid til at leve og ikke bare overleve. Jeg trænger til at genvinde mit overskud, min glæde og min trang til eventyr. Jeg trænger til muligheden for at holde en fridag. Jeg har behov for muligheden for at holde ferie.
Jeg trænger vist bare til, at der kommer lidt plads til at trække vejret.
Det er vel ikke for meget at bede om, vel?
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
13 kommentarer
Susanne Kreiberg
6. april 2024 at 21:03Tusind tak for at dele tanker og udfordringer. Rigtig god bedring til Kenneth. Jeg nyder så meget at læse og følge dig. Elsker al strikkeinspiration du kommer med.
Kh Susanne
Anni
5. april 2024 at 11:10Varmeste tanker til dig og jer
Håber alt snart bliver, som ønsket
God weekend, god April, alt godt til jer, og tak for at dele tanker og gode skriv❤️
Liselotte
5. april 2024 at 11:44Tak, Anni. Vi skal arbejde hele weekenden, men at “nå fremad” kan også noget godt i en overbelastet hjerne, så jeg satser på, at det bliver en god weekend :-)
Tine
5. april 2024 at 06:11Dejligt at Kenneth er rask igen og ikke sport sjovt, at I igen skulle igennem sygdom.
Det er aldrig sjovt a være der, hvor man føler, at man kun overlever, men ikke lever.
Der har vi selv været i sidste mange år, og der er endnu ikke noget der tyder på, at det bliver bedre, for hver gang vi føler, at nu … får vi tid til os selv så, kommer der lige enden en omgang sygdom eller et dødsfald.
Pas på dig selv. Pas på hinanden. Og husk livskvalitet sammen med dem, I elsker !
Liselotte
5. april 2024 at 11:43Vi gør vores allerbedste for at holde sammen på alle de gode stunder med dem, vi elsker. Det er dem, der skal bære os gennem de dage, hvor tingene overvælder os. Vi kæmper videre :-)
Charlotte (Uglemor)
4. april 2024 at 20:34Jeg krydser alt hvad krydses kan for mere luft i hverdagen til dig – og til mig selv med. Nu har du da overlevet længe nok – og Kenneth med. Godt det ikke var SÅ alvorligt denne gang – jeg går også ud fra at de er lidt overhysteriske med ham lige nu, og det er, som det skal være, altså!
Som sagt glædelig påske og mange gode ønsker.
Liselotte
5. april 2024 at 11:42Tusinde tak, Charlotte og ja, hvis ikke de er lidt hysteriske, så er vi nok ;-) Vi prøver at passe godt på ham og det skal nok gå, men det er hårdt i disse år, hvor vi har alt, alt for meget på en alt for lille tallerken :-)
Sole
4. april 2024 at 18:23Kæmpestore og rigelige knus herfra! I har godt nok været hårdt ramt, det gør mig så frygteligt ondt! Håber alt går i den rigtige retning fremover – og ikke flere ture på hospitalet til Kenneth, tak ;-)
Liselotte
5. april 2024 at 11:41Tusinde tak, Solvejg. Vi har været udfordret de sidste år, så lidt fred og ro ville komme meget tilpas for os :-)
Iben Arvad
4. april 2024 at 18:13Glæder mig over at I finder tilbage til roden og roen, som hvilede over Garnudsalg i starten. Håber at det bliver godt for jer alle. Glæder mig til at besøge det nye i Hadsund på et tidspunkt. Det er mange år siden jeg har været der, men bestemt hyggeligt og et besøg værd.
Liselotte
5. april 2024 at 11:40Vi vil gøre vores bedste for at komme tilbage til rødderne, Iben. Vi trænger til roen og vi trænger til selv at kunne følge med :-)
Ellen Lund
4. april 2024 at 15:59Det indlæg kunne jeg næsten godt have skrevet. Jeg har længe haft de samme tanker. I februar tog jeg så beslutningen og sagde mit job op med udgangen af maj. Der er nu 18 arbejdsdage tilbage, maj er ferie og afspadsering. Jeg glæder mig til at at få tid til alt det jeg gerne vil bl.a. en masse håndarbejde. Håber du også snart kan få mere frihed og at jeres helbred må tillade det.
Liselotte
5. april 2024 at 11:39Det lyder sørme også dejligt med friheden, der ligger lige forude og venter, Ellen :-) Jeg håber, at alle dine ønsker og tanker omkring lever op til virkeligheden :-)