Fra Toscana til Hadsund er et par tusinde kilometer. Fra Toscana op gennem Emilia-Romagna ind i et lille stykke af Lombardiet og starten på Alperne, fornemmes landets dybe kærlighed til jorden, landbruget og vinen.

Bakker afløses af bjerge, når de flade sletter afløses af et lille stykke af Veneto for til sidst at forcere bjergpas gennem Trentino-Alto Adige; regionen med en samling af de smukkeste dale, bjergtinder og ridderborge, jeg kan forestille mig.

Efter Italien venter Østrig med smukke bjergpas og stramme fartgrænser.

Endelig kan farten øges

Når Tyskland rammes, er det en befrielse, at kunne trykke lidt på speederen og op gennem Bayern er der kig til bløde bakker, mens man svinger blidt gennem velanlagte motorvejsstræk.

Hele vejen gennem Tyskland er der styr på alt. Pauser kommer af sig selv, når der skal lades. Om natten lander vi på øde steder i mørke, der er så tæt, at jeg ind imellem snubler over mig selv, men altid føles det trygt. Og så er der de steder, hvor der er adgang til butikscentre, spisesteder og vaffelhuse. Der er ladestationer med adgang til rene toiletter og drikkevarer. Der er også dem, hvor der er absolut intet. Altså ud over tæt mørke.

Intet er givet. Der venter en overraskelse hver gang, det er tid for at fodre batteriet.

Sidenhen kommer Danmark. Her er vi kendte med lademulighederne og vælger det, der giver mening og så pludselig er vi hjemme. Et par tusinde kilometer rigere på oplevelser.

I Toscana føltes det som forår

Vi var der kort. Bare et sidste besøg hos leverandører inden jul. Ud at købe ind til de kommende uger. Garn i tonsvis og så ind imellem en fortjent fritime eller to. Vi drak kaffe udendørs på caféer med sol på næsen og bare en sweater til værn mod kulden. Temperaturen sagde nemlig 18 grader og jeg skal ærligt indrømme, at jeg nød fornemmelsen af forår midt i december.

Mandag holdt mange en fridag

I mandags var det Immacolata Concezione (den ubesmittede undfangelse); en katolsk helligdag og mange italienere ansat i produktionen og industrien havde fri. De fleste butikker havde dog åbent. Også mange restauranter holdt åbent, og rigtigt mange italienere havde fri og det afspejlede sig både på hotellet, hvor helt almindelige italienske familier holdt lang weekend, og i byen, hvor torvenes restauranter og caféer var fyldt med gæster.

Der var masser af liv alle vegne i den moderat julepyntede by.

Man skulle være et skarn …

Jeg elsker livet i de små, italienske byer. Vi bor i Pistoia, når vi er i denne del af Italien. En lille, søvnig by, som passer mit temperament særdeles godt. Et godt hotel, som efterhånden føles som hjemme. Omgivelser jeg kender. En restaurant, hvor man spiser fantastisk.

Værelserne er behagelige, betjeningen fantastisk og så er der noget meget bekvemt ved at ankomme til et sted, man kender ud og ind. Det er rutine at få arbejdslivet til at fungere også der. Jeg kender hver en krog. Jeg ved, at internettet findes og ikke er prangende, men det virker… det meste af tiden. Jeg ved, hvornår det er nemmest og rarest at indtage morgenmaden og jeg har mine favoritsteder at sidde. Jeg ved præcis hvilken af maskinerne, jeg skal brygge min kaffe på. Jeg ved, at skal jeg have sødt, er croissanten fyldt med pistaciecreme ypperlig. Jeg ved også, at der er mest ro til at arbejde, hvis jeg tager hjørnet bag receptionen i loungen. Alternativt på værelset.

Jeg skal altid lige op i de bløde bakker

Jeg ved, at jeg ikke skal mange hundrede meter op i bakkerne bagved hotellet, før jeg finder den lille kirkegård og olivenlunden, hvor en sodavand i solen kan gøre underværker, når jeg lige skal nyde de sidste minutter af fornemmelsen af forår, inden turen går hjemad.

At vide, gør det nemt og jeg elsker at vende tilbage og blive mødt af alt det, jeg elsker, lige der i den lille søvnige, italienske by med en lidt belastet historie med Danmark og det famøse IC4 og du husker nok …

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.