Min familie er ikke den hurtigste på jorden. Jeg har 2 medlemmer, som ikke kan skynde sig. Intet kan få dem i gear. Absolut intet. De tager sig vældig god tid og jeg har stadig svært ved at leve med det, men med årene har jeg lært, at det er spild af god tid, at prøve at skynde på dem.
Jeg drikker kaffe. Jeg skriver og læser lidt. Jeg pakker. Jeg lufter Pjoskar, som ikke er utilfreds med en formiddagstur. Jeg vasker tøj, jeg vander planter og jeg går en tur i haven. Jeg bruger tiden på noget godt i stedet for at ærgres. Det kan ikke betale sig.
I haven finder jeg mine hulsten. De minder mig om, at vi kører om lidt. Modificeret om lidt, for ingen ved hvornår vi rammer Nørre Vorupør, men det sker vel inden frokosten er spist. Kan jeg håbe…
4 kommentarer
Liselotte
24. april 2006 at 07:13Ja, det er lige til at overskue at putte sten på snor Karin :-)
Karin
24. april 2006 at 00:52…Hvilket minder mig om at jeg har en kasse stående med hulsten jeg samlede i Nr. Vorupøre sidste sommer…. Det var en dejlig gåtur og stenene var en gave uden lige. Dem vil jeg også gerne have hængt op som du har det, Liselotte…. ja, projekter er der nok af… men dette er da et dejligt lille overskueligt et af slagsen som jeg nok kunne indvie foråret med.
Lizelotte
23. april 2006 at 18:21Må vist på strandgåtur i aften … når jeg nu er så priviligeret at ha’ en 5 minutter væk – godtnok ikke med uendelig havudsigt, men alligevel… Go’ tur vestover … jeg er lidt misundelig…
Ella
23. april 2006 at 12:06Jeg ville elske at gå på stranden og lede efter hulsten og rav – gerne i timevis.
God fangst Liselotte ;-)