Lidt på feltfod er vist overskriften på disse dages liv og levned. Sådan improviseret og med nogle aftener med hjemmelavet mad og andre med en hurtig rugbrød eller måske en pizza fra en af de lokale leverandører.

Det hele bliver indtaget ved det improviserede spisebord i det, der ender som spisestue på Skrænten. Lige ud til vinduet. Favoritpladsen, jeg deler med Elias.

Han holder meget af at sidde, så han kan kigge ud af vinduet og følge med i alt, der sker. Hans lykke er gjort, hvis skraldebilen kommer. En hund eller to kan også noget …

Social afstand – ikke en saga blot …

I går, da jeg kom hjem, stod to kvinder på hver sin side af gaden og talte sammen. Hver havde de en hund i snor og det var tydeligt, at menneskene holdt af en god snak, hvorimod hundene var knapt så begejstret for hinandens selskab.

Det viste sig at være to hanhunde. Den ene vældig social og godmodig, men den anden lidt mindre villig til at dele revir, så deres mennesker holdt – klog af skade – fin afstand til hinanden.

Forleden stod jeg op til ømt skrog, rusten hals og en næse, der løb …

Det er endt med nu tre dage hjemme. Jeg har været forbi feber, skroget er ømt og jeg har et umådeholdent forbrug af Kleenex, mens jeg sidder og sluger tv, strikker og venter på at få det bedre, for nok lyder det hyggeligt med hjemmedage, men…

Jeg HADER at være syg og jeg er slet ikke god til, at noget udefra kommende skal bestemme. Jeg slås, som Don Quijote, helt forgæves. Jeg lærer det aldrig. At kapitulere. I stedet raser jeg helt og aldeles forgæves, mens jeg utålmodigt venter på at få det bedre.

Ny morgenudsigt gør mig glad

Morgenudsigten har forandret sig. Når jeg kigger ud af stuevinduet og ser solen stå op over fjorden, bliver jeg glad. Himlen er gylden og lover sol og klar, blå himmel. Jeg håber, at det holder stik. Jeg kunne sagtens bruge lyset i dag, mens jeg venter på at blive frisk igen.

Tiden er ikke til sygdom. Tiden er til at samle køkkenskabe og det går da heldigvis fremad. På bagvæggen i køkkenet vokser en skabsvæg op i mere end to meters højde. Masser af opbevaring og en mulighed for snart at begynde at komme lidt på plads med en lille del af livet.

Jeg savner at bage. Jeg insisterer på at lave mad. Midt i kaos og med begrænsede midler, forundres jeg over, at det alligevel lykkes med velsmagende, sund aftensmad.

Mens jeg venter …

Mens jeg venter på at få det bedre, strikker jeg. Jeg strikker på Comma Cocoon af Anne Ventzel. Jeg strikker i lidt tilfældige garner. I virkeligheden strikker jeg i det, jeg kunne finde oppe på første sal. I sorte sække står en lille del af mit garn deroppe og jeg var heldig og fandt noget, der giver mening.

Jeg skriver også dagbog. Jeg har flere af slagsen. Hver har de deres formål og jeg holder af dem alle. Jeg tegner. Jeg finder mine farver frem, for de ting, jeg havde i sommerhuset, er kørt direkte til Hadsund, så jeg har et pænt udvalg af både det ene og det andet.

Tiden går, mens jeg venter på at blive rask. Om lidt er det weekend. Efter den er jeg i topform. Basta.

Rigtig god weekend til dig :-)

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.