Så forsvandt endnu en fredag mellem fingrene på mig. Den har båret præg af egenomsorg og det er ikke det værste der findes. Siden er den brugt på familien, som er livgivende selskab. De er en munter flok, når de folder sig ud, så der er grinet godt igennem og den slags kan jeg så godt lide.
Oline og Alexander sidder et stille øjeblik og snakker om at tjene egne penge og vurderer forskellige muligheder. Oline mener, at hun kan optræde med et eller andet under forudsætning af, at Alexander lover at følge med rundt.
“Jo, for sidder du ved siden af i kørestolen og sørger for at savle ekstra meget, er jeg ret sikker på, at de får ondt af os og så får vi mange flere penge…”
Tænk engang, han syntes det var en fantastisk idé.
PS – de får aldrig lov til den slags, men ikke om jeg gad sige det. Jeg ville meget hellere grine. Stille – så de ikke opdagede det ;-)
14 kommentarer
Liselotte
30. april 2006 at 10:30Sand, der siver mellem fingrene, er det bedste der findes. Varmt strandsand er det bedste at øve med :-)
Jo, kørestol og man slipper afsted med det meste ;-)
Donald
30. april 2006 at 10:23Dette her er mere en kommentar til den indledende sive-fornemmelse:
Joda, en dag som føles unyttig, det kender jeg da, men når du skriver at den siver ud mellem fingrene, så fornemmer jeg barndommens forsøg på at tage en håndfuld sand. Prøv det igen, man bliver glad!
— Jeg anede ikke, at kørestole kunne give anledning til den slags løjer! Denne dag-sivning har givet meget morskab (også udenfor Ålborg:-) Nytte er et underligt unyttigt begreb.
HenrietteB
29. april 2006 at 12:42*G*
Det har de bestemt ;-)
Liselotte
29. april 2006 at 12:26Alexander oplevede lidt af det samme sidste sommer, da han omtrent trak kjolen af en fransk kvinde – midt i et supermarked – hvorefter hun vendte sig om, fik øje på Alexander og kørestolen og sagde “Undskyld, jeg så dig slet ikke”. Man må formode hun mærkede ham, men kørestole har en sjov effekt ;-)
HenrietteB
29. april 2006 at 12:00Det minder mig om, da jeg for en del år siden i en kort periode var handicaphjælper for en ung fyr med muskelsvind – og selv om jeg syntes han var streng, kunne jeg ikke lade være med at grine, da han i Lyngby Storcenter beviste overfor mig, at når han kørte ind i ældre damer med kørestolen, så vendte de sig om og istedet for at skælde ham ud, sagde de: Undskyld, undskyld… *G*
Mette
29. april 2006 at 10:11Lidt sort humor og selvironi er absolut ikke at foragte! Skønne børn med en sund holdning til livet, dem må man gerne grine af -lige så stille. Vi andre derimod gør det ikke stille!!
splejsen
29. april 2006 at 09:54Hæ, hæ, hæ!
:-D
Liselotte
29. april 2006 at 09:30Jeg vil tror de går i gang med at øve i dag ;-)
Susan
29. april 2006 at 09:09HAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHA, hvor er de altså bare skønne.
Hanne
29. april 2006 at 07:51Ha,ha,ha,hu,hu,hu,ha,ha…….
Åhh… hvor er de skønne de unger!
Krebsinden
29. april 2006 at 07:04Jeg må tilstå, at jeg også fik mig et godt grin der.
Irene
29. april 2006 at 01:05HULK, HULK, HULK af grin! Jeg har helt ondt i maven!
Pernille
28. april 2006 at 23:49Åh hun er sgu da herlig den unge ;-) Er Alexander så begyndt at samle mundvand sammen?? ;-)
Ella
28. april 2006 at 23:19Hvor var det godt at du holdt mund Liselotte – de sad jo og gennemlevede en stjernestund, og man gør jo det, man nu er bedst til – ifølge Oline ;-)