Man må være engageret…

Og så vågner hun med skrækken malet i ansigtet. Fortumlet sætter hun sig op og siger: “Jamen jeg er jo syg!”.

Ovenstående skal så retfærdiggøre, at hun læner sig mageligt tilbage i puderne, for lige at vågne langsomt. Hunden indfinder sig hurtigt og der er gensynsglæde, som ikke indikerer det er mindre end 10 timer siden de sidst tumlede på tæppet inde i stuen.

10 minutter senere sidder hun ved computeren med morgenhår, pyjamas og kleenex. Hun er i gang med Sims II og i sin iver glemmer hun, at hun er meget, meget syg, hvilket jeg ikke undlader at påtale. Den slags småslag gi’r livet jo, så hun spiller ufortrødent videre mens hun snakker ivrigt med sine simmere, som denne morgen tilsyneladende skal koncentrere sig om, at blive en smule mere ferme til madlavning. Der er køkkenbrand og de får skideballe af en meget sur pige, som synes det er for dårligt, at de ikke kan nøjes med en skål cornflakes. Hun snakker ivrigt med dem, mens hun dirigerer dem rundt i huset uden tanke for, at de ikke er andet end en række 0’er og 1-taller.

“Jeg har endnu aldrig set at der er gået ild i en portion cornflakes, så det spiser I altså fremover. Forstået?”…

Og jeg som troede, at der fandtes en smule intelligens inde bag hjerneskallen på det pigebarn…