Man ka’ længes sådan… efter lidt hjerne…

Forkølelse er kedeligt, men kombineret med tabletterne, ordineret af lægen, skal jeg love for at der ikke er jordforbindelse nok til ret meget fornuftigt. Forsøg på at læse måtte opgives tidligere i dag, for jeg når ikke 3 sætninger hen førend øjnene falder i og jeg henfalder i dvaletilstand, som ikke ophører før manden kommer forbi og forsøger at gøre det lidt behageligt for mig. Så vågner jeg.

Mine planer for ugen var egentlig, at jeg ville have skrevet lidt jobrelaterede tanker og ideer ned, men med kun én hånd og mindre hjernekapacitet end en af mine høns, er det en uoverskuelig opgave. Det får vente, til venstre arm igen er klar til at blive brugt fornuftigt.

Ærgerligt er det, for det flød med gode ideer og nye og spændende tanker, da jeg i går var til møde, men medmindre det her udvikler sig i retning af en tidlig demens, skulle der være en rimelig sandsynlighed for, at jeg også kan huske dem om nogle dage…

Nå ja, altså under forudsætning af, at jeg ikke inden når at hoste mine lunger op på det sprøde dynbetræk. Det er tæt på. Jeg mener at have hørt, at det er ret svært at overleve uden dem, men med den ringe deltagelse min familie viser, tager jeg sikkert fejl.

Det MÅ jeg da gøre…