Historien bag et foto…

Når tid og lyst er der, går jeg på opdagelse i både min og mandens slægt. Det er skægt og oplysende og jeg bliver ofte grebet af det og bruger oceaner af tid på det.

Mandens slægt er interessant, fordi den rummer en del excentrikere, som var kendte i det københavnske bybillede, hvorfor det er rimeligt let at finde oplysninger om dem. Min slægt derimod, er fattigfolk, som ikke optræder offentligt medmindre vi tæller diverse kirkebøger med i det regnskab. Ikke at deres liv er mindre interessant. Tværtimod er der en større udfordring i, at prøve at afdække deres ???helt almindelige??? liv.

Jeg har været heldig fordi en gren af familien stammer fra Bornholm. Derovre er de nemlig meget flittige med at gøre oplysninger af denne slags tilgængelige. Det har været en spændende rejse og foreløbig er jeg endt ved en forfader Claus Kieldsen, som er født helt tilbage i 1658. Her stopper sporet lige nu.

For et stykke tid siden fik jeg kontakt med Connie, som viste sig at forske i samme slægt, naturligvis fordi den også er hendes. Hun kommer dog fra en anden gren af familien, men fra omkring 1800 og bagud har vi fælles fodslaw, så at sige.
Connie syntes jeg skulle have en foræring, som gjorde mig vanvittig glad. Det viste sig nemlig, at hun var i besiddelse af et fotografi af min tip-tip-oldefar Claus Johansen og hans kone, desværre ikke dateret, men med lidt viden om hvornår Claus døde, er det i hvert fald taget før 1875.

Billedet illustrerer præcist, at levealder og i det hele taget fysisk forfald har forandret sig radikalt gennem årene. Claus er 59 år gammel, da han dør i 1875. Hvis man ser på billedet, ligner han en olding. 59 år er ingen alder i dag, men det var et fuldt liv dengang. Et liv fyldt med slid og slæb, dårlig kost og meget lidt viden om og hjælp til selv helt banale sygdomme. Kroppen blev slidt i hast.

Claus blev født i 1817 på en lille jordlod i Pedersker Sogn på Bornholm. Hans far Johan var udbygger (en person, som lejer jord af stat eller herremand) og havde lejet et stykke jord, til at forsørge familien med. Claus var ældste søn i en familie, som måtte slide for føden. I 1834, som 17-årig, var han ude at tjene ved Slusegården men 6 år senere var han igen flyttet hjem til husmandsstedet hos mor og far. Han var nu i lære som hjulmager og snedker.

Hvornår Claus giftede sig, har jeg endnu ikke kunnet afdække, men i hvert fald afslører folketællingen i 1850, at Claus er gift med Marthe Cathrine. Deres foreløbig eneste barn, Hans Peter (sikkert opkaldt efter sin onkel) er blevet født 3 år tidligere. 15-årige Kirstine Marie er pige på gården, så Marthe har haft hjælp i hverdagen. Claus er angivet som tømmermand (tømrer) og har formentlig haft arbejde på de forskellige gårde i omegnen. Enten med nybygning eller med reparationer. Ved siden af har han sikkert passet jorden og måske haft et begrænset dyrehold.

I 1860 er familien bosiddende på Lille Loftsgård i Kirkeby. Claus og Marthe har nu 4 børn og Claus ernærer sig fortsat som tømrer og snedker i sognet. Det gør han igen ved folketællingen i 1870 også. På gården bor også onkel Hans, sømanden. Det er Claus’ lillebror, som har sejlet på søen og aldrig er blevet gift.

Claus dør den 4. juni 1875. Han er 59 år gammel da han er slidt op, blevet syg eller på anden måde mister livet. Han begraves 7 dage senere, den 11. juni.

Efter nogle år gifter Marthe sig med hans bror, onkel Hans. Man har været praktisk dengang eller også gemmer der sig her en fantastisk historie om endelig forløst kærlighed, utroskab og store dramaer, men er det tilfældet, vil historien aldrig blive fortalt. Den er blevet begravet med Claus, Marthe og Hans for over 100 år siden.