2

Sommernat

Sikke en skøn dag. Selskabet har været ualmindeligt godt og snakken har givet genlyd gennem de fleste afkvarterets haver. Den forstummede først for ganske kort tid siden. Gitte måtte overgive sig til søvnens behagelige favntag og måske burde vi andre følge hendes eksempel, men det er sommer og lørdag og der er vin endnu.

Besøg

Mens kvinderne hyggede på terrassen med koldt og varmt, sødt og surt og en forfærdelig masse snak, var der nogle, som i et øjebliks vanvid fik lyst til at optræde med livsfarlige stunts, som stik mod alle odds endte uden fysiske skader – de kørte trods alt i nærheden af 15 km/timen og den slags skal man bestemt ikke spøge med, men som sagt resulterede det ikke i andre skader, end dem de påførte græsplænen.

Der er blevet grillet, spist, snakket endnu mere og drukket vin. Så blev der spist lidt mere, drukket kaffe og så lidt vin, som afslutning. Så skulle vi også lige huske at snakke lidt om alt det vi glemte tidligere, drikke vin og spise kager og ikke at forglemme; drikke mere vin, fordi det var der.

Nu er bunden af flaskerne nået og der er enkelte familiemedlemmer, som har taget hul på øl, mens andre har valgt dyner. Jeg vakler… for der er immervæk også lidt Southern Comfort, vodka og forøvrigt den skønneste sommernat…

Du vil sikkert også kunne lide