0

Lørdagsdrømme…

Det varer ikke længe førend jeg skal have skiltet på døren, for solen skinner og jeg kan mærke det krible og krable indeni, men vejret skal lige være en anelse bedre inden jeg kaster mig ud i projekter det involverer jord under neglene. Jeg kan næsten ikke vente…

image

Indtil da vil jeg bruge tiden på at få gjort lidt ved alle de projekter jeg gør og gemmer på. Det er forskellige stykker håndarbejde, som virkelig trænger til en energisk kvinde, så jeg må vel stramme mig an… og så vente lidt med denne ellers så fristende bog, som nok skulle kunne give inspiration til lidt af hvert…

image

Men, men, men… jeg HAR strammet mig an. Jeg HAR faktisk foretaget mig noget (næsten) fornuftigt, for jeg har fundet en haveplan, som kunne ende med at blive udgangspunktet for en del af den have jeg planlægger.

image En dufthave – helt som jeg drømmer om. Den bliver formentligt ikke lige så “friseret” som på tegningen, men med den fulgte en detaljeret haveplan, som bekriver hver enkelt plante. Pludselig kan jeg sagtens forestille mig, at disse mange planter kunne være smukke langs med de knækflise stier jeg planlægger at lade sno sig gennem haven.

Samtidig skal vores drivhus renoveres. Der var en orkan, som tog fat i skidtet og blæste hele den ene side ud på græsplænen, hvor den ligger endnu. Det var jeg naturligvis ked af, men med udsigt til småsprossede vinduer fra gulv til loft dernede, tror jeg at jeg overlever.

Hvidmalede små vinduer, grønne planter i overflod og i midten mit dejlige store plantebord, så skal jeg ikke bede om mere foreløbig…

Du vil sikkert også kunne lide